Nogle gange bør der ryddes lidt om i begreberne, så ikke
det hele løber ud i kartoffel-kartoffel.

Det er nu ikke så meget for at være ”sprog-vogter”,
selvom vi kommer til at snakke om sprog, men mere for at komme en del
forvirring til livs, inden den breder sig til almen misforståelse – a la, at en
”bjørnetjeneste” skulle være en kæmpe-hjælp.

Jeg ville elske det højt, hvis jeg kunne pålægge George
Lucas hele ansvaret, når han kalder sine robotter for ”droids” – en abbreviation
af ”androider” – når de helt klart er mekanisk/elektroniske. Men det ville være
uretfærdigt. Problemet er nemlig, at allerede de ”robotter” der optræder i
R.U.R. faktisk er androider, og på den måde ikke robotter i gængs forstand. ”Robota”
betyder blot arbejde eller tvangs-arbejder – lidt henad ”træl” (der i
virkeligheden betyder stolpe), som igen kan give forklaring til det jyske
udtryk ”træls”, om et stykke røvtrist arbejde. Det er ”træls”, fordi det burde
være trællens job. Ejefald.

Allerede for omkring 40 år siden, opstillede Palle Juul
Holm en liste over tematikker i SF, i ”Syzygy Og Den Sorte Stjerne”, og hér
udskiller han diverse ”kunstige mennesker” fra hinanden, så det er til at have
med at gøre. Men det betyder så samtidig, at vi skal langt længere tilbage i
tiden, end blot til Capeks R.U.R. – vi skal helt tilbage til den jødiske Golem.

Den litterære reference har jeg ikke lige ved hånden, men
i alle fald er Golem en lerfigur – gerne over-size – der bærer et tegn i panden
og/eller et stykke af Talmud i en fordybning i brystet (hvor hjertet ellers
ville sidde). Og Golem er skab til at beskytte sin herres hjem.

I tegneserien ”Hell-boy” optræder figuren Roger, der
beskrives som en ”homunculus”. Men det er forkert – Roger er en Golem, idet ”homunculus”
betyder ”lille menneske” (jvnf. gladiolus – lille sværd). Det er noget fra
alkymien, men lad mig dog fremtrække Carolus – der betyder ”lille Karl” – fra Johs.
V. Jensens ”Kongens Fald”, samt de smålings som professor Pretorius opbevarer
under glas, i ”Bride Of Frankenstein”. For det næste vi kommer til er netop
Frankensteins monster. Hvad er det så?

Ja, faktisk befinder monsteret – Den Moderne Prometheus
(en undertitel, der måske mere sigter på Victor Frankenstein?) – sig i en
særklasse. Det er ikke en Golem – dertil er han for organisk komponeret. Det er
ikke en homunculus – dertil er han for stor. Så monsterets nærmeste slægtning
er androiden.

Androiden er kendetegnet ved, at være et skabt menneske –
kunne for så vidt være en giraf, en hundestejle eller et elektrisk får
(notch-notch). Androiden består altså af organiske komponenter, dyrket,
frembragt, konstrueret til formålet. Nu er der bare det ved det, at ”androide”
betyder lignende-en-mand, hvor kvindelige ”androider” burde betegnes ”gynoider”
= lignende-en-kvinde. Eller man kan give sig ud i neologismer som maskulinoider
og feminoider (dem har jeg selv fundet på – undskyld).

Dette betyder nu, at Marvin ”the paranoid android” bliver
til ”Marvin the paranoid robot”, og det betyder at ”Data”, fra Star Trek, ikke
er en robot, men en androide. Og da jeg ikke er ”trekker” er det muligt jeg
tager fejl. Men i hvert fald er alle ”robotterne” i Alien-sagaen præcis
androider (også selvom deres indvolde ligne juletræets lyskæder). Dette betyder
også at Herberts West’s frembringelser i ”Reanimator” ikke er
frankensteinsmonster-kloner, men faktisk en slags androider eller zombier. I
øvrigt er kloner ikke som sådan noget kunstigt frembragt. Det er blot identiske
individer.

Hvad har vi tilbage? The Steamman Of The Prairies, siger
du? Jo, men det er jo blot en dampmaskine med et særligt udseende. Den
kulfyrede robot i Harrisons ”The Steelrat”? Tjahe, sandsynligvis
a-drop-of-the-hat til førnævnte.

At du tør nævne ”Avatar” i mit hjem! Men det rigtigt. I ”Avatar”,
såvel som hos Ian Banks, såvel som i Poul Andersons ”Call me Joe”, såvel som i
Varleys ”Gaia”-trilogi, optræder der avatarer. Og man kunne muligvis også
påstå, at alle indbyggere i The Matrix er potentielle avatarer for Agent Smith
og hans kohorter.

Der er så en hvis forskel på, hvad der ifht hinduistisk
filosofi og moderne brug forstås ved begrebet. Men her ovre i SF-land taler vi
vel mest om en kunstig krop, der kan fjernstyres af en bevidsthed – eller en
bevidsthed, der kan frembringe et simulacrum af en persona (The Ship Who Sang,
Star-Lord, The Eternals).

Både i ”Avatar” og i ”Call Me Joe” er der tale om
kunstigt fremstillede kroppe, der kan fungere i det pågældende miljø, og ”styres”
af motorisk udfordrede mennesker. Ligesom i ”Surrogates” (hvis handling er
snuppet fra en gammel Keith Laumer-roman). Folkloristisk svarer det vel til
formskiftere – eller til overleveringens ide om, at helte kunne bytte udseende
(tjek Niebelungenlied).

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt jeg har ryddet op –
eller om jeg har bidraget til forvirringen.