Blog Image

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Død over den alvidende fortæller

Litteratur Posted on tirs, august 02, 2011 10:15:57

Det er farligt at ytre sig med
frustration som brændstof, men man får jo ofte fortalt, at det hjælper, at tale
om tingene. Det har ikke altid været min erfaring, men nu prøver jeg.
Anledningen til min frustration og det jeg vil tale om her, er endnu en af de
her bøger, der egentlig har potentiale til i det mindste at være underholdende,
men som ender med blot at være irriterende. Jeg taler om The Noise Within af Ian Whates fra 2010. Jeg skal tilføje at der er
tale om en generel tendens inden for science fiction (og sikkert andre
underlødige genrer), så der er måske et picogram af uretfærdighed i at fremhæve
Whates. Andre bøger, der har det samme problem (og som jeg lige kan skimte i
reolen), er Stealing Light af Gary
Gibson, The Seeds of Earth af Michael
Cobley og alt af Peter F. Hamilton og Kevin J. Anderson.

Der er tre grundlæggende problemer,
disse – og mange andre – forfattere har tilfælles.

For det første, at de insisterer på at
skrive for lange og for handlingen, plottet og karaktererne (og læseren!) irrelevante
ord, sætninger og passager. Beskrivelser af dagligdagsting og sindstilstande
behøver ikke være meningsløse – ofte er de det modsatte – men når de
kontinuerligt bliver inkluderet som fuldfede bisætninger, der i en form for
insisterende og klodset bogstavlighed, krænger teksten ned over læseren, bliver
teksten som helhed tung og uvedkommende. I stedet bør forfatteren hylde det
minimalistiske kampråb less is more:
det er det vi ikke får at vide, der er interessant. Der er en grund til at
uhyrer lever i mørket; når vi tænder lyset er de væk.

For det andet – og det er mest en
personlig præference snarere end et litteraturteoretisk problem – opererer de
ovennævnte forfattere konsekvent med et oppustet persongalleri. I The Noise Within er det egentlig ikke så
graverende, mens det hos Hamilton og Anderson er total ude af kontrol. Det er
et vanskeligt punkt at kritisere, for der er skrevet mange gode science
fiction-bøger med et omfattende persongalleri, eksempelvis David Brin’s to Uplift-trilogier og Larry Niven’s
(m.fl.) Footfall og The Legacy of Heorot (flere af Niven’s
kollaborationer har ligefrem en oversigt over persongalleriet på de første
sider, et dramatis personae, og hvis
det er nødvendigt, skal en forfatter måske lave en kritisk karaktergennemgang).
Det er med andre ord en kunst at operere med et stort persongalleri. Nogle
mestrer det, andre ødelægger alle tilløb til vedkommende handling og
karakterudvikling. Også i dette tilfælde kan man med fordel ihukomme Mies van der Rohe’s
mantra – men i en omskrevet version: I stedet for at skrive lidt om meget, skal
man skrive meget om lidt: en troværdig og interessant karakterudvikling fordrer
som udgangspunkt et begrænset antal karakterer.

Det tredje og sidste punkt er samtidigt det
værste: den alvidende, refererende fortæller. I The Noise Within nås et nyt lavpunkt for, hvor gentagende og
kedeligt en historie kan formuleres. Langt størstedelen af teksten består af
hvad der forekommer som et referat af en oprindelig tekst. Teksten minder om
udskriften af en voice-over fra indledningen til en film – et ofte uelegant
kunstgreb, hvor publikum hurtigt bliver opdateret på tingenes tilstand. Det er
sjældent vellykket, som f.eks. i den originale Blade Runner-film, hvor fortællerstemmen på mange måder spolerer
cinematografiens muligheder for filmisk at kommunikere, hvad stemmen fladpandet
fortæller os. Fortællerstemmen i film berøver os magien ved billeder, udtryk,
lyde, og propper en let og færdig meningsstruktur ned i halsen på os (det skal
tilføjes at voice-over også kan fungere, som f.eks. i Lars von Triers Dogville). Voice-over-klonen, altså den
alvidende, refererende fortæller i The
Noise Within,
gør teksten katastrofalt kedelig. Dog: som med alt andet er
også doseringen af den alvidende fortællerstemme afgørende. Den fungerer
nogenlunde i små doser til f.eks. kort at beskrive en ubetydelig rejse fra A
til B (men hvorfor ikke blot slutte kapitlet i A og genoptage det i B?), men
når en forfatter benytter den alvidende fortæller til andet end mere eller
mindre mekaniske bevægelser i sin historie, går det galt. Når forfatteren via
sin alvidende fortæller taler til sin læser om karakterernes sindsstemninger,
bevæggrunde og følelser, er det litterært selvmord. Lad karaktererne selv vise
hvordan de har det – gennem dialog, gennem handlinger – eller fravær af
handlinger. Lad være med i dovenskab at hoppe over hvor gærdet er lavest og
introducere den kedelige og formynderiske alvidende fortæller.

Som antydet er jeg ikke begejstret for The Noise Within, og fortsættelsen
kommer ikke inden for mine døre. Som jeg læste på et forum forleden og som jeg
tilslutter mig: 90 % of everything is crap! Heldigvis findes de sidste ti
procent også – blandt andet Richard Morgan, Peter Watts, Alastair Reynolds og
Larry Niven.

Show, don’t
tell: http://en.wikipedia.org/wiki/Show,_don’t_tell



En note om genren

Metablog Posted on søn, juni 19, 2011 21:19:31

Det er en doktorafhandling værdig at bestemme hvor og hvornår science fiction blev født. Og selv med en sådan ved hånden vil uenighederne fortsætte: er den første science fiction historie Gilgamesh-eposset, er det Lukianos’ Sande historie, eller måske selveste Biblen? Andre igen vil pege på Johannes Keplers Somnium eller Thomas Mores Utopia. Eller begyndte science fiction først i slutningen af de 19. århundrede? Diskussionen er foregående og konklusionen afhænger nødvendigvis af, hvordan genren defineres.

I det nedenstående vil jeg præsentere et argument for at science fiction er en betydeligt smallere (og nyere) genre, end de fleste ofte antager. Selv blandt hærdede nørder møder jeg ofte den opfattelse, at alle fortællinger med et rumskib eller en tidsmaskine, er science fiction. Og den modsatte opfattelse gør sig lige så ofte gældende: at fortællinger, der ikke indeholder de mest almindelige science fiction-rekvisitter, ikke tilhører genren. Begge opfattelser er forsimplede.

Det mest grundlæggende kendetegn ved science fiction, er det videnskabelige fundament, fortællingerne bygger på. Om historien udspiller på jorden eller ej, i fremtiden eller fortiden, om der er rumvæsener og robotter, er ikke afgørende. Det afgørende er den grundlæggende videnskabelige præmis, der omslutter fortællingen. Når det er sagt, ved alle, der har læst en smule science fiction, at genren myldrer med hvad man kan kalde uvidenskabelige konventioner, eksempelvis overlysfart og tidsrejser. Det er spekulative ingredienser, der på den ene side stammer fra science fictions hvad-nu-hvis-spekulationer, og på den anden side den fortælletekniske metode til at få en historie til at hænge sammen. Så i definitionen af science fiction må man både skele til det videnskabeligt plausible, til de uvidenskabelige konventioner, og til fortælleteknik. Hvis en forfatter fortæller en historie med en række koloniserede solsystemer og deres indbyrdes forhold, er det ofte afgørende at de kan kommunikere og måske fysisk rejse mellem hinanden hurtigere end lyset. Det er nærmest en nødvendighed for at historie og plot kan udfolde sig. Og i det eksempel fornemmes måske et princip om anvendelsen af uvidenskabelige konventioner: nemlig at de skal bruges til at få historien til at hænge sammen, ikke som spektakulært fyrværkeri. Hvis det ikke har nogen afgørende plotmæssig relevans om et rumskib rejser hurtigere end lyset, ser jeg hellere at forfatteren lader rejsen til et fjernt solsystem tage 100 eller 1000 eller 10.000 år, frem for at knipse med fingrene, og vupti! så er helten fremme i en ny setting.

Det er Arthur C. Clarke, der i forordet til The Songs of Distant Earth skriver følgende om skellet mellem science fiction og fantasy:

”This novel is based on an idea developed almost thirty years ago in a short story of the same name (now in my collection The Other Side of the Sky). However, this version was directly – and negatively – inspired by the recent rash of space-operas on TV and movie screen. (Query: what is the opposite of inspiration – expiration?)

Please do not misunderstand me: I have enormously enjoyed the best of Star Trek and the Lucas/Spielberg epics, to mention only the most famous examples of the genre. But these works are fantasy, not science fiction in the strict meaning of the term. It now seems almost certain that in the real universe we may never exceed the velocity of light. Even the very closest star systems will always be decades or centuries apart; no Warp Six will ever get you from one episode to another in time for next week’s installment…”

Clarkes udtalelse er kontroversiel, men peger på samme problematik, som jeg har forsøgt at sigte til i det ovenstående: at science fiction – så vidt det lader sig gøre inden for udfoldelsen af plot og det at holde fortællingen kørende – bør afholde sig fra alt for fantastiske hovsaløsninger. Det har vi fantasy til…

Med ovenstående in mente vil jeg gerne dele følgende definition på science fiction. Den er influeret af flere andre definitioner, men alligevel i mine øjne mere omfattende. Og netop fordi den er mere omfattende, er den mere ekskluderende. Og i eksklusionen findes dens relevans – hvis en definition ikke ekskluderer, definerer den ikke godt nok. Science fiction er en fortælling:

– der foregår i en verden, der har mindst én afgørende forskellighed fra vores virkelighed,

– der benytter en moderne videnskabelig erfaringshorisont til at beskrive denne disparate virkelighed,

– der, qua videnskabeligheden som grundlag, beskriver en virkelighed, der er teoretisk mulig (eller i det mindste ikke er umulig),

– og, hvor forfatteren bevidst har skrevet sin fortælling med de tre ovenstående parametre som ledetråde for sin fortælling.