Blog Image

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Det kunstige menneske

Litteratur Posted on søn, juni 11, 2017 13:33:09

Nogle gange bør der ryddes lidt om i begreberne, så ikke
det hele løber ud i kartoffel-kartoffel.

Det er nu ikke så meget for at være ”sprog-vogter”,
selvom vi kommer til at snakke om sprog, men mere for at komme en del
forvirring til livs, inden den breder sig til almen misforståelse – a la, at en
”bjørnetjeneste” skulle være en kæmpe-hjælp.

Jeg ville elske det højt, hvis jeg kunne pålægge George
Lucas hele ansvaret, når han kalder sine robotter for ”droids” – en abbreviation
af ”androider” – når de helt klart er mekanisk/elektroniske. Men det ville være
uretfærdigt. Problemet er nemlig, at allerede de ”robotter” der optræder i
R.U.R. faktisk er androider, og på den måde ikke robotter i gængs forstand. ”Robota”
betyder blot arbejde eller tvangs-arbejder – lidt henad ”træl” (der i
virkeligheden betyder stolpe), som igen kan give forklaring til det jyske
udtryk ”træls”, om et stykke røvtrist arbejde. Det er ”træls”, fordi det burde
være trællens job. Ejefald.

Allerede for omkring 40 år siden, opstillede Palle Juul
Holm en liste over tematikker i SF, i ”Syzygy Og Den Sorte Stjerne”, og hér
udskiller han diverse ”kunstige mennesker” fra hinanden, så det er til at have
med at gøre. Men det betyder så samtidig, at vi skal langt længere tilbage i
tiden, end blot til Capeks R.U.R. – vi skal helt tilbage til den jødiske Golem.

Den litterære reference har jeg ikke lige ved hånden, men
i alle fald er Golem en lerfigur – gerne over-size – der bærer et tegn i panden
og/eller et stykke af Talmud i en fordybning i brystet (hvor hjertet ellers
ville sidde). Og Golem er skab til at beskytte sin herres hjem.

I tegneserien ”Hell-boy” optræder figuren Roger, der
beskrives som en ”homunculus”. Men det er forkert – Roger er en Golem, idet ”homunculus”
betyder ”lille menneske” (jvnf. gladiolus – lille sværd). Det er noget fra
alkymien, men lad mig dog fremtrække Carolus – der betyder ”lille Karl” – fra Johs.
V. Jensens ”Kongens Fald”, samt de smålings som professor Pretorius opbevarer
under glas, i ”Bride Of Frankenstein”. For det næste vi kommer til er netop
Frankensteins monster. Hvad er det så?

Ja, faktisk befinder monsteret – Den Moderne Prometheus
(en undertitel, der måske mere sigter på Victor Frankenstein?) – sig i en
særklasse. Det er ikke en Golem – dertil er han for organisk komponeret. Det er
ikke en homunculus – dertil er han for stor. Så monsterets nærmeste slægtning
er androiden.

Androiden er kendetegnet ved, at være et skabt menneske –
kunne for så vidt være en giraf, en hundestejle eller et elektrisk får
(notch-notch). Androiden består altså af organiske komponenter, dyrket,
frembragt, konstrueret til formålet. Nu er der bare det ved det, at ”androide”
betyder lignende-en-mand, hvor kvindelige ”androider” burde betegnes ”gynoider”
= lignende-en-kvinde. Eller man kan give sig ud i neologismer som maskulinoider
og feminoider (dem har jeg selv fundet på – undskyld).

Dette betyder nu, at Marvin ”the paranoid android” bliver
til ”Marvin the paranoid robot”, og det betyder at ”Data”, fra Star Trek, ikke
er en robot, men en androide. Og da jeg ikke er ”trekker” er det muligt jeg
tager fejl. Men i hvert fald er alle ”robotterne” i Alien-sagaen præcis
androider (også selvom deres indvolde ligne juletræets lyskæder). Dette betyder
også at Herberts West’s frembringelser i ”Reanimator” ikke er
frankensteinsmonster-kloner, men faktisk en slags androider eller zombier. I
øvrigt er kloner ikke som sådan noget kunstigt frembragt. Det er blot identiske
individer.

Hvad har vi tilbage? The Steamman Of The Prairies, siger
du? Jo, men det er jo blot en dampmaskine med et særligt udseende. Den
kulfyrede robot i Harrisons ”The Steelrat”? Tjahe, sandsynligvis
a-drop-of-the-hat til førnævnte.

At du tør nævne ”Avatar” i mit hjem! Men det rigtigt. I ”Avatar”,
såvel som hos Ian Banks, såvel som i Poul Andersons ”Call me Joe”, såvel som i
Varleys ”Gaia”-trilogi, optræder der avatarer. Og man kunne muligvis også
påstå, at alle indbyggere i The Matrix er potentielle avatarer for Agent Smith
og hans kohorter.

Der er så en hvis forskel på, hvad der ifht hinduistisk
filosofi og moderne brug forstås ved begrebet. Men her ovre i SF-land taler vi
vel mest om en kunstig krop, der kan fjernstyres af en bevidsthed – eller en
bevidsthed, der kan frembringe et simulacrum af en persona (The Ship Who Sang,
Star-Lord, The Eternals).

Både i ”Avatar” og i ”Call Me Joe” er der tale om
kunstigt fremstillede kroppe, der kan fungere i det pågældende miljø, og ”styres”
af motorisk udfordrede mennesker. Ligesom i ”Surrogates” (hvis handling er
snuppet fra en gammel Keith Laumer-roman). Folkloristisk svarer det vel til
formskiftere – eller til overleveringens ide om, at helte kunne bytte udseende
(tjek Niebelungenlied).

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt jeg har ryddet op –
eller om jeg har bidraget til forvirringen.



What’s the Matter

Litteratur Posted on lør, februar 11, 2017 14:21:35

Det skal jeg fortælle dig.

E=mc2

Energi og masse er det samme, bare forskellige fremtrædelsesformer. Hvad de to fremtrædelsesformer så er det samme som, det fremgår ikke – men de er vel det samme som hinanden …

Dette har ledt til fabuleren om noget eksotisk teknologi, der i vid udstrækning er svær at skelne fra magi. Men hvad sagde Arthur C. Clarke ikke om den slags?

Specifikt skal vi holde os til teleportation. At sende en given masse fra A til B, uden at tilbagelægge afstanden mellem disse. Og den slags syvmilestøvler har også andre navne: – hyperrumet, superrummet, overrummet, nulrummet, ormehuller, warpdrive, stardrive m.fl.

Nu er jeg ganske klar på, at VIDENSKABEN også interesserer sig lidt for teleportation – mattertransmission – men lad os nu holde os til litteraturen, hvor molevitten bliver benyttet.

Teleportation – i sig selv – har lange rødder. Der er f.eks Aladdin – hvor djinner kan bevæge sig over store afstande på ingen tid. Eller det jødiske begreb Kefitzat Hederech, der betyder “at sammenpresse vejen” (ja, nemlig: Dune, Kwizatz Haderach). Eller Niebelungenlieds Tarnhelm, der er en hovedbeklædning som gør én istand til at forflytte sig øjeblikkeligt fra sted til sted. Hvilket er meget magisk, altsammen, men hvad sker der så når det skal technobabbles, gøres til science fiction?

Der sker masser af ting, men lad os holde os til dem der benytter sig af noget maskinel, noget teknologi. Også selvom jeg mener, at “jaunting”, i Alfred Besters “The Stars My Destination”, og senere lånt af Stephen King, i “The Jaunt”, er meget udmærket godt gået.

Lad os starte med “The Fly”, fra 1957, filmatiseret i 1958 og i 1986). Maskinen virker – men den mangler et separationfilter – af en slags – og resten er gys og gru. Blandingen af menneske og flue er mere horribel end plausibel. Men der et andet aspekt ved teleportation, som jeg finder væsentlig. Èn ting er, at massen transporteres – hvis den da gør – men hvad bliver der af bevidstheden, ånden, sjælen?

Philip K. Dick har en novelle, hvor maskinen også virker fint. Afgang: Jorden; destination: Mars – overførsel pr. øjeblikkelig! Men – men – man kan ikke snyde Universet, så dette øjeblik føles som at rejse gennem det tomme rum, nøgen, ligeså hurtigt eller langsomt, som hvis man var gået til Mars på sine flade konvolutter. Tusind års pine og plage.

I Larry Nivens “Known Space”-univers er der ingen problemer. Man træder ind i en “transfer-booth” på det ene gadehjørne, og ud af en anden, på det næste – fuldt intakt og i levende live. Bevidsthedsproblematikken adresseres ikke. Den gør den heller ikke i Star Trek. Hér bliver man bare beamet hid og did, når Scotty er ved tasterne. I begge tilfælde er nævnte problem tilsidesat – ikke af ond vilje, eller forglemmelse; det er bare ikke en del af konceptualiseringen og har sikkert ikke engang været overvejet. Teleportation findes, virker og bruges. Færdig.

I Poul Andersons “The Enemy Stars” er der et vist tilløb (uden at jeg vil beskylde forfatteren for selv at have opdaget det). En række stjerneskibe er blevet sendt afsted, og ombord er der en sender/modtager. Skibene “flyver” med en hastighed under lysets, og det vil derfor tage hundredevis af år, før de når deres respektive destinationer. Men idet man også har en modtager/sender på Månen, har man mulighed for at sende nye mandskabshold frem og tilbage (op og ned/ud og hjem). Vi får en længere forklaring på, hvordan denne teleportation funktionerer, og det bliver gjort klart, at “det oprindelige objekt går til grunde”. Med andre ord er det kun den fuldstændige (nu om dage ville vi vel kalde det “digitaliserede”) information, der når frem til modtager-kammeret, hvor objektet så gendannes via “stof-banken”. Er det – efter ankomst – altså en kopi eller en original? Det er en kopi – en eksakt kopi. Men hvad så med originalen? Ja, den gik jo “til grunde”. Så selvom man muligvis kan påstå, at bevidstheden – egoet, sjælen – er en del af informatorikken, der bliver afsendt, er det så en kopi af den pågældende bevidsthed, der bliver gendannet via “stofbanken” eller er det originalen? I romanen berøres det ikke, men på en sær måde er det et spørgsmål der uvilkårligt vil trænge sig på for læseren.

Nu vi er ved Månen: I “Rogue Moon” af Algis Budrys er teleportation yderst centralt. Romanen handler om en mærkværdighed, man har fundet på Månens “bagside”. En blanding af en by, en maskine, en labyrint og et våben (måske). Det specifikke ved monstrummet er, at man kun kan overleve i det i meget få minutter. Men det er samtidig gået op for Jordens forskere, at der er “sikre” ruter igennem uhyret. Dem vil man gerne have kortlagt – og det gør man ved hjælp af prøv&fejl-metoden. Man finder en modig mand, der ikke er bange for at dø, og netop fordi teleportation virker sådan, at det er en kopi der ankommer til Månen, så kan “den samme mand” sendes ind i labyrinten, igen og igen, selvom han døde. Finten er, at originalen bliver hjemme på Jorden og går tilbage til swimmingpoolen og pina colada, mens hans alter-ego dør igenogigen på Månen i forsøget på at kortlægge den sikre rute. Her behøver vi ikke spørge til bevidsthedens bevarelse, idet der intet sker med originalen. Værre er det for den kopi, der endeligt kommer igennem labyrinten. For han har ikke noget sted at tage hen! Mission completed – time to die!

En lignende problematik er at finde i “Echo Round His Bones”, af Thomas M. Disch, hvor teleportationen virker 10-4, men tilbage bliver der et residual-spøgelse. Og idet Disch ikke var hverken religiøs eller spirituel, ligger det lige for at han hér konstaterer, at bevidstheden er “blevet tilbage”, selvom kroppen er “sendt videre”.

Philip K. Dicks “The Unteleported Man” handler også om teleportation – men hovedpersonen er hér en mand, der af uudgrundelige årsager ikke kan teleporteres, men må tage den lange rejse.

“Echo Round His Bones” har en mere moderne pendant, nemlig “Think Like A Dinosaur” af James Patrick Kelly. I korthed: – da en kvinde skal sendes afsted til en fjern planet, går der ged i koblingen og hun befinder sig stadig på afsenderstedet. Men så viser det sig, at hun alligevel er ankommet på modtagerstedet. Og så står man pludselig der med 2 af den samme. I historiens univers er det ikke menneskeheden der “styrer for hårdt”, men derimod nogle øglelignende væsener, og i henhold til deres logaritmer og politikker, så kan det ikke accepteres. Kvinden må henrettes. Så på den måde adresserer fortællingen flere problematikker, end blot og bart hvorvidt bevidstheden er “overført”.

For lige kort at vende tilbage til “stofbanken”. I Niels E. Nielsen iøvrigt udmærkede “Skyggen Fra Sirius”, gøres det klart at de tre astronauter ombord på stjerneskibet Kronos, udelukkende består af information der er lagret i Kronos’ sind, idet alt andet er opløst under “nul-rums-overfarten”. Det er med andre ord bevidstheden Kronos, der både gendanner skibet og astronauterne, i forhold til hvad “han” kan huske. Det er ikke teleportation, men det taler alligevel om dikotymien sind/psyke vs materie/krop.

I to tilfælde er jeg stødt på forfattere, der tog den fulde konsekvens af teleportations-problemet vis-a-vis bevidsthed/psyke/sjæl/ånd/ego. Den ene er Fred Pohl, der i sin “The Cuckoo-Saga”” har noget teleportations-teknologi, der virker og er brugbart, men det det sender er information om skabelsen af en kopi. Originalen “går til grunde” i processen. Man skal mao have sine rigtigt gode grunde, men selvfølgelig med den mulighed at skabe et alter-ego, inden man dør. Iøvrigt noget Pohl viderebrugte i sin “Heechee-saga”, hvor up-loading af bevidsthed er en mulighed, og man kan eksistere videre “på internettet” – som kopi. Man er stadig stendød, hvis man er død. Kopien leve – hurra!

Det andet eksempel er Greg Egans “Schild’s Ladder”, i hvilken man jævnligt bør uploade sig, således at skulle man komme ud for noget, så kan man gendannes. Som kopi, vel at mærke. Originalen er stendød.

Umiddelbart skal jeg ikke ind i nogen teleportationsmaskine, før det er helt afklaret, hvad der sker med kopi – og navnlig med original. Så er der nogle der siger – semiotisk og postmodernistisk – at hvis omgivelserne genkender dig som dig, så er det jo dig. Til hvilket jeg vil sige, at hvis jeg døde i processen der skabte min kopi, så er det eddermame ikke mig, uanset hvad omgivelserne mener. På den anden side: – idet vi ikke har noget rigtigt særligt godt greb om, hvordan vi i det hele taget skal definere bevidsthed (tjek Frank Herberts “Destination:void”), så kunne det måske tænkes, at “bevidsthed” mere er et hologram, et holistisk fænomen.

Det sidste jeg har hørt fra den videnskabelige front er, at noget kunne tyde at et område i hjernen, kaldet corpus nigra (det sorte legeme) er sædet for bevidsthed – med den kringle, at “organet” synes at udstrække nervetråde udover hele hjernebarken.

I denne sammenhæng betyder det blot, at det teleporterede “jeg” er identisk med det “originale” jeg, idet vi sætter at teknologien er optimal. Tilbage bliver spørgsmålet: – er det mig?



Obskur læsning til sommerferien (del 2)

Litteratur Posted on tirs, juli 01, 2014 19:47:00

I og for sig kan man vel ikke påstå, at noget er ”obskurt”
(skjult) hvis man kender til dets eksistens. Og man kan heller ikke –
bedrevidende – slå armene ud og kalde det ”glemte bøger”, for så er det stort
set det samme som at sige: – se hvad I har glemt! Se mig! Jeg huskede dem.

Overskriften skal
derfor tages med sindsro, men dækker trods alt over præsentationen af en række
”værker”, der gemmer på en del mere end blot og bart deres tilstedeværelse. Det
er derfor jeg anbefaler dem. Og samtidig kan man også indvende: – skal det
forestille sommerferielæsning? Jeg troede jeg skulle slappe af! Hvilket jeg
ikke 100% kan love… – selvom det
selvfølgeligt kan hænde at visse læsere vil falde i søvn – og med frygt for, at
det er ved at ske, allerede nu: – lad os haste videre.

I et forsøg på at være ”mærkelig” har jeg sorteret og
oplistet mine anbefalinger efter forfatterens fødselsår. Og oven i købet er jeg
så besværlig, at jeg fyrer de bibliografiske detaljer af pronto, hvilket
muligvis kan gøre læsningen lidt ”hakket”. Men sådan er det.

Sæt i gang:

The Nightland, 1912, min udgave er fra
NEL, af William Hope Hodgson (1877–1918).

Hodgson blev ikke
så forfærdeligt gammel, hvilket hang sammen med at han skulle vise stand og ære
– og fik så læsterligt med kvæstelser i forbindelse med Den Store Krig, at han
ikke overlevede det. Det forhindrede ikke, at han – inden denne ultimative
tilskikkelse – var yderst produktiv i sit litterære ”output”. Han er nogenlunde
samtidig med Lord Dunsany, E.R. Eddison og William Morris, men selvom man kan
udbryde noget om, at det sandelig da ikke er science fiction, men derimod
Fantasy, så var den skelnen ikke helt materialiseret, på daværende tidspunkt.

Formodentlig er
hans ”House On The Borderland” betydeligt mere kendt end værket vi hér
beskæftiger os med. Men til gengæld er det værd, at betragte The Nightland som
det ”første udbrud” af den så senere kendte ”sub-genre” The Dying Earth. Ikke
mindst benyttet af Jack Vance og siden af Michael Moorcock, m.fl.

Men til sagen: –
vores hovedperson får muligheden for at tage til fremtiden, idet han søger
efter sin afdøde elskede. Og det er sådan, at i de sidste tider vil alle
mennesker genopstå (jeg vil i den forbindelse henvise til Frederik Pohl’s
Escathon-serie – også selvom jeg ikke finder den særlig god, men det er samme
tema).

Vores hovedperson
befinder sig pludseligt i en fremtidsverden hvor Solen er så godt som gået ud
(som et lys), og resterne af menneskeheden frister en besynderlig tilværelse i
The Redoubt (fæstningen, kastellet) – en uhyre pyramide, der løfter sig et par
kilometer over The Wasteland. Derude lever og hersker The Abhumans, og de er
både menneskeædere og kannibaler og andet godt og hyggeligt.

I The Redoubt er
der den senere så kendte klassedeling med, at de rige eller vigtige(re) bor på
de højere etager, og hoben, bærmen, proletariatet bor forneden. Men hvad
vigtigere er, så er det første gang der præsenteres syntetiseret mad, i en
fiktiv sammenhæng. Eller i det hele taget. Et kuriosum er vand i pulverform!

Nå. Det ender
selvfølgeligt godt, og fremtiden er bare noget lort, hvorimod de sande værdier
hører en meget ældre tid til. Så grunden til at jeg anbefaler den, er
udelukkende for det pavane-agtige tempo som denne fremtid bliver beskrevet i,
og den særlige stemning af ufattelig undergang, jeg sådan set kun har oplevet i
forbindelse med læsning af det sidste kapitel i ”Ud Af Barndommen” af Arthur C.
Clarke.

Aniara (”Aniara, en revy om människan i tid
och rymd”)
,1956, Harry Martinson (1904-1978).

Harry Martinson
tog sit eget liv, fordi han havde fået Nobel-prisen i litteratur. Eller
rettere: – han begik selvmord, fordi han ikke kunne klare kritikken over at han
havde fået Nobel-prisen. Eller mere præcist: – Harry Martinson sad i den
Nobelpris-kommité, der gav ham Nobel-prisen, og det kunne han ikke leve med, da
der blev sået tvivl om graden af nepotisme i den beslutning.

Ja, døden skal
have en årsag. Og i forbindelse med ”Aniara” skal jeg da lige love for at vi er
i de primære årsagers land. Vi er helt nede i det basale: – jord, ild, vand,
luft. I sin Heechee (He/She)-saga, lader Frederik Pohl sin hovedperson spørge,
hvordan man staver til ”mad”. Svaret er CHON – kul-brint-ilt-kvælstof. Det er
ikke – men det ligner alligevel – alkymi.

”Aniara” er
faktisk to ting. Dels er det 103 ”cantos” (vers/sange); dels er det en opera
(og der vil jeg henvise til en af Stig W. Jørgensens artikler i ”Ekkorummet”,
SFC, 2013 (kan vist også findes på nettet)).

”Goldondern
Aniara” fragter planmæssigt emigranter fra Jorden til Mars, men på en af disse
rutinemæssige overfarter bliver skibet bragt så meget ud af kurs (af en
meteorregn – nåja), at det fortsætter ud af solsystemet med en stadigt højere
hastighed. Katastrofen er immanent, om end tidspunktet for det endelige nedbrud
ligger mange år ude i fremtiden.

Det er således
ikke historien om et generationsfartøj, men derimod historien om hvordan
samfundet bryder sammen, når det har udsigt til det uundgåelige: –
afslutningen.

Der er dog en
roman man sagtens kan sammenligne med, nemlig Poul Andersons ”Tau Zero”. Og det
tror jeg ikke er tilfældigt. Mr. Anderson har, oftere end ikke, forstået at
gøre brug af sit skandinaviske anetræ (The broken Sword, Rholf Khraki, Three
Hearts And Three Lions mv.), og i ”Tau Zero” er det oven i købet således at
Jorden regeres af en svensk verdensregering. Hvilket så kun er en baggrund, men
personerne hedder alle noget skandinavisk. Derudover er historien den samme. Jaja, research betaler sig……..

Vi er ikke helt I
Brian Aldiss ”Non-Stop”- land, eller Harry Harrisons ”Captive Universe”.
Faktisk er vi inde omkring ”The Ballad Of Beta-2” af Samuel R. Delany, jr., fra
så mange år siden at det næsten er løgn.

Men det jeg vil
slå på er, at de enkelte stanzas, verselinier, i de enkelte cantos, er så
skarpe og pågående, at katastrofen rammer dybere end ”Deep Impact” eller
”2012”. Der er andre ting på spil her, også fordi det stadigt ændrede, og
ændrende, samfund, der kæmper mod den uundgåelige afslutning, panisk genopfinder
dårlige modeller for menneskelig adfærd. Det er tænderskærende.

Men husk nu: –
det er kun fiktion…………………..?????

Dragon In The Sea (Under Pressure),
1956, Bantam Books, Frank Herbert (1920-1986)

Jaja, Klit og Dune, og spice og The Emperor, og David Lynch
og Jodorowsky og H.R.Giger (may he rest in peace). Vi har hér med Frank
Herberts allerførste udgivne roman at gøre. Ikke noget særpræget eller
epokegørende i det, eftersom alt vel må have en begyndelse.

Desto mere
interessant er det, at denne begyndelse faktisk indeholder og omslutter alle de
tematikker Herbert senere udfolder og udvikler.

I og for sig
minder ”Dragon In The Sea” utroligt meget om ”Destination:Void”, men der er
signifikante forskelle. Da dette dog helst ikke skal udvikle sig til en
sammenlignende analyse: – tilbage til romanen.

Det meste af
tiden befinder vi os ombord på ”The Fenian Ram” – en amerikansk atom-ubåd, hvis
mission det er at stjæle olie fra undersøiske oliefelter bag fjendens linier.
”Rød Blok” får en lidt anden betydning i det hér tilfælde, hvor den Kolde Krig
har udviklet sig til en lidt mere overhedet. Ikke ”full-flare”, men det simrer
omkring kogepunktet.

Settingen er,
at flere (alle?) tidligere missioner har været udsat for sabotage, og man
frygter at et af besætningsmedlemmerne er en forræder. Så da Long John Ramsey –
der er agent for BuPsych – bliver listet ombord, forklædt som
kommunikations-officer, er der tilsyneladende kun tre mistænkte: Kaptajnen,
Maskinmesteren og Styrmanden.

Men ikke ret
meget er, hvad det ser ud til, og vi er inviteret indenfor til et
gestaltterapeutisk kammerspil med skeletter i skabet og rotter på loftet.
Hvilket lyder dødkedeligt, når man eufemistisk prøver at beskrive
handlingsgangen, uden at røbe for meget. Så mit forslag er, at man lige napper
de 130 sider, mens grill-kullene luner og bajerne svaler – thi dette er absurd
meget i ”mandfolkeland”. Der er, siger og skriver 1 kvinde – nemlig Ramseys
trolovede – der på udenlandsk ville blive beskrevet som ”ankle-clinging
sex-kitten”. Og hun har præcis ingen funktion. Sådan er det.

Mission Of Gravity, 1954, Doubleday, Hal Clement (1922-2003)

Mesklin. En
kæmpestor planet, med en hysterisk hurtig egen-rotation, og en så høj tæthed at
mennesker kun kan være der bag tungt panser og udlignende hjælpemidler.
Mesklins sol er – ja, nærmest giftig, og atmosfæren og overfladen er mildest
talt eksotisk, på den hårde måde. Det er ”hard-core” SF, når det er bedst. Som
i: – korrekt videnskabeligt funderet. Det er Hal Clement en garant for.

Med andre ord: –
Mesklin er ikke for børn. Og dog har den indbyggere – nogle intelligente og
vejrbestandige af slagsen, tillige. Og selvom de ligner tusindben, så er deres
mentale kapaciteter af en størrelsesorden, der ikke lader menneskene noget
efter. Tæft for mekanik er en ting, men snuhed i tilegnelse af akademiske
ressourcer – skal vi kalde det ”viden” – er ganske centralt.

Alibiet for at
udfolde hele denne verden og disse væsener, er den at et rumskib er styrtet ned
langt fra den menneskelige forskningsstation, og Charles Lackland må, sammen
med ”meskalinen” Barlennan, ud på en redningsekspedition.

Hele romanen
handler om den ekspedition, men med skyldig hensyntagen til at Lackland
forsøger at forstå Barlennans tankegang. Det kommer der meget spas ud af, for
Barlennan er blot repræsentant for hele Mesklins befolkning, og de er lige så
mange og ligeså forskelligartede som Jordens.

Tour de force. Ihvertfald Tour de
Mesklin, en verden du ikke kan få.

Stålspringet, (svensk: “Stålsprånget”) 1969,
Spektrum, Per Wahlöö (1926-1975)

Per Wahlöö og Maj
Sjöwall (f. 1935) skrev i årene 1965-1975 serien ”Roman Om En Forbrydelse”
med Kriminalkommissær Martin Beck som
gennemgående figur – samt flere, der siden har fået en renæssance ad andre
kanaler. Kan du sige: ”Gundvald Larsson”?

Jeg vil ikke
bruge så meget krudt på den serie (om end jeg finder den anbefalelsesværdig),
men dog nævne, at de politiske kommentarer – der ligesom ”info-dumps” – lidt
ødelægger det narrative forløb, hovedsageligt er Wahlöös fortjeneste. Hvorfor
man skulle tro, at Stålspringet var én lang politisk tirade. Det er den ikke.

Kriminalkommissær
Jensen er stået op fra sit sygeleje i udlandet, og vil nu hjem. Men hans land
er lukket, og regeringen er gået i eksil. Fra dette sender de Jensen tilbage
til landet, for at undersøge hvad der er sket.

”Jensen” er
Martin Becks mere hårdkogte ”tvillingebror”, og vi befinder os i en lidt
udefinerbar fremtid – 10-20 år fra udgivelsesåret. ”Jensen” er samtidig vores
lidt anonymiserede guide ind i det ”Sverige” der er blevet forandret til
uigenkendelighed af macguffinen ”Stålspringet”.

På mærkværdig vis
kan ”Stålspringet” læses som en tidlig udgave af problematikkerne i ”Snow
Crash”, af Neal Stephenson, og ”28 dage senere”. Hvilket måske er en personlig
kommentar, men skal forstås som en klar anbefaling. Andre sammenligninger kunne
være ”Danmark er lukket” eller ”Aftenlandet” af Peter Watts.

Og skal jeg skrue
den yderligere op – og det skal jeg – så vil jeg mene, at den er en
skandinavisk pendant til J.G. Ballards katastrofescenarier, cirka fra samme
periode. De har det lettere distante kommentarspor til fælles.

Optrevlingen af
hvad ”Stålspringet” er og består i, inkorporerer dels konspirationsteorier men
så sandelig også sunde tanker om, hvor galt det kan gå når et lovgivende organ
(kald du det bare en regering) sér sig blind på én årsag til al dårligdom. Det
er ganske aktuelt, det forsikrer jeg – hvis ikke det er ledighed eller fedme, så
er det nok Pisa-rapporter eller hjerne-flugt. Men døm selv.

The
Iron Dream
,
1972, Jove Books, Norman Spinrad (1940- )

Barbaren Conan i
fremtiden.

Ligesom Harlan
Ellison, må Norman Spinrad siges at være l’enfant terrible – så meget som (og
for at blive i det franske) hans synspunkter hverken er comme il faut eller a
la mode.

Det er næppe en
kvalitet – i sig selv – at forlæggere kvier sig ved at udgive et eller andet,
man har bedrevet. Ligesom det ikke er en kvalifikation at være kontroversiel –
ligesom det ikke er et tegn på filosofisk ballast, eller intellektuel hygiejne,
bare fordi man kan nogle bandeord.

Noget andet er på
spil hér.

Jeg forestiller
mig at Spinrad har sagt til sig selv: – det der tredje rige, og ham der adolf
hitler, han er så mange gange blevet behandlet ”head-on”, i en eller anden
rationel modus. Lad os lige tage ham for det han er!

Og der vil jeg
godt indskyde den personlige kommentar, at nazister ofte kritiseres for at være
så rationelle, at det humanistiske lades bagude. Det er simpelthen forkert set.
Nazister er så irrationelle, at de har lang vej til halebenet af humanisme.

Man siger ofte –
nogen gør, i hvert fald – at deportationen af jøder, romaer, bøsser og
”fejlfarver” i bred almindelighed, skete efter nogle stringent planlagte og
uhyrligt rationelle kriterier og planer.

Aldeles ikke! Der
er intet ”rationelt” ved deportation. Deportation har kun påførsel af smerte og
lidelse som mål. At rasle rundt i Europa med togvogne fyldt til toppen med mennesker
i godsvogne er, udfra et rationelt synspunkt, komplet idiotisk – det koster
kassen. Så er nakkeskud billigere.

Og jeg tror det er
hér omkring ”The Iron Dream” starter – i øvrigt også kaldt ”Lord of the
Schwastika”.

Visse-vasse.

Ligesom jeg ikke
har været så rar i min introduktion til denne roman, ligeså u-rar er romanen i
sig selv. Og man kan altid spørge, hvor meget man ønsker at svine sig selv til
– herunder visse tanker, man for alt i verden ikke ønsker at få. Og så er det
allerede for sent.

Hvis man derimod
er i stand til at parkere sit moralske – og etiske – overlæg på fornuftig måde,
og derefter kan kaste sig ud i snavset med den gode samvittighed, at dette er
fuldstændigt for min egen fornøjelses skyld og absolut ingen kommer til skade,
ja, så er der lagt op til adskillige timers munter læsning.

Og som om det
ikke er nok, så er der en ”editorial comment”, der sætter det i endnu mere
vanvittigt relief.

Så hvis man føler
for at få nazister, Hitler, Freud og pulp-æraen sat på plads, så er det den
hér, du.

Suma-X, 1969, Gyldendal, Knud Holten ( 1945 –
)

For så vidt som at den overhovedet er til at opdrive.

Lad det være sagt
straks: Aldrig har det ydre rum dog været så hippie-agtigt og små-psykedeliskt.
Sjældent har superhelte – ja, helte i det hele taget – været så
syret-distanceret fra heltegerningen.

Det er ret
vanskeligt, at referere en handling – eftersom der måske slet ikke er nogen. Vi
har den her superhelt, som måske er en anden. Og vi har den hér prinsesse – der
måske er en prins, hvem ved? Og måske er vi inde samme univers som ”Martin
Borgs Sære Søgen” (Impuls 1, Hasselbalch 1969).

Men det er stort
set uvedkommende, idet romanen læses som et langt digt, der indeholder så mange
billeder og landskaber, at man bare ikke kan lade være med at fortsætte.

Mening?

Den må man selv
forklare sig selv – var det måske ikke digselv, der begyndte at læse den her
bog?

I en eller anden
sammenhæng er det blevet nævnt, at SUMA-X er det tætteste man kommer på en superhelte-tegneserie
– uden tegninger.

Så sidder der nok
nogen og tænker: – jamen, hvordan er dette en anbefaling? Hvad handler den om?
Hvad går den ud på?

Ganske
forståeligt. Men hvad handler et vandfald om? Et stjerneskud? Hvad handler en
snestorm af regnbuefarvede sommerfuglevinger om?

Suma-X – back to the sixties………turn on,
tune in, drop out –

Verdener Uden Grænser (svensk: ”Dette Är
Verkligheten”, Bonniers 1968)
, 1968, Hasselbalchs, Bertil Mårtensson
(1945-)

Uden
sammenligning i øvrigt (?) husker jeg en anmeldelse af Matrix, og jeg tror det
var i WekkendAvisen (derfor sikkert ved Bo Green Jensen), der kviede sig en del
ved at komme ind omkring det centrale i filmen. Det kan man godt forstå. Der
næsten dømt ”spoiler alert” med det samme.

Derfor vil jeg
også nøjes med at sige, at denne roman er lidt anderledes end konstrueret end
Bertil Mårtenssons de fleste.

Senere giver han
den gas med fantasy-serien om ”Magtens Veje”, hvilken er en ganske filosofisk
tilgang til genren (hvor C.S. Lewis’ tilgang var religiøs, Peakes var
humoristisk og Tolkiens var filologisk – bare for andre eksempler). Og også
Verdener Uden Grænser har sit aspekt af fantasy: – en ”mighty-thewed” helt er
ude på de vilde stier for at befri en voldført prinsesse. Og han må gå grueligt
meget galt igennem – herunder et møde med et særdeles mærkeligt monster – før
han kan stå i begreb med faktisk at befri fruentimmeret….frøkentimmeret.

Og så er det, at
det hele bliver noget andet, på sådan en ”Fremtidskongressen”-agtig måde –
eller hvis Philip K. Dick havde skrevet ”A Clockwork Orange”. Hvilket
naturligvis er min personlige tolkning – andre kunne have andre associationer.
Men det det hele drejer sig om er det filosofiske spørgsmål om virkelighedens
karakter, hvilket bringer en hel del perspektiver i spil. Og inden du ved af
det kan du se en given sag fra 117 sider.

Jeg finder det
interessant, at sværd&trolddom (plus noget, jeg ikke skal røbe hér) kan
blive til en eksistentiel diskussion (altså inde i mit hoved) og jeg er kun en
sølle frister: – prøv det selv! Læs faenskabet! Se hvad du syns.

Den Sjette Vinter (”The Sixth Winter”,
1979, forlag (?)
), 1981, Lademann, John Gribbin (1946
– ) og Douglas Orgill (?)

Jeg aner ikke en skid om Douglas Orgill. John Gribbin,
derimod, er sådan en Tor Nørretranders-banan, der i halvfemserne fik udgivet et
vist antal bøger om kosmologi, kvantefysik og det antropologiske univers,
herunder Mørkt Stof og topologisk eksistens (jow, vi er langt ude i
suppedasen).

Nå, men det har
kun perifert med Den Sjette Vinter at gøre (bortset fra at Gribbin også har
beskæftiget sig med meteorologi – herunder ”Butterfly-effect”, derfor
Kaos-teori….suk! Får det aldrig ende?).

Romanen er ren
tjubang. På den fede måde.

For alle med hang
til klima-forandringer og ny-istids-scenarier er der guf. Manden kan sin
videnskab og sin videnskabsteori. Men det får ikke lov til at stå vejen for den
fremadskridende handling.

Vi starter i USA
(nåja, det er jo udgangspunktet for det meste, ikkesandt), oppe omkring grænsen
til Canada, hvor et vejrfænomen, kaldet en ”Danser”, har isoleret en mindre by
bag et ispanser, samt lavet adskillige trafikanter i nærheden om til ispinde.

Vores helt, som
vistnok er meteorolog (krypto-meteorolog, endda) ser dette som et forvarsel om
et forandring i det globale vejrlig, og bliver sendt af sted til Sovjetunionen
for at deltage i en konference.

Og i mellemtiden
bliver vejret dårligere, og det globale klima ændrer sig ret hurtigt til noget
der er genkendeligt som en ny istid.

På baggrund af et
par forviklinger og en overisning af Europa, vil vores hovedperson gerne hjem.
Altså hjem til USA. Og den eneste vej der er mulig er over Sibirien. Det er hér
der går tjubang i den.

Derfor er det
måske også lige at strække den, at kalde Den Sjette Vinter for SF.
”Øko-thriller” – javel. Det tror jeg holder. ”Klima-thriller” ville måske være
bedre. Men jeg tager den alligevel med hér, fordi det er en stramt eskalerende
historie, der fungerer på sine egne præmisser i en verden der stedse bliver
mere forskellig fra den vi kender. At der så også er lidt
civilisations-skepticisme og kultur-angst involveret – tjahe, det må ligge
åbent for en debat. Er vi kun huleboere med en fernis af tolerance?

Og – som pølsen I rosinenden, der sprænger kronologien og
den personlige opsætning (hvilket er yderst passende):

En Smagfuld Verden, En Jerry Cornelius
Antologi
, 1971, Rhodos, redigeret af Jannick Storm

Det er ikke tiden
og stedet, at udbrede sig om Michael Moorcocks Multiverse og hans Eternal
Champion, men der er det ”fede” ved det, at Moorcock har en åben invitation til
at bruge løs af konceptet, hvor andre (Nivens Man-Kzin-wars, eller Saberhagens
”Berserker”-serie) godt vil have hånd i hanke med de udgivelsesmæssige kredsløb.

Moorcock er
ligeglad – brug løs, take it away – helt i hans mere eller mindre anarkistiske
ånd (hvilket måske er ret nemt for en mangemillionær, men – hey – det er Niven
også; endda født som sådan).

Antologien er
bedaget. Det er indrømmet. Bare forsiden – ”coveret”, som det nu om dage hedder
– siger det hele. Hippie-vogue.

Men det
charmerende er, at se (læse) yderst mærkelige og eksessive eksperimenter, der
er centreret omkring JC-skikkelsen (Jesus Christ?) begået af notabiliteter som
Norman Spinrad, Sven Christer Swann, J.G. Ballard, The Maestro Himself og
andre, i en helt løssluppen dans med alle litterære virkemidler til rådighed.
Det er så meget hul i hele hovedet, at det slet ikke skulle være udgivet – og
det ville det nok heller ikke være blevet nu om dage. Men det er samtidig så
legende og lallet, at det er en fest. Var det ikke fordi indholdet var mørkere
end pest og den sorte død.

Men det er et
besøg værd, for bag grinet er der også en vrede, og det er et eksperiment værd
hvor vreden og hvor grinet retter sig – og mod hvad. Jerry Cornelius handler
altid om modstand – en modstandsmand.

I øvrigt synes jeg der bliver læst for lidt Cordwainer
Smith. Men det må I selv finde ud af, henover sommeren – og kan I en god én.

Tak for ordet



Planeter til tiden. En kronik

Litteratur Posted on søn, marts 30, 2014 20:01:43

Sommertiden er over os igen, og jeg har stillet havemøblerne tilbage på græsplænen, stillet uret over på skænken og sat klokken efter kompasset. Hvilket ikke forhindrer et vist relativistisk jetlag, som jeg så til gengæld tror jeg deler med en del andre – også mennesker, der aldrig har hørt om relativisme, jetlag eller science fiction. For nu lige at bringe os “hjem” til det kendte rum. “Known Space”.

Larry Nivens (Lawrence van Cott Nivens) politiske synspunkter ligger lysår fra mine, men dels må jeg gå til beklagelse og indrømme, at han var en af mange gudfædre der førte mig ind i SF (hvilket naturligvis hænger sammen med Bent Irlovs udgivervirksomhed). Heldigvis er det ikke den eneste “gudfar” – der er sandelig også Arthur C. Clarke, Isaac Asimov, Poul Anderson og Frederik Pohl. Og – ja – der er vel også Ray Bradbury, for nu at få det hele med. Sådan er det at være en ældre fan-boy. Der er en håndfuld gudfædre – hvorimod I unge nok skal bruge alle kroppens knogler for at opregne jeres hos-stående ved dåben. Ikkesandt?

Hvad jeg ville sige: – både Niven og Clarke giver et bud på menneskets oprindelse, henholdsvis i “2001-sagaen” og i “Known Space”-serien. Og bortset fra at de to historier ikke er ganske identiske, så flagrer de dog rundt om en næsten von Dänikensk “skabelsesberetning”, der involverer “klogere hoveder ude fra rummet…et sted”. Og disse (de kloge hoveder) blev så senere “oversat” til GUDER af de primitive mennesker. Bevisførelsen for rigtignokheden af påstanden er, at rigtigrigtígrigtig – rigtig – mange guder ligner hinanden i funktion (muligvis udseende). Tænk dog! Og derfor er det klart som snot i et glas vand, at disse guder må stamme fra en og samme kilde, og have rod i en faktisk, objektiv, observeret realitet. Og – jatak.

Den observation og uimodsigelige korrekthed blegner en kende, når man begiver sig udenfor det – skal vi kalde det – europæiske område. Der findes et utal af indiske og japanske og inuitiske og australsk aboriginale deiteter, der ikke bare lige lader sig oversætte – på en studs – til noget indoeuropæisk “kendt”. Hvilket der er nogle etnologiske, kulturelle, sociologiske, økonomiske og udviklingsmæssige – ret – gode forklaringer på. Og det rager ikke os – ikke lige nu, lige hér. Men det er ganske rigtigt, at indenfor et område, der tidligere var omfattet af romerriget, den keltiske interessesfære, græske distrikter og vikingedomæner er der interessante sammenfald i guddommes udseende, funktion og politisk statur.

Men inden vi kommer til den udfoldelse, så lad os lige gøre Niven og Clarke færdige.
Niven holder – i sin Known Space serie – på at The Pak er den “voksne” udgave af menneskeheden, hvor menneskeheden på Jorden blot er uudviklede “adults” der ikke har haft adgang til “Tree Of Life”. Altså en udlægning af Biblen, hvorved længslen efter “Gud” er en “racehukommelse” om en Pak (ikke Pssthpok; han fandt blot “kolonien” igen). I 2001-sagaen er det De Sorte Monolitter der er det vehikel, som de “klogere hoveder” har valgt at korrespondere med menneskene igennem – og kontrollere, hvor langt disse “aber” er kommet i udviklingen, samt, af en eller anden grund, lave Jupiter om til en sol og så nyt liv på Europa.

Man skal have fodnoterne ved hånden, og årstal i præsens. Men det er ligeså godt bare at sige, at Poul Anderson altså skrev en novelle i serien om Tidspatruljen, betitlet “Delenda Est”. I denne historie (novelle) dumper et par tidspatrulje-pansere ned i en komplet virkelighed, hvor Hannibal vandt den 3 (?) puniske krig, med den konsekvens at verden er blevet keltisk. Nutidens verden, mind you.
Jeg er senere kommet til en anden opfattelse af hvad de puniske krige egentligt drejede sig om, samt hvad det keltiske felttog egentligt var for en størrelse, men det er uvæsentligt i denne sammenhæng (men I må gerne spørge mig – så skal jeg den ondelynemig……). Men i forbindelse med “Delenda Est” er det interessante, at Anderson både postulerer og beskriver en (nutidig) verden der er så fuldgod og med mangler og fordele og strukturelle udfordringer som vores gode gamle virkelighed. Og i denne verden hedder alting noget andet (sært nok, ikkesandt?).

MEN! eller er det: – “og”? Jeg er ikke noget sproggeni – på ingen måde. Ikke desto mindre har jeg været lidt tosset med, i det mindste at kunne forstå sprogtone, forstå det fælles grundlag i de latinsk-germanske sprog (Stig W. kommer efter mig, hér), og navnlig har jeg – ikke mindst ansporet af “Delenda Est” – været opsat på at forstå “alt keltisk”. Dette udstrækker sig også til græsk. Lad os lige lige tjekke den. “Timeo Danaos et dona Ferentis” – altså: “Frygt grækerne selvom de kommer med gaver”. (NB: – Danaos – Danere…., men det er en anden historie).

Lad os så tage ud i verdensrummet.
Altså. Vi har – i henhold til det latinske apparat, som videnskaben har gjort brug af de sidste 700 år – følgende planeter i vores solsystem: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun. Pluto er blevet smidt ud, under henvisning til et eller andet……
Det er international standard. Det er vedtaget, oplæst og afgjort.
Og dog er det således, at på græsk wikipedia er det IKKE sådan. På græsk er det ikke navnene på planeterne. De hedder Hermes, Afrodite, Jorden, Ares, Zeus, Kronos og, ja, så Neptun – burde have været Poseidon (og Pluto ville så have været Hades).
Beklageligvis kan jeg ikke arabisk eller hindi, hvilket forhindrer mig i at se hvad de her planeter så hedder på de sprog. Men jeg kan sagtens “oversætte” dem til “dansk”; fra solen: Heimdal, Freja, Midgård, Tyr, Odin, Loke, Ægir, Hel.
Vi kan også prøve med Tolkiens univers (ov vi starter med solen): Illuvatar, Gandalf, Galadriel, MiddleEarth, Sauron, Saruman, Ulmo, Mandos.
Og når nu feltet er frit, hvorfor så ikke prøve med science fiction forfattere? Vi starter fra solen (igen): – Verne, Clarke, LeGuin, Banks, Heinlein, Asimov, Stapledon, Herbert, Gibson. Jeg vil gøre opmærksom på at Heinlein har to måner, Asimov har seksten og Stapledon har en tyve-tredive stykker. Hvorfor det står frit for at fortsætte med mytologien – alternativt udtænke en helt anden.
God fornøjelse



Der er noget farligt indeni

Litteratur Posted on ons, august 21, 2013 18:21:55

Spiel, spannung und schokolade – aber, Heinz, dass
ist doch drei Wünsche in Eins! Og så er det, at mor alligevel finder løsningen: et KinderÆg nede fra
nærmeste Plötz Padborg, og dagen er reddet – om end i modsat rækkefølge.

Jean Effel (Francois LeJeune, 1908-1982)
lavede en vittighedsføljeton om Guds skabelse af Jorden og Adam og Eva og så
videre. I projekteringsfasen har Gud en samtale med én af sine engle, hvori Han
siger: – jeg forestiller mig Livets udgangspunkt som en gul tingest i midten og
en skal udenom. Det gør jeg også, svarer englen. Og mens Gud tegner en sol og
en jord i kredsløb om samme, tegner englen et æg med skal og blomme. Og et
sted, midt imellem størrelsesforholdene, er der selvfølgelig Jorden selv,
Terra, Tellus, som et slags æg med en kerne og en skal.

Nu vil jeg ikke påstå, at Jorden altid har
været rund, for indtil det 6. århundrede (før vores tidsregnings begyndelse)
var det tilsyneladende en udbredt opfattelse, at den var ”flak som æj pan’kaw”.
Men så gik den heller ikke længere, til trods for Jeppe På Bjerget eller Per
Degn. Og Holberg selv troede heller ikke på den, for han lader Niels Klim foretage en underjordisk
rejse. Og det var det vi skulle frem til.

Men selvom Ludvig H. sendte Niels ind i
Jordens riger og lande, så var han ikke den første udi den øvelse. Og han
skulle heller ikke blive den sidste. For allerede et par århundreder før, tog
Dante Alighieri en tur dernedad, i sin Guddommelige Komedie. Men yderligere
står det til troende, at Saxo lader Thorkild Adelfare drage nordpå, hvor
nedgangen til underverdenen findes, for at finde den lænkede Loke. Og på vejen
oplever han – og vi med ham – ting og sager, der ikke lader Odysseus ret meget
efter.

Der er, i de to sidste tilfælde, i høj
grad tale om rejser ned til Dødsriget, hvilket altså blev – og bliver –
betragtet som noget der ligger under jorden. Dette modsat ”Himmerige”, hvad
enten Valhalla eller Paradis, der ligger over Jorden – eller i Himlen. Så
derfor viser idé-komplekset (eller ”konceptet”) tilbage til Orfeus, og videre
tilbage til Osiris og myten om hvordan slangen Apep hver nat må dræbes for at
skaffe plads til Solens færd gennem underverdenen. Hvilket er forbindelsen til
dragemyter, Midgårdsorme, Ouroborosser og alt vedrørende det magiske ved ringe
(også vielses-dittoer). Men det var ikke det vi skulle tale om.

Nu skal det ikke være en opremsning af
fortællingen om rejsen til Jordens indre, men det er vel værd at påpege, at
selve ideen har lange, mange og sejlivede aner. Fra de allerede nævnte til
Edward Bulwer-Lytton, gennem Jules Verne, henover H.G. Wells (Tidsmaskinen: –
molokkerne bor under jorden) og frem til film som ”The Core” – alle
ekskursioner til Det Der Er Indeni! Og i den mere apokryfe afdeling har vi
endvidere en fortælling af Arthur C. Clarke, hvor væsener der lever under
jorden, og bevæger sig uhindret gennem kappens klippegrund, frygter eksistensen
af væsener nede fra magmalaget, efter at de selv har ”erobret” overfladen fra
de skrøbelige eksistenser, der beherskede den (altså mennesker).

Der er noget farligt indeni!

Det er interessant nok sådan, at mens de
litterære fremlæggelser af rejser til Jordens indre præsenterer stedse stigende
grader af primitivitet (fra Vernes svaneøgler til Burroughs’ Pellucidar),
efterhånden som man kommer dernedad, så har den videnskabelige forskning vist
øget kompleksitet i hvad der egentlig er ”indeni”, gennem undersøgelser på
mindre og mindre skala. Fra pilning af løget, skal efter skal, for at finde ind
til livets kerne, og frem til partikel-acceleratorer hvor ekkoet fra
eksistensens mindste bestanddele, i det korte nu de giver sig til kende,
forsøges målt.

Og det forholder sig tilsyneladende
omvendt, når vi bevæger os ud i Kosmos, hvor basiske forhold som masse og
energi, videnskabeligt er enerådende, mens væsenerne derudefra er komplekse og
højt udviklede. I hvert fald hvis man tager Arthur C. Clarkes ”Childhoods End”
og ”The Sentinel”, samt von Däniken og hele ufologien med. I den forbindelse er
tidlig – amerikansk – magasin-SF uhyre interessant, derhen at de dér ”aliens”
har taget det lange stræk, videnskabeligt såvel som rejselogistisk, udelukkende
med det formål at snuppe tøsebarnet, så helten må kæmpe hende tilbage i egen
favn (Nå! Du troede vi var færdige med dragemyte? Jaså!).

Heldigvis er der da også andre eksempler,
også på det modsatte, men i de fleste tilfælde er disse ”aliens” enten en slags
kopier af noget vi kender fra egen fortid, eller noget fra grene af dyreriget
vi – man – åbenbart føler foranledning til at frygte. Og i den optik finder jeg
det interessant, at væmmelige aliens primært er noget mandlige forfattere giver
sig i kast med, mens harmoniske aliens er noget kvindelige forfattere
kolporterer. Eksempler kunne være Feintuchs ”guldfisk” og Heinleins ”buggers”
(siden overtaget af Orson Scott Card, dog med en senere drejning), og James
Tiptrees mantaer fra ”Up The Walls Of The World”, samt Ursula K. LeGuins
urbefolkning i ”The Word For World Is Forest”.

Det er naturligvis langt fra hele
sandheden, og i virkeligheden blot at sætte tingene på spidsen. Men der er
noget om det, alligevel.

Asimovs ”Foundation-cyklus” er imperialt
perspektiveret, mens Lois Bujolds ”Vorkosigan-cyklus”, f.eks., er rettet mod
hvordan det er at være menneske i et samfund af den generelle space-opera-type
. Endda med en motorisk og helbredsmæssigt udfordret hovedperson. Poul
Andersons ”Flandry-suite” er centreret omkring frygten for The Long Night, hvor
barbarerne fra hinsides imperiets grænser overmander civilisationen, mens
Octavia Butler spørger indtil muligheden for en sammensmeltning, en
co-adaptation, synergisme, symbiose – pick any – med de organismer ”vi” uvilkårligt
vil møde ”derude” under forhold, der er betydeligt anderledes end hvad der var
givet i The Late Roman Empire.

Det er naturligvis en oversimplificering,
eftersom en forfatter som Iain Banks har nogle ret godmodige aliens i The
Algebraist og Joanna Russ har nogle ret hidsige kvindfolk i den i øvrigt
feministisk orienterede ”The Female Man”. Men alt i alt er der tale om
forskellige måder, at præsentere ”det fremmede” som en spejling af noget
genkendeligt.

Robotikken har været ret opmærksom på den
såkaldte ”uncanny valley”-effekt: – at mennesker – generelt – er ret gode til
umiddelbart at se om de sidder overfor et andet menneske eller en ”replikant”.
Samt at det medfører en hvis grad af ubehag, at se noget der ligner et andet
menneske, men aldeles ikke er det. Hvis det bevæger sig. Så der er – med andre
ord – tale om en øjeblikkelig refleks, der spejler det præsenterede, det
sansede, ind i en kendt kontekst. Og hvis det ikke passer ind i den, så
befinder det sig i ”den uhyggelige dal”. Med den slags øjeblikkelige skud fra
hoften kan det næppe undre, at vi ikke er blevet kontaktet af væsener fra andre
kloder.

Men det er værre endnu.

Hvis man googler ”rekursion” eller
”recursion”, får man spørgsmålet: – mente du ”recursion”?

Der er naturligvis tale om et EasterEgg
(og vi var inde på æg, tidligere……), men det beskriver begrebet ganske præcist,
om end lidt nørdet. Rekursion betyder egentlig at bevæge sig (i en eller anden
retning), og så (øjeblikkeligt) komme tilbage. Og for de eksperimentelt
interesserede: – man tager håndspejlet, stikker det op over næsen, og kigger
ind i badeværelsesspejlet, til man sér en uendelig korridor af egne øjne over
eget håndspejl. Og står hermed på dalens bund i ”the uncanny valley”, med en
ret præcis opfattelse af hvad rekursion er (hvis man da ikke lukker øjnene, for
så kan det hele være lige meget).

Det er ganske genkendeligt, men det er ret
mærkeligt. Og muligvis derfor advares der i folketroen mod at lade to spejle
spejle hinanden, for så har man skabt en uendelighed, på et sted den ikke hører
til – den hører nemlig til ”et sted derude”.

I to tilfælde har jeg dog set den
præsenteret (tror jeg nok), nemlig i Gregory Benfords ”Artifact” (neutrinoen)
og i brødrene Strugatskys ”Roadside Picnic” (the empties). Samtidig er selve
spejlingen af ”det menneskelige” i ”det fremmede” præsenteret ved ”vandslangen”
i ”The Abyss”, der mimikryer et ansigt, og i ”Solaris”, hvor mimoider kan
”finde på” at kopiere helikoptere. Og spørgsmålet er: – snakker vi egentlig
sammen?

The
uncanny valley!

Men hvis går tilbage til
spejl-eksperimentet, så ligger det ikke fjernt at få en følelse af en
uendelighed, der strækker sig udad fra kroppen. Og i samme moment, få en
fornemmelse af en næsten tidsmæssig bevægelse ind i kroppen, hvorved det bliver
mere og mere esoterisk og spirituelt jo længere ind i ”korridoren” vi kan se,
og mere og mere primitivt indad mod vores egen krop og person. Det er den slags
der giver anledning til historier om fjerne, svundne riger i Jordens Indre,
befolket af hulemænd og dinosaurer (for det er jo så primitivt – og Freud har
ikke levet forgæves, om end hans personlighedsmodel ikke adskiller sig
nævneværdigt fra et KinderÆg). Og det hele måles med uendelighedens målestok,
jo længere vi bevæger os udad. Hvilket leder såvel til højteknologiske aliens
som til drakeske ligninger og clarkske love. De er bare klogere, derude, og vi
er nogle provinstosser.

Personligt spekulerer jeg over, om ikke
Danmarks 1864-syndrom er fuldstændig identisk med den generelle følelse af
eksistensens perifere manifestation som et resultat af en videnskabelig
erkendelse, der har detroniseret os som mennesker, fra en central plads. Skidt
med uddrivelsen af Paradis (jeg er ikke kristen), men først havde vi et verdensbillede
med Jorden i centrum. Så blev det til at Solen nok mere var et centrum. Men så
rykkede Solen nedad i hierarkiet, som en ret ordinær stjerne, sammenlignet med
så mange andre. Og endeligt måtte det konstateres at den – og vi – ligger og
sopper lidt rundt i udkanten af en galakse, der i øvrigt heller ikke adskiller
sig nævneværdigt fra normen – og i øvrigt kun er en ud af flere i en lokal, og
ret gemen, hob. Som i øvrigt ikke kan gøre krav på nogen central tilknytning
til noget som helst, for alt synes at fjerne sig fra hinanden, og dér hvor der
virkeligt synes at være gang i den, ligger 13,4 milliarder lysår væk. Hvilket
ikke giver nogen mening, for vi ser ikke længere noget ”nu”, på den afstand. Vi
ser tilbage i tiden. Til da alting begyndte. Big Bang (antager vi).

Der er sådan lidt barnet i kravlegården,
over den. ”Hvor er mor og far?”. Nå, men så kan jeg da bare lægge mig ned og
drømme tilbage. Og selv når forfattere forestiller sig aliens med næsten
gude-lignende evner og status, så bliver disse ”demiurgers” frembringelser
noget tilbagegribende, noget primitivt. Varleys Gaia, fra ”Titan”, laver engle
og kentaurer – Farmers ”World of Tiers” er befolket af riddere, indianere og
græske heroer. Og kentaurer. Clarkes ”Overherrer” er middelalderdjævle (okay,
det er der en rimelig forklaring på i ”Childhood’s End”, men…) og H.G. Welles’
marcipanere er bløddyr fra silur. Det mest fremmedartede, jeg lige kan komme i
tanke om, må være Solaris fra Lems roman af samme navn, Niels E. Nielsens
”Råberen” fra ”Herskerne” og stjernemageren fra Olaf Stabledons ”Starmaker”. De
er til gengæld så fremmedartede, at der ikke rigtigt synes at være nogen
platform for korrespondance eller kommunikation. Men væsentligere er det, at de
er møg-alene. Og det hér vi møder os selv – på kanten af det uforståelige:
Alene!

Hvis vi vender den om, cirka 180 grader,
så betyder det vel at vi overhovedet ikke ville være i stand til at genkende et
møde med aliens. For det første fordi vi sidder fast i alene-følelsen (hvor er
de alle sammen henne?), for det andet fordi vi er bundet op i
genkendelighedsfaktoren. Det skal svare til noget vi har erfaring med – det
skal svare til noget i vores fortid: – hårede hulemænd eller slimet splat.
Alternativt: – engle-lignende dybhavssommerfugle (”Abyss”) eller elvergnomer
(”Close Encounter Of The Third Kind”). Men selvfølgeligt findes der
undtagelser: Kellys pissehamrende ligeglade krybdyr i ”Think Like A dinosaur”
og Mievilles ”Hosts” fra ”Embassytown”. Eller ”The Assassins” i Frederik Pohls
“Heechee-saga”, der lægger ud med at være De Onde, men siden hen viser sig blot
at være (dybt) anderledes. Og kun forståelige på baggrund af en teknologisk
udvikling, der allerede er tilstrækkelig mærkelig til at vi egentlig, igen,
befinder os i ”the uncanny valley”: – uploading af bevidsthed!

Med det der vistnok hedder en
dobbelt-negativ følgeslutning, lader Bill Watterson Steen (”Calvin &
Hobbes”) sige, at det bedste på bevis på at der findes intelligent liv,
andetsteds i universet, er at de IKKE har besøgt os. Men man kan med lige så
stor ret påstå, at hvis det er rekursion der filtrerer vores sanseindtryk,
ville vi ikke genkende en alien om vi så snublede over kalorius i carporten.

Det kan jo lyde enormt negativt og
nedslående. Men sådan ser jeg faktisk slet ikke på det. Det er kun hvis man
betragter SF-genren som vehikel for forudsigelser eller kontakt med over- eller
udenjordiske tilstandsformer. Hvilket aldrig nogensinde kan (bør?) være
ærindet. SF benytter sig af nogle ”håndtag”, der er lidt anderledes end anden
litteratur, men projektet er stadig undersøgelsen af hvad det vil sige at være
menneske, hvad det betyder, hvor det bærer hen – hvad der kan gå galt; hvad der
kan gå godt. Til gengæld er SF-genren heller ikke bedre, end at den selv slæber
rundt på noget freudiansk og jungiansk tankegods, i form af penetrationsangst
og safter af en anden verden, arketyper og avatarer. The
primordial ooze. Hvilket
kun forbliver en sandhed, så længe man fokuserer på den science fiction der
bliver skrevet fra Den Engelske Kanal og vestpå. Andre ting sker andre steder.
Og psykoanalysen er altså ikke den eneste udgave af sindets udforskning, til
trods for at den har en vældig opblomstring for tiden, i form af systemisk
tænkning, coaching, detox og ”kend din blodtype”. Hvilket der ikke er noget
holistisk ved – der er kun tale om rekursion: barnet i kravlegården! Eller: –
det indre må anses for at være negativt, primitivt, mens det ydre er klart,
blændende og overjordisk. Det er også derfor vold er bona fide, i narrativ
sammenhæng, mens der skal advares mod sex i samme. Tænk over det. For på samme
(rekurssive?) skala ligger mainstream-kredsløbets
umiddelbare aversion mod den eksplicitte SF: – der er noget farligt indeni!
Hvilket så ikke forhindrer nogen somhelst Huxley, Blair (han hedder ikke
Orwell), Lessing (det er analogi! Nej det er ej!), Atwood (jeg skriver IKKE
sci-fy! Nånå!), Piercy, Chabon, Saint-Exupery (-jamen, det er fabel! Sludder og
vrøvl!), Andersen ( jo, han gjorde!), Welles, Verne, Golding, Rosny, Woolf,
Bodelsen, Westenholz – bare for at nævne nogle få – at være en del af den
kanoniserede verdenslitteraturs ophavskvinder (og mænd).

Og det må jo så betyde, at det primitive
er et af menneskehedens mest basale træk, idet der næppe findes noget mere
rekursivt end fobier. Der er noget farligt indeni.



Næste »