Blog Image

ESSEF

Om bloggen

ESSEF (="SF") er en fællesblog om science fiction litteratur. Bloggen skrives af et (åbent) panel af danske science fiction fans. Vil du skrive med? Kontakt redaktøren på formand {at} sciencefiction . dk

Glade Træk I Den Faktive Virkelighed

Anmeldelser Posted on ons, oktober 21, 2015 17:08:38

Der er kun en meget lille sandsynlighed for, at
overskriften giver nogen mening – lige nu! Men lad os se, hvad der sker.

I anledning af noget helt andet – og hvorfor ikke
beskrive den? Så altså: – i anledning af, at Jens Hjerrild Poder (der bestyrer
den månedlige podcast SciFiSnak, sammen med Anders Høeg Madsen – og jeg kan
virkeligt anbefale den), i fuld offentlighed – hvad giver De mig? – spurgte om
jeg kendte til nogen taxonomi i forhold til genrer og undergenrer i science
fiction.

Nu prøver jeg, almindeligvis og næsten på en daglig
basis, at opfylde SFC’s formålsparagraf. Det ville derfor ikke bare have været
en kende højrøvet, men decideret flabet, at have svaret: ” – se: Darko Suvin.”
Men det ville også have været, at
forbigå noget, på dansk grund, absolut anbefalelsesværdigt og i øjenhøjde – om man
så må sige. Jeg foreslog derfor Jens og Anders at låne, købe eller til
fingerpris komme i besiddelse af ”Den Elektriske Myre”, med Jannick Storms
glimrende forord og indledning, Niels Dalgaards blændende ”Fra Platon Til
Cyberpunk” og fremfor alt Palle Juul Holms ”Syzygy Og Den Sorte Stjerne”. Så
ska du få taxonomi, ska du!

Nu gik det jo så hverken værre eller bedre – ja måske
i virkeligheden bedre end værre – end at jeg selv fik lyst til, at genlæse ”Syzygy”,
idet det gryede på mig – som vi anglofile siger – at det i hvert fald var tyve
år siden, jeg sidst havde haft den stencilerede genistreg mellem hænderne. Og
idet både jeg og riget fattes penge, så tyede jeg til biblioteket.

Et eller andet sted – muligvis i reptilhjernen – havde
jeg opfattet, at SFC havde udgivet en samling af PJH’s skriverier, men nu fik jeg da smækket kalorius lige i fjæset, så i et anfald af ”overkill” bestilte jeg både ”Syzygy” og ”Den Virkelige Tåre I
Det Fiktive Bæger” (med undertitlen ”udvalgte tekster om science fiction
1975-2009”).

Om jeg derved har hindret Jens og Anders i, at få fat i fidusen – det ville være trist, men sådan er det … så –

Overdrabet består i, at ”Syzygy” er genoptrykt i ”Den
virkelige … ”. Men ikke alene det. For heri er også genoptrykt PJH’s formidable
essay ”Ædle Vilde – Syge Guder” om (dele af) Philip Jose Farmers forfatterskab,
fra artikel-essay-analyse-samlingen ”Virkelige Eventyr”. Og ikke nok med det,
for der også anmeldelser fra vintage Proxima, artikler om Erwin N-Wulff, samt
en fantastisk ”korrespondance” – så at sige ad anmelderiets medias res – mellem
PJH og Stig W. Jørgensen. Jørgensens indlæg er ikke med, som sådan, men PJH holder
på at responsen skulle være til at forstå – og ellers må man ty til (temmelig bedagede)
udgaver af ”Novum”.

Nu er jeg så knippelheldig, at jeg er født for så
længe siden, at jeg (rent faktisk, som det hedder) deltog i nogle møder i SFC,
dengang disse havde fast tilholdssted i Suhmsgade, København (første tirsdag i
hver måned – tror jeg nok). Årstallet må hedde 87-88- eller – 89. Det er for så
vidt bedøvende ligegyldigt, for det er faktisk så længe siden at jeg hér – hvor
de 25-30 års ekstra lag ”døver smerten” – egentlig kun husker Niels Dalgaard,
H.P. Inselmann – og: Stig W. Jørgensen, som jeg just havde læst et par
anmeldelser af i Proxima, samt en ret hardcore analyse af, hvorvidt Kafka
skulle betragtes som SF-forfatter, i Novum – som han selv var redaktør for
(Jørgensen! – Ikke Kafka, c’mon!).

På denne afstand af mange år, tør jeg godt sige at den
artikel, analyse, forekom mig uhyre akademisk og intellektuelt funderet. Det er
derfor ret sjovt, at læse i ”Den Virkelige … ” at Stig W. angiveligt skulle
have harceleret mod ”akademikere”, samt Holms svar, nemlig at han (Holm)
absolut da heller ikke vil beskylde Stig W.’s skrifter for at være specielt
akademisk perspektiverede. Touché, mon ami.

Mange år senere (i hvert fald 5-6 stykker), kalder
Holm Jørgensen for en ”elegisk elegantier”, hvorfor den enes intellekt åbenbart
har matchet den andens akademi, og det kan verden kun blive bedre af. Og da
Stig W. – senere igen – starter sin, nu desværre nedlagte blog (men den findes)
”Ekkorummet”, vender han ofte tilbage til PJH, eller dennes alter-ego, Bernhard
Ribbeck, og Jørgensen får også lov til at udgive PJH’s festtale til Niels
Dalgaard – i redigeret udgave – som et indlæg, et af de sidste, på ”Ekkorummet”.
Og for at det overhovedet ikke skal være løgn, så har de begge – Holm og
Jørgensen – et godt øje til Erwin N-Wulff. Det ene af dem mere blåt end det
andet, men der må være plads til begejstring, og i mine mere kontemplative
sekunder (mere kan det ikke blive til) har jeg – uden at skyde noget i skoene
på d’herrer – overvejet om vi hér er vidner til en begejstringstæthed, der
overskrider såvel polære som formative grænser, hvis kernepunkt er entusiasmen
for det kvalitative. Hvis det er tilfældet, er det en hyldest værdig. Men
uagtet det, så skriver de begge to rigtigt godt, og det kan vi alle være tjent
med.

Så jeg afslutter lige med nogle reklamer:

SFC har udgivet ”Fra Platon Til Cyberpunk” af Niels
Dalgaard; ”Den Virkelige Tåre I Det Fiktive Bæger” af Palle Juul Holm; ”Ekkorummet”
af Stig W. Jørgensen; ”Det Virtuelle Cocktailparty” af Stig W. Jørgensen.
Desuden kan anbefales ”Den Gode Gamle Fremtid” af Niels Dalgaard, samt:

Se: – Darko Suvin.



Obskur læsning til sommerferien (del 2)

Litteratur Posted on tirs, juli 01, 2014 19:47:00

I og for sig kan man vel ikke påstå, at noget er ”obskurt”
(skjult) hvis man kender til dets eksistens. Og man kan heller ikke –
bedrevidende – slå armene ud og kalde det ”glemte bøger”, for så er det stort
set det samme som at sige: – se hvad I har glemt! Se mig! Jeg huskede dem.

Overskriften skal
derfor tages med sindsro, men dækker trods alt over præsentationen af en række
”værker”, der gemmer på en del mere end blot og bart deres tilstedeværelse. Det
er derfor jeg anbefaler dem. Og samtidig kan man også indvende: – skal det
forestille sommerferielæsning? Jeg troede jeg skulle slappe af! Hvilket jeg
ikke 100% kan love… – selvom det
selvfølgeligt kan hænde at visse læsere vil falde i søvn – og med frygt for, at
det er ved at ske, allerede nu: – lad os haste videre.

I et forsøg på at være ”mærkelig” har jeg sorteret og
oplistet mine anbefalinger efter forfatterens fødselsår. Og oven i købet er jeg
så besværlig, at jeg fyrer de bibliografiske detaljer af pronto, hvilket
muligvis kan gøre læsningen lidt ”hakket”. Men sådan er det.

Sæt i gang:

The Nightland, 1912, min udgave er fra
NEL, af William Hope Hodgson (1877–1918).

Hodgson blev ikke
så forfærdeligt gammel, hvilket hang sammen med at han skulle vise stand og ære
– og fik så læsterligt med kvæstelser i forbindelse med Den Store Krig, at han
ikke overlevede det. Det forhindrede ikke, at han – inden denne ultimative
tilskikkelse – var yderst produktiv i sit litterære ”output”. Han er nogenlunde
samtidig med Lord Dunsany, E.R. Eddison og William Morris, men selvom man kan
udbryde noget om, at det sandelig da ikke er science fiction, men derimod
Fantasy, så var den skelnen ikke helt materialiseret, på daværende tidspunkt.

Formodentlig er
hans ”House On The Borderland” betydeligt mere kendt end værket vi hér
beskæftiger os med. Men til gengæld er det værd, at betragte The Nightland som
det ”første udbrud” af den så senere kendte ”sub-genre” The Dying Earth. Ikke
mindst benyttet af Jack Vance og siden af Michael Moorcock, m.fl.

Men til sagen: –
vores hovedperson får muligheden for at tage til fremtiden, idet han søger
efter sin afdøde elskede. Og det er sådan, at i de sidste tider vil alle
mennesker genopstå (jeg vil i den forbindelse henvise til Frederik Pohl’s
Escathon-serie – også selvom jeg ikke finder den særlig god, men det er samme
tema).

Vores hovedperson
befinder sig pludseligt i en fremtidsverden hvor Solen er så godt som gået ud
(som et lys), og resterne af menneskeheden frister en besynderlig tilværelse i
The Redoubt (fæstningen, kastellet) – en uhyre pyramide, der løfter sig et par
kilometer over The Wasteland. Derude lever og hersker The Abhumans, og de er
både menneskeædere og kannibaler og andet godt og hyggeligt.

I The Redoubt er
der den senere så kendte klassedeling med, at de rige eller vigtige(re) bor på
de højere etager, og hoben, bærmen, proletariatet bor forneden. Men hvad
vigtigere er, så er det første gang der præsenteres syntetiseret mad, i en
fiktiv sammenhæng. Eller i det hele taget. Et kuriosum er vand i pulverform!

Nå. Det ender
selvfølgeligt godt, og fremtiden er bare noget lort, hvorimod de sande værdier
hører en meget ældre tid til. Så grunden til at jeg anbefaler den, er
udelukkende for det pavane-agtige tempo som denne fremtid bliver beskrevet i,
og den særlige stemning af ufattelig undergang, jeg sådan set kun har oplevet i
forbindelse med læsning af det sidste kapitel i ”Ud Af Barndommen” af Arthur C.
Clarke.

Aniara (”Aniara, en revy om människan i tid
och rymd”)
,1956, Harry Martinson (1904-1978).

Harry Martinson
tog sit eget liv, fordi han havde fået Nobel-prisen i litteratur. Eller
rettere: – han begik selvmord, fordi han ikke kunne klare kritikken over at han
havde fået Nobel-prisen. Eller mere præcist: – Harry Martinson sad i den
Nobelpris-kommité, der gav ham Nobel-prisen, og det kunne han ikke leve med, da
der blev sået tvivl om graden af nepotisme i den beslutning.

Ja, døden skal
have en årsag. Og i forbindelse med ”Aniara” skal jeg da lige love for at vi er
i de primære årsagers land. Vi er helt nede i det basale: – jord, ild, vand,
luft. I sin Heechee (He/She)-saga, lader Frederik Pohl sin hovedperson spørge,
hvordan man staver til ”mad”. Svaret er CHON – kul-brint-ilt-kvælstof. Det er
ikke – men det ligner alligevel – alkymi.

”Aniara” er
faktisk to ting. Dels er det 103 ”cantos” (vers/sange); dels er det en opera
(og der vil jeg henvise til en af Stig W. Jørgensens artikler i ”Ekkorummet”,
SFC, 2013 (kan vist også findes på nettet)).

”Goldondern
Aniara” fragter planmæssigt emigranter fra Jorden til Mars, men på en af disse
rutinemæssige overfarter bliver skibet bragt så meget ud af kurs (af en
meteorregn – nåja), at det fortsætter ud af solsystemet med en stadigt højere
hastighed. Katastrofen er immanent, om end tidspunktet for det endelige nedbrud
ligger mange år ude i fremtiden.

Det er således
ikke historien om et generationsfartøj, men derimod historien om hvordan
samfundet bryder sammen, når det har udsigt til det uundgåelige: –
afslutningen.

Der er dog en
roman man sagtens kan sammenligne med, nemlig Poul Andersons ”Tau Zero”. Og det
tror jeg ikke er tilfældigt. Mr. Anderson har, oftere end ikke, forstået at
gøre brug af sit skandinaviske anetræ (The broken Sword, Rholf Khraki, Three
Hearts And Three Lions mv.), og i ”Tau Zero” er det oven i købet således at
Jorden regeres af en svensk verdensregering. Hvilket så kun er en baggrund, men
personerne hedder alle noget skandinavisk. Derudover er historien den samme. Jaja, research betaler sig……..

Vi er ikke helt I
Brian Aldiss ”Non-Stop”- land, eller Harry Harrisons ”Captive Universe”.
Faktisk er vi inde omkring ”The Ballad Of Beta-2” af Samuel R. Delany, jr., fra
så mange år siden at det næsten er løgn.

Men det jeg vil
slå på er, at de enkelte stanzas, verselinier, i de enkelte cantos, er så
skarpe og pågående, at katastrofen rammer dybere end ”Deep Impact” eller
”2012”. Der er andre ting på spil her, også fordi det stadigt ændrede, og
ændrende, samfund, der kæmper mod den uundgåelige afslutning, panisk genopfinder
dårlige modeller for menneskelig adfærd. Det er tænderskærende.

Men husk nu: –
det er kun fiktion…………………..?????

Dragon In The Sea (Under Pressure),
1956, Bantam Books, Frank Herbert (1920-1986)

Jaja, Klit og Dune, og spice og The Emperor, og David Lynch
og Jodorowsky og H.R.Giger (may he rest in peace). Vi har hér med Frank
Herberts allerførste udgivne roman at gøre. Ikke noget særpræget eller
epokegørende i det, eftersom alt vel må have en begyndelse.

Desto mere
interessant er det, at denne begyndelse faktisk indeholder og omslutter alle de
tematikker Herbert senere udfolder og udvikler.

I og for sig
minder ”Dragon In The Sea” utroligt meget om ”Destination:Void”, men der er
signifikante forskelle. Da dette dog helst ikke skal udvikle sig til en
sammenlignende analyse: – tilbage til romanen.

Det meste af
tiden befinder vi os ombord på ”The Fenian Ram” – en amerikansk atom-ubåd, hvis
mission det er at stjæle olie fra undersøiske oliefelter bag fjendens linier.
”Rød Blok” får en lidt anden betydning i det hér tilfælde, hvor den Kolde Krig
har udviklet sig til en lidt mere overhedet. Ikke ”full-flare”, men det simrer
omkring kogepunktet.

Settingen er,
at flere (alle?) tidligere missioner har været udsat for sabotage, og man
frygter at et af besætningsmedlemmerne er en forræder. Så da Long John Ramsey –
der er agent for BuPsych – bliver listet ombord, forklædt som
kommunikations-officer, er der tilsyneladende kun tre mistænkte: Kaptajnen,
Maskinmesteren og Styrmanden.

Men ikke ret
meget er, hvad det ser ud til, og vi er inviteret indenfor til et
gestaltterapeutisk kammerspil med skeletter i skabet og rotter på loftet.
Hvilket lyder dødkedeligt, når man eufemistisk prøver at beskrive
handlingsgangen, uden at røbe for meget. Så mit forslag er, at man lige napper
de 130 sider, mens grill-kullene luner og bajerne svaler – thi dette er absurd
meget i ”mandfolkeland”. Der er, siger og skriver 1 kvinde – nemlig Ramseys
trolovede – der på udenlandsk ville blive beskrevet som ”ankle-clinging
sex-kitten”. Og hun har præcis ingen funktion. Sådan er det.

Mission Of Gravity, 1954, Doubleday, Hal Clement (1922-2003)

Mesklin. En
kæmpestor planet, med en hysterisk hurtig egen-rotation, og en så høj tæthed at
mennesker kun kan være der bag tungt panser og udlignende hjælpemidler.
Mesklins sol er – ja, nærmest giftig, og atmosfæren og overfladen er mildest
talt eksotisk, på den hårde måde. Det er ”hard-core” SF, når det er bedst. Som
i: – korrekt videnskabeligt funderet. Det er Hal Clement en garant for.

Med andre ord: –
Mesklin er ikke for børn. Og dog har den indbyggere – nogle intelligente og
vejrbestandige af slagsen, tillige. Og selvom de ligner tusindben, så er deres
mentale kapaciteter af en størrelsesorden, der ikke lader menneskene noget
efter. Tæft for mekanik er en ting, men snuhed i tilegnelse af akademiske
ressourcer – skal vi kalde det ”viden” – er ganske centralt.

Alibiet for at
udfolde hele denne verden og disse væsener, er den at et rumskib er styrtet ned
langt fra den menneskelige forskningsstation, og Charles Lackland må, sammen
med ”meskalinen” Barlennan, ud på en redningsekspedition.

Hele romanen
handler om den ekspedition, men med skyldig hensyntagen til at Lackland
forsøger at forstå Barlennans tankegang. Det kommer der meget spas ud af, for
Barlennan er blot repræsentant for hele Mesklins befolkning, og de er lige så
mange og ligeså forskelligartede som Jordens.

Tour de force. Ihvertfald Tour de
Mesklin, en verden du ikke kan få.

Stålspringet, (svensk: “Stålsprånget”) 1969,
Spektrum, Per Wahlöö (1926-1975)

Per Wahlöö og Maj
Sjöwall (f. 1935) skrev i årene 1965-1975 serien ”Roman Om En Forbrydelse”
med Kriminalkommissær Martin Beck som
gennemgående figur – samt flere, der siden har fået en renæssance ad andre
kanaler. Kan du sige: ”Gundvald Larsson”?

Jeg vil ikke
bruge så meget krudt på den serie (om end jeg finder den anbefalelsesværdig),
men dog nævne, at de politiske kommentarer – der ligesom ”info-dumps” – lidt
ødelægger det narrative forløb, hovedsageligt er Wahlöös fortjeneste. Hvorfor
man skulle tro, at Stålspringet var én lang politisk tirade. Det er den ikke.

Kriminalkommissær
Jensen er stået op fra sit sygeleje i udlandet, og vil nu hjem. Men hans land
er lukket, og regeringen er gået i eksil. Fra dette sender de Jensen tilbage
til landet, for at undersøge hvad der er sket.

”Jensen” er
Martin Becks mere hårdkogte ”tvillingebror”, og vi befinder os i en lidt
udefinerbar fremtid – 10-20 år fra udgivelsesåret. ”Jensen” er samtidig vores
lidt anonymiserede guide ind i det ”Sverige” der er blevet forandret til
uigenkendelighed af macguffinen ”Stålspringet”.

På mærkværdig vis
kan ”Stålspringet” læses som en tidlig udgave af problematikkerne i ”Snow
Crash”, af Neal Stephenson, og ”28 dage senere”. Hvilket måske er en personlig
kommentar, men skal forstås som en klar anbefaling. Andre sammenligninger kunne
være ”Danmark er lukket” eller ”Aftenlandet” af Peter Watts.

Og skal jeg skrue
den yderligere op – og det skal jeg – så vil jeg mene, at den er en
skandinavisk pendant til J.G. Ballards katastrofescenarier, cirka fra samme
periode. De har det lettere distante kommentarspor til fælles.

Optrevlingen af
hvad ”Stålspringet” er og består i, inkorporerer dels konspirationsteorier men
så sandelig også sunde tanker om, hvor galt det kan gå når et lovgivende organ
(kald du det bare en regering) sér sig blind på én årsag til al dårligdom. Det
er ganske aktuelt, det forsikrer jeg – hvis ikke det er ledighed eller fedme, så
er det nok Pisa-rapporter eller hjerne-flugt. Men døm selv.

The
Iron Dream
,
1972, Jove Books, Norman Spinrad (1940- )

Barbaren Conan i
fremtiden.

Ligesom Harlan
Ellison, må Norman Spinrad siges at være l’enfant terrible – så meget som (og
for at blive i det franske) hans synspunkter hverken er comme il faut eller a
la mode.

Det er næppe en
kvalitet – i sig selv – at forlæggere kvier sig ved at udgive et eller andet,
man har bedrevet. Ligesom det ikke er en kvalifikation at være kontroversiel –
ligesom det ikke er et tegn på filosofisk ballast, eller intellektuel hygiejne,
bare fordi man kan nogle bandeord.

Noget andet er på
spil hér.

Jeg forestiller
mig at Spinrad har sagt til sig selv: – det der tredje rige, og ham der adolf
hitler, han er så mange gange blevet behandlet ”head-on”, i en eller anden
rationel modus. Lad os lige tage ham for det han er!

Og der vil jeg
godt indskyde den personlige kommentar, at nazister ofte kritiseres for at være
så rationelle, at det humanistiske lades bagude. Det er simpelthen forkert set.
Nazister er så irrationelle, at de har lang vej til halebenet af humanisme.

Man siger ofte –
nogen gør, i hvert fald – at deportationen af jøder, romaer, bøsser og
”fejlfarver” i bred almindelighed, skete efter nogle stringent planlagte og
uhyrligt rationelle kriterier og planer.

Aldeles ikke! Der
er intet ”rationelt” ved deportation. Deportation har kun påførsel af smerte og
lidelse som mål. At rasle rundt i Europa med togvogne fyldt til toppen med mennesker
i godsvogne er, udfra et rationelt synspunkt, komplet idiotisk – det koster
kassen. Så er nakkeskud billigere.

Og jeg tror det er
hér omkring ”The Iron Dream” starter – i øvrigt også kaldt ”Lord of the
Schwastika”.

Visse-vasse.

Ligesom jeg ikke
har været så rar i min introduktion til denne roman, ligeså u-rar er romanen i
sig selv. Og man kan altid spørge, hvor meget man ønsker at svine sig selv til
– herunder visse tanker, man for alt i verden ikke ønsker at få. Og så er det
allerede for sent.

Hvis man derimod
er i stand til at parkere sit moralske – og etiske – overlæg på fornuftig måde,
og derefter kan kaste sig ud i snavset med den gode samvittighed, at dette er
fuldstændigt for min egen fornøjelses skyld og absolut ingen kommer til skade,
ja, så er der lagt op til adskillige timers munter læsning.

Og som om det
ikke er nok, så er der en ”editorial comment”, der sætter det i endnu mere
vanvittigt relief.

Så hvis man føler
for at få nazister, Hitler, Freud og pulp-æraen sat på plads, så er det den
hér, du.

Suma-X, 1969, Gyldendal, Knud Holten ( 1945 –
)

For så vidt som at den overhovedet er til at opdrive.

Lad det være sagt
straks: Aldrig har det ydre rum dog været så hippie-agtigt og små-psykedeliskt.
Sjældent har superhelte – ja, helte i det hele taget – været så
syret-distanceret fra heltegerningen.

Det er ret
vanskeligt, at referere en handling – eftersom der måske slet ikke er nogen. Vi
har den her superhelt, som måske er en anden. Og vi har den hér prinsesse – der
måske er en prins, hvem ved? Og måske er vi inde samme univers som ”Martin
Borgs Sære Søgen” (Impuls 1, Hasselbalch 1969).

Men det er stort
set uvedkommende, idet romanen læses som et langt digt, der indeholder så mange
billeder og landskaber, at man bare ikke kan lade være med at fortsætte.

Mening?

Den må man selv
forklare sig selv – var det måske ikke digselv, der begyndte at læse den her
bog?

I en eller anden
sammenhæng er det blevet nævnt, at SUMA-X er det tætteste man kommer på en superhelte-tegneserie
– uden tegninger.

Så sidder der nok
nogen og tænker: – jamen, hvordan er dette en anbefaling? Hvad handler den om?
Hvad går den ud på?

Ganske
forståeligt. Men hvad handler et vandfald om? Et stjerneskud? Hvad handler en
snestorm af regnbuefarvede sommerfuglevinger om?

Suma-X – back to the sixties………turn on,
tune in, drop out –

Verdener Uden Grænser (svensk: ”Dette Är
Verkligheten”, Bonniers 1968)
, 1968, Hasselbalchs, Bertil Mårtensson
(1945-)

Uden
sammenligning i øvrigt (?) husker jeg en anmeldelse af Matrix, og jeg tror det
var i WekkendAvisen (derfor sikkert ved Bo Green Jensen), der kviede sig en del
ved at komme ind omkring det centrale i filmen. Det kan man godt forstå. Der
næsten dømt ”spoiler alert” med det samme.

Derfor vil jeg
også nøjes med at sige, at denne roman er lidt anderledes end konstrueret end
Bertil Mårtenssons de fleste.

Senere giver han
den gas med fantasy-serien om ”Magtens Veje”, hvilken er en ganske filosofisk
tilgang til genren (hvor C.S. Lewis’ tilgang var religiøs, Peakes var
humoristisk og Tolkiens var filologisk – bare for andre eksempler). Og også
Verdener Uden Grænser har sit aspekt af fantasy: – en ”mighty-thewed” helt er
ude på de vilde stier for at befri en voldført prinsesse. Og han må gå grueligt
meget galt igennem – herunder et møde med et særdeles mærkeligt monster – før
han kan stå i begreb med faktisk at befri fruentimmeret….frøkentimmeret.

Og så er det, at
det hele bliver noget andet, på sådan en ”Fremtidskongressen”-agtig måde –
eller hvis Philip K. Dick havde skrevet ”A Clockwork Orange”. Hvilket
naturligvis er min personlige tolkning – andre kunne have andre associationer.
Men det det hele drejer sig om er det filosofiske spørgsmål om virkelighedens
karakter, hvilket bringer en hel del perspektiver i spil. Og inden du ved af
det kan du se en given sag fra 117 sider.

Jeg finder det
interessant, at sværd&trolddom (plus noget, jeg ikke skal røbe hér) kan
blive til en eksistentiel diskussion (altså inde i mit hoved) og jeg er kun en
sølle frister: – prøv det selv! Læs faenskabet! Se hvad du syns.

Den Sjette Vinter (”The Sixth Winter”,
1979, forlag (?)
), 1981, Lademann, John Gribbin (1946
– ) og Douglas Orgill (?)

Jeg aner ikke en skid om Douglas Orgill. John Gribbin,
derimod, er sådan en Tor Nørretranders-banan, der i halvfemserne fik udgivet et
vist antal bøger om kosmologi, kvantefysik og det antropologiske univers,
herunder Mørkt Stof og topologisk eksistens (jow, vi er langt ude i
suppedasen).

Nå, men det har
kun perifert med Den Sjette Vinter at gøre (bortset fra at Gribbin også har
beskæftiget sig med meteorologi – herunder ”Butterfly-effect”, derfor
Kaos-teori….suk! Får det aldrig ende?).

Romanen er ren
tjubang. På den fede måde.

For alle med hang
til klima-forandringer og ny-istids-scenarier er der guf. Manden kan sin
videnskab og sin videnskabsteori. Men det får ikke lov til at stå vejen for den
fremadskridende handling.

Vi starter i USA
(nåja, det er jo udgangspunktet for det meste, ikkesandt), oppe omkring grænsen
til Canada, hvor et vejrfænomen, kaldet en ”Danser”, har isoleret en mindre by
bag et ispanser, samt lavet adskillige trafikanter i nærheden om til ispinde.

Vores helt, som
vistnok er meteorolog (krypto-meteorolog, endda) ser dette som et forvarsel om
et forandring i det globale vejrlig, og bliver sendt af sted til Sovjetunionen
for at deltage i en konference.

Og i mellemtiden
bliver vejret dårligere, og det globale klima ændrer sig ret hurtigt til noget
der er genkendeligt som en ny istid.

På baggrund af et
par forviklinger og en overisning af Europa, vil vores hovedperson gerne hjem.
Altså hjem til USA. Og den eneste vej der er mulig er over Sibirien. Det er hér
der går tjubang i den.

Derfor er det
måske også lige at strække den, at kalde Den Sjette Vinter for SF.
”Øko-thriller” – javel. Det tror jeg holder. ”Klima-thriller” ville måske være
bedre. Men jeg tager den alligevel med hér, fordi det er en stramt eskalerende
historie, der fungerer på sine egne præmisser i en verden der stedse bliver
mere forskellig fra den vi kender. At der så også er lidt
civilisations-skepticisme og kultur-angst involveret – tjahe, det må ligge
åbent for en debat. Er vi kun huleboere med en fernis af tolerance?

Og – som pølsen I rosinenden, der sprænger kronologien og
den personlige opsætning (hvilket er yderst passende):

En Smagfuld Verden, En Jerry Cornelius
Antologi
, 1971, Rhodos, redigeret af Jannick Storm

Det er ikke tiden
og stedet, at udbrede sig om Michael Moorcocks Multiverse og hans Eternal
Champion, men der er det ”fede” ved det, at Moorcock har en åben invitation til
at bruge løs af konceptet, hvor andre (Nivens Man-Kzin-wars, eller Saberhagens
”Berserker”-serie) godt vil have hånd i hanke med de udgivelsesmæssige kredsløb.

Moorcock er
ligeglad – brug løs, take it away – helt i hans mere eller mindre anarkistiske
ånd (hvilket måske er ret nemt for en mangemillionær, men – hey – det er Niven
også; endda født som sådan).

Antologien er
bedaget. Det er indrømmet. Bare forsiden – ”coveret”, som det nu om dage hedder
– siger det hele. Hippie-vogue.

Men det
charmerende er, at se (læse) yderst mærkelige og eksessive eksperimenter, der
er centreret omkring JC-skikkelsen (Jesus Christ?) begået af notabiliteter som
Norman Spinrad, Sven Christer Swann, J.G. Ballard, The Maestro Himself og
andre, i en helt løssluppen dans med alle litterære virkemidler til rådighed.
Det er så meget hul i hele hovedet, at det slet ikke skulle være udgivet – og
det ville det nok heller ikke være blevet nu om dage. Men det er samtidig så
legende og lallet, at det er en fest. Var det ikke fordi indholdet var mørkere
end pest og den sorte død.

Men det er et
besøg værd, for bag grinet er der også en vrede, og det er et eksperiment værd
hvor vreden og hvor grinet retter sig – og mod hvad. Jerry Cornelius handler
altid om modstand – en modstandsmand.

I øvrigt synes jeg der bliver læst for lidt Cordwainer
Smith. Men det må I selv finde ud af, henover sommeren – og kan I en god én.

Tak for ordet



Planeter til tiden. En kronik

Litteratur Posted on søn, marts 30, 2014 20:01:43

Sommertiden er over os igen, og jeg har stillet havemøblerne tilbage på græsplænen, stillet uret over på skænken og sat klokken efter kompasset. Hvilket ikke forhindrer et vist relativistisk jetlag, som jeg så til gengæld tror jeg deler med en del andre – også mennesker, der aldrig har hørt om relativisme, jetlag eller science fiction. For nu lige at bringe os “hjem” til det kendte rum. “Known Space”.

Larry Nivens (Lawrence van Cott Nivens) politiske synspunkter ligger lysår fra mine, men dels må jeg gå til beklagelse og indrømme, at han var en af mange gudfædre der førte mig ind i SF (hvilket naturligvis hænger sammen med Bent Irlovs udgivervirksomhed). Heldigvis er det ikke den eneste “gudfar” – der er sandelig også Arthur C. Clarke, Isaac Asimov, Poul Anderson og Frederik Pohl. Og – ja – der er vel også Ray Bradbury, for nu at få det hele med. Sådan er det at være en ældre fan-boy. Der er en håndfuld gudfædre – hvorimod I unge nok skal bruge alle kroppens knogler for at opregne jeres hos-stående ved dåben. Ikkesandt?

Hvad jeg ville sige: – både Niven og Clarke giver et bud på menneskets oprindelse, henholdsvis i “2001-sagaen” og i “Known Space”-serien. Og bortset fra at de to historier ikke er ganske identiske, så flagrer de dog rundt om en næsten von Dänikensk “skabelsesberetning”, der involverer “klogere hoveder ude fra rummet…et sted”. Og disse (de kloge hoveder) blev så senere “oversat” til GUDER af de primitive mennesker. Bevisførelsen for rigtignokheden af påstanden er, at rigtigrigtígrigtig – rigtig – mange guder ligner hinanden i funktion (muligvis udseende). Tænk dog! Og derfor er det klart som snot i et glas vand, at disse guder må stamme fra en og samme kilde, og have rod i en faktisk, objektiv, observeret realitet. Og – jatak.

Den observation og uimodsigelige korrekthed blegner en kende, når man begiver sig udenfor det – skal vi kalde det – europæiske område. Der findes et utal af indiske og japanske og inuitiske og australsk aboriginale deiteter, der ikke bare lige lader sig oversætte – på en studs – til noget indoeuropæisk “kendt”. Hvilket der er nogle etnologiske, kulturelle, sociologiske, økonomiske og udviklingsmæssige – ret – gode forklaringer på. Og det rager ikke os – ikke lige nu, lige hér. Men det er ganske rigtigt, at indenfor et område, der tidligere var omfattet af romerriget, den keltiske interessesfære, græske distrikter og vikingedomæner er der interessante sammenfald i guddommes udseende, funktion og politisk statur.

Men inden vi kommer til den udfoldelse, så lad os lige gøre Niven og Clarke færdige.
Niven holder – i sin Known Space serie – på at The Pak er den “voksne” udgave af menneskeheden, hvor menneskeheden på Jorden blot er uudviklede “adults” der ikke har haft adgang til “Tree Of Life”. Altså en udlægning af Biblen, hvorved længslen efter “Gud” er en “racehukommelse” om en Pak (ikke Pssthpok; han fandt blot “kolonien” igen). I 2001-sagaen er det De Sorte Monolitter der er det vehikel, som de “klogere hoveder” har valgt at korrespondere med menneskene igennem – og kontrollere, hvor langt disse “aber” er kommet i udviklingen, samt, af en eller anden grund, lave Jupiter om til en sol og så nyt liv på Europa.

Man skal have fodnoterne ved hånden, og årstal i præsens. Men det er ligeså godt bare at sige, at Poul Anderson altså skrev en novelle i serien om Tidspatruljen, betitlet “Delenda Est”. I denne historie (novelle) dumper et par tidspatrulje-pansere ned i en komplet virkelighed, hvor Hannibal vandt den 3 (?) puniske krig, med den konsekvens at verden er blevet keltisk. Nutidens verden, mind you.
Jeg er senere kommet til en anden opfattelse af hvad de puniske krige egentligt drejede sig om, samt hvad det keltiske felttog egentligt var for en størrelse, men det er uvæsentligt i denne sammenhæng (men I må gerne spørge mig – så skal jeg den ondelynemig……). Men i forbindelse med “Delenda Est” er det interessante, at Anderson både postulerer og beskriver en (nutidig) verden der er så fuldgod og med mangler og fordele og strukturelle udfordringer som vores gode gamle virkelighed. Og i denne verden hedder alting noget andet (sært nok, ikkesandt?).

MEN! eller er det: – “og”? Jeg er ikke noget sproggeni – på ingen måde. Ikke desto mindre har jeg været lidt tosset med, i det mindste at kunne forstå sprogtone, forstå det fælles grundlag i de latinsk-germanske sprog (Stig W. kommer efter mig, hér), og navnlig har jeg – ikke mindst ansporet af “Delenda Est” – været opsat på at forstå “alt keltisk”. Dette udstrækker sig også til græsk. Lad os lige lige tjekke den. “Timeo Danaos et dona Ferentis” – altså: “Frygt grækerne selvom de kommer med gaver”. (NB: – Danaos – Danere…., men det er en anden historie).

Lad os så tage ud i verdensrummet.
Altså. Vi har – i henhold til det latinske apparat, som videnskaben har gjort brug af de sidste 700 år – følgende planeter i vores solsystem: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun. Pluto er blevet smidt ud, under henvisning til et eller andet……
Det er international standard. Det er vedtaget, oplæst og afgjort.
Og dog er det således, at på græsk wikipedia er det IKKE sådan. På græsk er det ikke navnene på planeterne. De hedder Hermes, Afrodite, Jorden, Ares, Zeus, Kronos og, ja, så Neptun – burde have været Poseidon (og Pluto ville så have været Hades).
Beklageligvis kan jeg ikke arabisk eller hindi, hvilket forhindrer mig i at se hvad de her planeter så hedder på de sprog. Men jeg kan sagtens “oversætte” dem til “dansk”; fra solen: Heimdal, Freja, Midgård, Tyr, Odin, Loke, Ægir, Hel.
Vi kan også prøve med Tolkiens univers (ov vi starter med solen): Illuvatar, Gandalf, Galadriel, MiddleEarth, Sauron, Saruman, Ulmo, Mandos.
Og når nu feltet er frit, hvorfor så ikke prøve med science fiction forfattere? Vi starter fra solen (igen): – Verne, Clarke, LeGuin, Banks, Heinlein, Asimov, Stapledon, Herbert, Gibson. Jeg vil gøre opmærksom på at Heinlein har to måner, Asimov har seksten og Stapledon har en tyve-tredive stykker. Hvorfor det står frit for at fortsætte med mytologien – alternativt udtænke en helt anden.
God fornøjelse



Der er noget farligt indeni

Litteratur Posted on ons, august 21, 2013 18:21:55

Spiel, spannung und schokolade – aber, Heinz, dass
ist doch drei Wünsche in Eins! Og så er det, at mor alligevel finder løsningen: et KinderÆg nede fra
nærmeste Plötz Padborg, og dagen er reddet – om end i modsat rækkefølge.

Jean Effel (Francois LeJeune, 1908-1982)
lavede en vittighedsføljeton om Guds skabelse af Jorden og Adam og Eva og så
videre. I projekteringsfasen har Gud en samtale med én af sine engle, hvori Han
siger: – jeg forestiller mig Livets udgangspunkt som en gul tingest i midten og
en skal udenom. Det gør jeg også, svarer englen. Og mens Gud tegner en sol og
en jord i kredsløb om samme, tegner englen et æg med skal og blomme. Og et
sted, midt imellem størrelsesforholdene, er der selvfølgelig Jorden selv,
Terra, Tellus, som et slags æg med en kerne og en skal.

Nu vil jeg ikke påstå, at Jorden altid har
været rund, for indtil det 6. århundrede (før vores tidsregnings begyndelse)
var det tilsyneladende en udbredt opfattelse, at den var ”flak som æj pan’kaw”.
Men så gik den heller ikke længere, til trods for Jeppe På Bjerget eller Per
Degn. Og Holberg selv troede heller ikke på den, for han lader Niels Klim foretage en underjordisk
rejse. Og det var det vi skulle frem til.

Men selvom Ludvig H. sendte Niels ind i
Jordens riger og lande, så var han ikke den første udi den øvelse. Og han
skulle heller ikke blive den sidste. For allerede et par århundreder før, tog
Dante Alighieri en tur dernedad, i sin Guddommelige Komedie. Men yderligere
står det til troende, at Saxo lader Thorkild Adelfare drage nordpå, hvor
nedgangen til underverdenen findes, for at finde den lænkede Loke. Og på vejen
oplever han – og vi med ham – ting og sager, der ikke lader Odysseus ret meget
efter.

Der er, i de to sidste tilfælde, i høj
grad tale om rejser ned til Dødsriget, hvilket altså blev – og bliver –
betragtet som noget der ligger under jorden. Dette modsat ”Himmerige”, hvad
enten Valhalla eller Paradis, der ligger over Jorden – eller i Himlen. Så
derfor viser idé-komplekset (eller ”konceptet”) tilbage til Orfeus, og videre
tilbage til Osiris og myten om hvordan slangen Apep hver nat må dræbes for at
skaffe plads til Solens færd gennem underverdenen. Hvilket er forbindelsen til
dragemyter, Midgårdsorme, Ouroborosser og alt vedrørende det magiske ved ringe
(også vielses-dittoer). Men det var ikke det vi skulle tale om.

Nu skal det ikke være en opremsning af
fortællingen om rejsen til Jordens indre, men det er vel værd at påpege, at
selve ideen har lange, mange og sejlivede aner. Fra de allerede nævnte til
Edward Bulwer-Lytton, gennem Jules Verne, henover H.G. Wells (Tidsmaskinen: –
molokkerne bor under jorden) og frem til film som ”The Core” – alle
ekskursioner til Det Der Er Indeni! Og i den mere apokryfe afdeling har vi
endvidere en fortælling af Arthur C. Clarke, hvor væsener der lever under
jorden, og bevæger sig uhindret gennem kappens klippegrund, frygter eksistensen
af væsener nede fra magmalaget, efter at de selv har ”erobret” overfladen fra
de skrøbelige eksistenser, der beherskede den (altså mennesker).

Der er noget farligt indeni!

Det er interessant nok sådan, at mens de
litterære fremlæggelser af rejser til Jordens indre præsenterer stedse stigende
grader af primitivitet (fra Vernes svaneøgler til Burroughs’ Pellucidar),
efterhånden som man kommer dernedad, så har den videnskabelige forskning vist
øget kompleksitet i hvad der egentlig er ”indeni”, gennem undersøgelser på
mindre og mindre skala. Fra pilning af løget, skal efter skal, for at finde ind
til livets kerne, og frem til partikel-acceleratorer hvor ekkoet fra
eksistensens mindste bestanddele, i det korte nu de giver sig til kende,
forsøges målt.

Og det forholder sig tilsyneladende
omvendt, når vi bevæger os ud i Kosmos, hvor basiske forhold som masse og
energi, videnskabeligt er enerådende, mens væsenerne derudefra er komplekse og
højt udviklede. I hvert fald hvis man tager Arthur C. Clarkes ”Childhoods End”
og ”The Sentinel”, samt von Däniken og hele ufologien med. I den forbindelse er
tidlig – amerikansk – magasin-SF uhyre interessant, derhen at de dér ”aliens”
har taget det lange stræk, videnskabeligt såvel som rejselogistisk, udelukkende
med det formål at snuppe tøsebarnet, så helten må kæmpe hende tilbage i egen
favn (Nå! Du troede vi var færdige med dragemyte? Jaså!).

Heldigvis er der da også andre eksempler,
også på det modsatte, men i de fleste tilfælde er disse ”aliens” enten en slags
kopier af noget vi kender fra egen fortid, eller noget fra grene af dyreriget
vi – man – åbenbart føler foranledning til at frygte. Og i den optik finder jeg
det interessant, at væmmelige aliens primært er noget mandlige forfattere giver
sig i kast med, mens harmoniske aliens er noget kvindelige forfattere
kolporterer. Eksempler kunne være Feintuchs ”guldfisk” og Heinleins ”buggers”
(siden overtaget af Orson Scott Card, dog med en senere drejning), og James
Tiptrees mantaer fra ”Up The Walls Of The World”, samt Ursula K. LeGuins
urbefolkning i ”The Word For World Is Forest”.

Det er naturligvis langt fra hele
sandheden, og i virkeligheden blot at sætte tingene på spidsen. Men der er
noget om det, alligevel.

Asimovs ”Foundation-cyklus” er imperialt
perspektiveret, mens Lois Bujolds ”Vorkosigan-cyklus”, f.eks., er rettet mod
hvordan det er at være menneske i et samfund af den generelle space-opera-type
. Endda med en motorisk og helbredsmæssigt udfordret hovedperson. Poul
Andersons ”Flandry-suite” er centreret omkring frygten for The Long Night, hvor
barbarerne fra hinsides imperiets grænser overmander civilisationen, mens
Octavia Butler spørger indtil muligheden for en sammensmeltning, en
co-adaptation, synergisme, symbiose – pick any – med de organismer ”vi” uvilkårligt
vil møde ”derude” under forhold, der er betydeligt anderledes end hvad der var
givet i The Late Roman Empire.

Det er naturligvis en oversimplificering,
eftersom en forfatter som Iain Banks har nogle ret godmodige aliens i The
Algebraist og Joanna Russ har nogle ret hidsige kvindfolk i den i øvrigt
feministisk orienterede ”The Female Man”. Men alt i alt er der tale om
forskellige måder, at præsentere ”det fremmede” som en spejling af noget
genkendeligt.

Robotikken har været ret opmærksom på den
såkaldte ”uncanny valley”-effekt: – at mennesker – generelt – er ret gode til
umiddelbart at se om de sidder overfor et andet menneske eller en ”replikant”.
Samt at det medfører en hvis grad af ubehag, at se noget der ligner et andet
menneske, men aldeles ikke er det. Hvis det bevæger sig. Så der er – med andre
ord – tale om en øjeblikkelig refleks, der spejler det præsenterede, det
sansede, ind i en kendt kontekst. Og hvis det ikke passer ind i den, så
befinder det sig i ”den uhyggelige dal”. Med den slags øjeblikkelige skud fra
hoften kan det næppe undre, at vi ikke er blevet kontaktet af væsener fra andre
kloder.

Men det er værre endnu.

Hvis man googler ”rekursion” eller
”recursion”, får man spørgsmålet: – mente du ”recursion”?

Der er naturligvis tale om et EasterEgg
(og vi var inde på æg, tidligere……), men det beskriver begrebet ganske præcist,
om end lidt nørdet. Rekursion betyder egentlig at bevæge sig (i en eller anden
retning), og så (øjeblikkeligt) komme tilbage. Og for de eksperimentelt
interesserede: – man tager håndspejlet, stikker det op over næsen, og kigger
ind i badeværelsesspejlet, til man sér en uendelig korridor af egne øjne over
eget håndspejl. Og står hermed på dalens bund i ”the uncanny valley”, med en
ret præcis opfattelse af hvad rekursion er (hvis man da ikke lukker øjnene, for
så kan det hele være lige meget).

Det er ganske genkendeligt, men det er ret
mærkeligt. Og muligvis derfor advares der i folketroen mod at lade to spejle
spejle hinanden, for så har man skabt en uendelighed, på et sted den ikke hører
til – den hører nemlig til ”et sted derude”.

I to tilfælde har jeg dog set den
præsenteret (tror jeg nok), nemlig i Gregory Benfords ”Artifact” (neutrinoen)
og i brødrene Strugatskys ”Roadside Picnic” (the empties). Samtidig er selve
spejlingen af ”det menneskelige” i ”det fremmede” præsenteret ved ”vandslangen”
i ”The Abyss”, der mimikryer et ansigt, og i ”Solaris”, hvor mimoider kan
”finde på” at kopiere helikoptere. Og spørgsmålet er: – snakker vi egentlig
sammen?

The
uncanny valley!

Men hvis går tilbage til
spejl-eksperimentet, så ligger det ikke fjernt at få en følelse af en
uendelighed, der strækker sig udad fra kroppen. Og i samme moment, få en
fornemmelse af en næsten tidsmæssig bevægelse ind i kroppen, hvorved det bliver
mere og mere esoterisk og spirituelt jo længere ind i ”korridoren” vi kan se,
og mere og mere primitivt indad mod vores egen krop og person. Det er den slags
der giver anledning til historier om fjerne, svundne riger i Jordens Indre,
befolket af hulemænd og dinosaurer (for det er jo så primitivt – og Freud har
ikke levet forgæves, om end hans personlighedsmodel ikke adskiller sig
nævneværdigt fra et KinderÆg). Og det hele måles med uendelighedens målestok,
jo længere vi bevæger os udad. Hvilket leder såvel til højteknologiske aliens
som til drakeske ligninger og clarkske love. De er bare klogere, derude, og vi
er nogle provinstosser.

Personligt spekulerer jeg over, om ikke
Danmarks 1864-syndrom er fuldstændig identisk med den generelle følelse af
eksistensens perifere manifestation som et resultat af en videnskabelig
erkendelse, der har detroniseret os som mennesker, fra en central plads. Skidt
med uddrivelsen af Paradis (jeg er ikke kristen), men først havde vi et verdensbillede
med Jorden i centrum. Så blev det til at Solen nok mere var et centrum. Men så
rykkede Solen nedad i hierarkiet, som en ret ordinær stjerne, sammenlignet med
så mange andre. Og endeligt måtte det konstateres at den – og vi – ligger og
sopper lidt rundt i udkanten af en galakse, der i øvrigt heller ikke adskiller
sig nævneværdigt fra normen – og i øvrigt kun er en ud af flere i en lokal, og
ret gemen, hob. Som i øvrigt ikke kan gøre krav på nogen central tilknytning
til noget som helst, for alt synes at fjerne sig fra hinanden, og dér hvor der
virkeligt synes at være gang i den, ligger 13,4 milliarder lysår væk. Hvilket
ikke giver nogen mening, for vi ser ikke længere noget ”nu”, på den afstand. Vi
ser tilbage i tiden. Til da alting begyndte. Big Bang (antager vi).

Der er sådan lidt barnet i kravlegården,
over den. ”Hvor er mor og far?”. Nå, men så kan jeg da bare lægge mig ned og
drømme tilbage. Og selv når forfattere forestiller sig aliens med næsten
gude-lignende evner og status, så bliver disse ”demiurgers” frembringelser
noget tilbagegribende, noget primitivt. Varleys Gaia, fra ”Titan”, laver engle
og kentaurer – Farmers ”World of Tiers” er befolket af riddere, indianere og
græske heroer. Og kentaurer. Clarkes ”Overherrer” er middelalderdjævle (okay,
det er der en rimelig forklaring på i ”Childhood’s End”, men…) og H.G. Welles’
marcipanere er bløddyr fra silur. Det mest fremmedartede, jeg lige kan komme i
tanke om, må være Solaris fra Lems roman af samme navn, Niels E. Nielsens
”Råberen” fra ”Herskerne” og stjernemageren fra Olaf Stabledons ”Starmaker”. De
er til gengæld så fremmedartede, at der ikke rigtigt synes at være nogen
platform for korrespondance eller kommunikation. Men væsentligere er det, at de
er møg-alene. Og det hér vi møder os selv – på kanten af det uforståelige:
Alene!

Hvis vi vender den om, cirka 180 grader,
så betyder det vel at vi overhovedet ikke ville være i stand til at genkende et
møde med aliens. For det første fordi vi sidder fast i alene-følelsen (hvor er
de alle sammen henne?), for det andet fordi vi er bundet op i
genkendelighedsfaktoren. Det skal svare til noget vi har erfaring med – det
skal svare til noget i vores fortid: – hårede hulemænd eller slimet splat.
Alternativt: – engle-lignende dybhavssommerfugle (”Abyss”) eller elvergnomer
(”Close Encounter Of The Third Kind”). Men selvfølgeligt findes der
undtagelser: Kellys pissehamrende ligeglade krybdyr i ”Think Like A dinosaur”
og Mievilles ”Hosts” fra ”Embassytown”. Eller ”The Assassins” i Frederik Pohls
“Heechee-saga”, der lægger ud med at være De Onde, men siden hen viser sig blot
at være (dybt) anderledes. Og kun forståelige på baggrund af en teknologisk
udvikling, der allerede er tilstrækkelig mærkelig til at vi egentlig, igen,
befinder os i ”the uncanny valley”: – uploading af bevidsthed!

Med det der vistnok hedder en
dobbelt-negativ følgeslutning, lader Bill Watterson Steen (”Calvin &
Hobbes”) sige, at det bedste på bevis på at der findes intelligent liv,
andetsteds i universet, er at de IKKE har besøgt os. Men man kan med lige så
stor ret påstå, at hvis det er rekursion der filtrerer vores sanseindtryk,
ville vi ikke genkende en alien om vi så snublede over kalorius i carporten.

Det kan jo lyde enormt negativt og
nedslående. Men sådan ser jeg faktisk slet ikke på det. Det er kun hvis man
betragter SF-genren som vehikel for forudsigelser eller kontakt med over- eller
udenjordiske tilstandsformer. Hvilket aldrig nogensinde kan (bør?) være
ærindet. SF benytter sig af nogle ”håndtag”, der er lidt anderledes end anden
litteratur, men projektet er stadig undersøgelsen af hvad det vil sige at være
menneske, hvad det betyder, hvor det bærer hen – hvad der kan gå galt; hvad der
kan gå godt. Til gengæld er SF-genren heller ikke bedre, end at den selv slæber
rundt på noget freudiansk og jungiansk tankegods, i form af penetrationsangst
og safter af en anden verden, arketyper og avatarer. The
primordial ooze. Hvilket
kun forbliver en sandhed, så længe man fokuserer på den science fiction der
bliver skrevet fra Den Engelske Kanal og vestpå. Andre ting sker andre steder.
Og psykoanalysen er altså ikke den eneste udgave af sindets udforskning, til
trods for at den har en vældig opblomstring for tiden, i form af systemisk
tænkning, coaching, detox og ”kend din blodtype”. Hvilket der ikke er noget
holistisk ved – der er kun tale om rekursion: barnet i kravlegården! Eller: –
det indre må anses for at være negativt, primitivt, mens det ydre er klart,
blændende og overjordisk. Det er også derfor vold er bona fide, i narrativ
sammenhæng, mens der skal advares mod sex i samme. Tænk over det. For på samme
(rekurssive?) skala ligger mainstream-kredsløbets
umiddelbare aversion mod den eksplicitte SF: – der er noget farligt indeni!
Hvilket så ikke forhindrer nogen somhelst Huxley, Blair (han hedder ikke
Orwell), Lessing (det er analogi! Nej det er ej!), Atwood (jeg skriver IKKE
sci-fy! Nånå!), Piercy, Chabon, Saint-Exupery (-jamen, det er fabel! Sludder og
vrøvl!), Andersen ( jo, han gjorde!), Welles, Verne, Golding, Rosny, Woolf,
Bodelsen, Westenholz – bare for at nævne nogle få – at være en del af den
kanoniserede verdenslitteraturs ophavskvinder (og mænd).

Og det må jo så betyde, at det primitive
er et af menneskehedens mest basale træk, idet der næppe findes noget mere
rekursivt end fobier. Der er noget farligt indeni.



Rotter på loftet (og under gulvbrædderne) – en fristil

Litteratur Posted on lør, marts 16, 2013 19:13:14

Jeg bor ude på landet. Som i: – jeg bor Lars Kragevender i vold, omgivet af skov og mark, åer og oldtidsfund samt plantager, maskinstationer, svinefarme og møgspredere. Og der er de som mener, at det hus jeg bor i ville have det bedst – ved at blive revet ned. Hvilket altsammen kun tjener som baggrundsinfo om det forhold, at vi jævnligt (om vinteren) ikke kan sige os helt fri for at have visse uønskede logerende. Og navnlig iår har den lokale bestand af rotter åbenbart udset sig matriklen som særlig attraktiv – sandsynligvis i forlængelse af en ret strid vinter (hvornår kommer den dér globale opvarmning, så jeg kan få dyrket mine ananas?)

Hele hurlumhejet omkring at få knaldet den lokale rotte-bestand tilbage til hvorfra den kom, fik mig, ikke desto mindre, til at prøve et lidt andet perspektiv: – prøv at se det fra rottens side! Vores hus er nok/godt 100 år gammelt, men “rattus rattus” har sandsynligvis boet hér, siden dinosaurerne døde (ahr, knap nok, hvis vi tæller op omkring nogle istider og andet geo-hejs). MEN! Hvem er den invasive art, por favor?

H.P. Lovecraft skrev i 1923 historien “The Rats In The Walls”, der starter med – ja – rotte-kratteri i væggene, men senere breder sig ud til en fortælling om en underjordisk “civilisation”, grundlagt af en enkelt familie, der har taget “rotte-adfærden” til sig – som et overlevelsesmønster. Lige den minder mig unægtelig om Frank Herberts “Hellstrom’s Hive”(1973) – hvor det dog/nok/vist mere er “sociale” insekter der har stået rollemodel til den doktormandens “kube”. Og en yderligere udløber – uden at der nødvendigvis er nogen bevidst forbindelse – har jeg set (af alt) i et afsnit af “X-Files” (da trut is aut dare), hvor en “hill-billy”-familie i incestuøst håndgemæng søger at opretholde en selvstændig “koloni”, udenfor den øvrige menneskehed. Det kan være “evolution” – men jeg tror ikke det er “transhumanisme”. Alle tre eksempler minder mere om den drøm C.G. Jung fortalte til S. Freud, hvor et hus – startende på kvisten og endende i krybekælderen – bliver “metafor” for “race-hukommelse” og menneskets udvikling som genstandsfelt for mareridt og svigtende selverkendelse (og så er det sagt!).

Menmen! Nu skal det jo ikke være sjov, det hele. Under min lokale “rotte-jagt” kom jeg til at tænke på, at SF egentlig også var “besat” med/af invasive arter – som regel i en langt mere grandios “setting”; tænk bare på “War Of The Worlds”(1898), eller hvad med “Krigen Mod Salamandrene”(1936)? (jaja, også Terminator og Matrix – jaja, jaaaahhhe, ja!).
Og hvordan klarer menneskeheden så dette “evolutionære tryk” fra andre “racer”?

I Arthur C. Clarkes “Against The Fall Of Night”(1953) er “invadørerne” en skrøne, der egentlig dækker over et fejlslagent eksperiment med Kunstig Bevidsthed ( – hvilket kan føres frem til en bemærkning i Frank Herberts “Destination: Void”(1966), om at en “rogue consciousness” fjernede en i ø i Puget Sound). Senere i Clarkes forfatterskab vil “de fremmede” os det bedre, f.eks. i “Childhood’s End” og for så vidt i “2001; aso”. “Vi” er dog stadig ikke degraderede -“vi”, “menneskeheden”, er i ingen instans blevet invasive.

I forlængelse af “Klodernes Kamp” kommer så Hubbards “Battlefield Earth”, som jeg ikke gider bruge skriveplads på, men istedet rette blikket mod Brian Aldiss’ “The Interpreter”/”Bow Down To Null” (1960), hvor “nullerne” har overtaget verdensherredømmet – og det gør “tolken” noget ved. Hér er menneskeheden sådan set blevet detroniseret, men gør dog noget ved det med bomfaldera og kukkuk og dikdik. – og, øhe, den fortælling vil jeg da gerne anbefale, “for a lazy afternoon”.

Se! Nu strammer det til, for i John Varleys “Eight Worlds”-serie er menneskeheden slet og ret blevet vippet (ud) af Jorden, og må henslæbe en helt anden slags tilværelse med udskiftelige kropsdele og kloner og telepati osv. på de øvrige måner og planeter den sidenhen har bosat sig på. Vi hører ikke meget om “de nye husværter”, der nu regerer Jorden, men de har ihvertfald ladet delfinerne være tilbage (ja! jeg forstår den heller ikke – men John Varley kan godt være lidt….hvad skal man sige: “inkongruent”?). Og vi får heller ikke at vide, hvad de nye “ejere” vil med Jorden, så for at få det svar skal vi helt hen til Douglas Adams’ “Hitchhiker’s Guide To The Galaxy” ( – “78”-doh…-?): – bygge en motorvej! Yipiiihhe! Og lodsejerne bliver egentligt ikke spurgt – hele lortet er bare exproprieret! Fremskridtet, ikk’gås?

Fra 1972 til 2004 udbreder Frederik Pohl sin “Heechee”-saga (hermed anbefalet), hvor den – så at sige – er helt gal. (Spoiler Alert). En “race”, “entitet”, “främling” (for nu at bruge Orson Scott Cards nomenklatur) er ikke bare ude på at slå alle andre ihjel. Nej! “De” er ude på at ændre Universet, Kosmos, til noget for dem langt mere livsstils-fremmende. I det spil er der ikke meget plads til menneskeheden – og egentlig heller ikke plads til materie. “We want a Cosmos of energy – and we want it now!”. Der ligger – vistnok – i Heechee-sagaen implicit at “The Assassins” (energivæsenerne, der ønsker at ændre Universet) er slutproduktet af en race, der opnåede deres nuværende form via en rute som menneskeheden kun lige har påbegyndt (up-loading of personalities), men at denne udvikling begyndte længe før der var andre “intelligenser” på banen. Lignende “entiteter”, men med en noget anden dagsorden, finder vi iøvrigt i Niels E. Nielsens “Gæsten Fra Stjernerne” (1977). Men der er god grund til at mene at Pohls “Assassins” opfatter materielt liv som invasive arter i det Univers “de” prøver at skabe, til egen fordel, netop fordi dette liv kom til langt senere end det punkt hvor “de” …. gik op i en højere enhed – og alt sådan noget! Nej, Pohl er ikke religiøst behæftet, men han har fået Jungs arketyper og Freuds personlighedstyper på tværs, engang. Men det er en del af charmen – det ta’r man med. Iøvrigt opretholdt Frederik Pohl et livslangt venskab med Robert Heinlein, til trods for at den første må anses for at være venstredrejet (må man godt sige “socialist” på det hér site?) og den anden må anses for at være højrevredet (jeg elsker at kalde ham “krypto-fascist” – men jeg ved egentlig ikke hvad det betyder). Og også Heinlein har jo ihvertfald én historie om menneskeheden “overtaget” af “aliens”: “The Puppet Masters” (1951) – der ovenikøbet er filmatiseret, med Donald Sutherland i en hovedrolle, og så kommer vi ret hurtigt over i “The Body Snatchers” og alt sådan noget.

Personligt opfatter jeg John Christophers “Tripods”-trilogi (i fire dele) dels som ungdomslitteratur, men primært som en fortsættelse af Welles’ “War Of The Worlds” – nemlig som en udfoldelse af “hvad nu hvis de der jord-baciller ikke havde rørt de der mars-mænd en tøddel – hvad så, måske, hvad?”. Et lignende scenario finder man i Thomas M. Disch’s “Mankind Under The Leash” (aka: The Puppies Of Terra) (1966), hvor forfatteren ligesom tager tilløb til den langt mere dybdeborende “Camp Concentration” – der IKKE handler om at “noget-udefra-kommende-vil-os-det-ondt!”. Nej! Det klarer vi fint selv, men: TANSTAAFL, eller “træerne vokser ikke ind i himlen”, idet fri vilje og opportunisme er et væsenstræk for mennesker såvel so – ja, for som rotter (uden at jeg dog vil udstyre rotter med en “vilje” der ligger højere end Ulrich Thomsens “Peter” i “Blinkende Lygter”, hvis mantra er: ” – jamen, jeg ska da ha….jeg ska da ha nået te næsen, det ska jeg da haaaaaeee….jeg ska ha’!”).

Men! Thi der et et men! William Tenn (Philip Klass 1920-2010) skrev i 1968 romanen “Of Men And Monsters”, og det kan jo undre hvorfor det bringer ekkoer af Steinbecks “Of Mice And Men”. Men det ligger nok i konceptet, på en eller anden måde, idet romanen er inddelt i tre dele, der bærer overskrifter fra Jonathan Swifts “Gullivers Rejser” – i dette tilfælde til “Brobdignang” – kæmpernes land: “Priests For Their Learning”; “Soldiers For Their Valor”; “Counsellors For Their Wisdom”!
Jeg mener: – Ta den!!! Navnlig set i det perspektiv at vi – indledningsvist – får at vide at “menneskeheden” består af 128 personer! – som lever inde i de vægge som “kæmperne” har bygget, og som udgør disses boliger og kontorer og forretninger o.s.v., formodentligt. Romanen skal man selv læse, men hér kan man virkeligt tale om menneskeheden degraderet til en invasiv art – primært (spoiler alert) fordi de “aliens” der har “overtaget Jorden er så kolo-enorm-gigantiske i størrelse, at det nok ikke engang gik op for dem, at “der bor faktisk nogen hér!”. Således bor “menneskeheden” godt nok inde i væggene, og under gulvbrædderne, og oppe på loftet – og, ja, stort set over det hele, og det viser sig følgeligen at net op ankomsten af disse “aliens” har foranlediget muligheden for en – som vi sagde i min ungdom – “kodyl” ekspansion af “menneskeheden”, der aldeles ikke begrænser sig til stammen på 128 personer, men sandsynligvis består af tonsvis af milliarder af individer. Og i slutningen af romanen lader det også til at man vil ekspandere, til stjernerner, gemt inde i væggene på “de fremmedes” rumskibe. Som rotter.

Det alligevel sjældent at se mennesket præsenteret på den måde, og selom jeg vil gøre hvad jeg kan for at komme den helt jordnære, lokale, på matriklen, rotteplage til livs, er jeg alligevel fascineret af livs-driften hos de små sataner, og spekulerer samtidig på om der – bortset fra sammenfald i valg af ernæringskilder – egentlig ikke også er et fællesskab i sindelag. Og det er derfor de er så pokkers svære at få bugt med. Men som som sagt: – jeg har rotter på loftet.



« ForrigeNæste »