Man
burde være ellevild af begejstring: – her kommer SyFy-channel med en
tre-episoders tv-film, baseret på Arthur C. Clarkes ”Childhood’s End” (Clarke,
1953, på dansk som ”Ud Af Barndommen”, Vendelkær, 1968, Gyldendal, 1986). Især
burde man være ved at gå ovenud af sit eget skind, idet man ofte har slået til
lyd for, at netop den var en roman, der burde filmatiseres. Af en lang række
gode grunde. Og nu er den her!

Eller er den?

Vi tager lige det korte resumé: –
menneskeheden står på tærsklen til virkeligt at drage ud i rummet. Da ankommer
The Overlords og giver menneskeheden ”stuearrest”. De vil heller ikke have
ballade på børneværelset, så krig bliver forbudt. Og for dem der ikke forstår
det, i første omgang, haben wir unsere
methoden
. Og så skal der gøres noget ved sult, social ulighed, racisme,
analfabetisme, undertrykkelse, diskrimination og religion. At afskaffe, Bøv!

Til gengæld vil The Overlords sørge for, at
menneskeheden opnår den totale frihed, til at gøre hvad fanden der passer os.
Uden yderligere krav.

Der er selvfølge de, der føler sig utrygge
ved kontrakten og aner en skjult dagsorden. Men generelt går menneskeheden ind
til en lang, døsig sommer hvor du kan være alt ”this time around”.

Og så er det, at det viser sig, at The
Overlords er fødselshjælpere for det som menneskeheden er ved at blive. Nemlig
noget ultimativt transhumant. Og idet børnenes transcenderende bevidstheder
stiger op for at blive en del af The Overmind, går Jorden under.

Det er sådan set den samme historie
tv-serien fortæller. Men der er noget på spil, som ikke burde være der.

Childhoods End.jpeg

(reklame-plakat
for tv-serien)

For det første er der hele
religionsspørgsmålet. I romanen ”går det over af sig selv”. I tv-serien får det
en markant stor plads. Jeg vil ikke påstå, at tv-serien spreder nogen glamour
over de religiøse bipersoner (kristne, selvfølgelig – og vi bevæger os, stort
set, kun indenfor USA’s grænser), men bare det at de får en rolle at spille i
dramaet, udsiger noget om hvor produktionsselskab og instruktør lægger vægten.
Og jeg vil yderligere påstå, at det er med vilje. Det er der nemlig to-tre
forhold der peger på.

I romanen går der 50 år, før Overherren ”Karellen”
viser sig (hvorfor han er opkaldt efter et landområde i Finland, er vi desværre
forhindrede i at spørge Clarke om). I tv-serien nøjes man med 15 år efter
ankomsten. Fidusen er – som bekendt – at The Overlords ligner middelalderlige
fremstillinger af Fanden Selv. Efter 50 år med Paradis på Jord, giver det kun
et lille gys, mens det efter kun 15 år bliver til rædsel for de hellige. Det
kan i øvrigt bemærkes, at selve tv-serien er blevet udråbt som et satanisk
set-up, for at narre os alle når nu Anti-Krist om føje tid vil vise sig igen.

I tv-serien forklares det, at The Overlords
har været her før, og vi har derfor dette ”race-minde”, der sidenhen er blevet
til noget skræmmende. I romanen har The Overlords aldrig været her før.
Billedet af, hvordan djævlen ser ud, hænger sammen med den lille gnist af
prækognition, menneskeheden altid har haft. En ”gnist”, der kommer til fuld
blomstring i børnenes telekinetiske, -portable, og –patiske evner.

I romanen er Overherren Rashaverak på besøg
hos Rupert Boyce, fordi denne har et omfattende bibliotek med okkult lekture. Rashaverak
er derfor vidne til en lille selskabsleg, hvor Jean Gregson kokser lidt ud på et
Ouiju-bræt. Spørgsmålet til brættet er hvor Overherrernes hjemplanet er. Svaret
er NGC og en hel bunke tal. Og det griner de så meget af, den vinter, mens
Rashaverak pludselig skal noget andet, og den unge Rodericks genkender svaret
som et katalog-nummeret på en stjerne i stjernebilledet Kølen.

I tv-serien er det Karellen, der har skabt et
særligt rum med High-Tech Ouiju-board, for at komme til at tale med den ufødte
Jennifer Gregson, der siden skal vise sig at være ”lederen” for den nye
menneskehed.

(Charles Dance som
Karellen)

Så er dramaet ellers tilspidset. Hvad er de
der Overlords ude på? Har de kristne alligevel ret? Hvorfor redder Karellen
ikke Ricky Stormgren – det er dog hans ven? Hvorfor forlader Rodericks sin
kæreste, for aldrig at se hende igen (han skal lige et smut til Overherrernes
hjemplanet – Helvede Selv; en rundrejse på 80 relativistiske år)? Hvorfor skal Stormgren plages med sin afdøde
kæreste, hver gang han skal besøge Karellen? Som der ville stå på ekstrabladets
spiseseddel: ”SÅ onde er de”.

Det er ren ”gak-farvel”. Af den simple
grund, at det er PERSONLIGE dramaer. Og dem er der altså ikke så mange af i
romanen. Med god grund.

Jeg kan fint leve med at Ricky Stormgren
ikke er FN-diplomat, men blot en midt-vestlig ”redneck” med politisk tæft. Jeg
kan også godt leve med en Rupert Boyce, der virker lidt anløben i det. Og jeg
kan også leve med at Karellen ligner noget fra ”Legend”. Sværere har jeg det
med forflytningen af det centrale drama. Det handler nemlig ikke om den
personlige tragedie. For i den optik kunne man ligesågodt lave en tv-serie om
datteren, der vokser op, nu skal giftes, og flytter endeligt hjemmefra i morgen
– og forældrene står tilbage med et savn, de vidste ville komme, men nu nødes
til at acceptere.

I romanen fremgår det meget klart, at det
der skal ske er noget smukt og vidunderligt (lidt henad det der sker med
Jupiter-månen Europa i roman&film ”2010”). Det er bare så anderledes, at vi
ikke er i stand til at forstå det. Det er så nyt, at det endda må sprænge sig
fri af fortiden – herunder Jorden – og romanens udgangshymne opdager vi, at det
hjerteknugende ikke er, hvad der er sket med børnene, men at vores funktion,
vores grund til at være, eksistere, er forbi. Consumatum Est, hvis et sådant
citat kan tillades en hedning.

Nu skal det heller ikke være på den måde;
det er ikke så dårligt skuldret, selvom kendskabet til romanen kan give
maveknuder ved synet. Kender man ikke romanen, er det sådan set et ganske
høfligt og vedkommende indspark, der måske netop kunne være konsoliderende i
forhold til kvaliteten i science fiction. Ligeledes er special-effekterne brugt
med omtanke (muligvis af økonomiske årsager) og der er nogle imponerende
panoramaer og opsætninger. Skuespillerne gør det faktisk meget godt, om end lidt
stereotypt – vi er et sted mellem Dallas og Friends. Noget tyder på at det har
været en utaknemmelig opgave for Charles Dance, at portrættere Karellen. Og der
er beklageligvis heller ikke meget udstråling. Når man nu alligevel var i gang med
en klon af Tim Currys figur fra ”Legend”, så skulle man måske have overvejet at
give Karellen samme pondus.

(Tim Curry,
Legend)

Ret skal være ret. ”Childhood’s End” blev
skrevet for 65 år siden. Verden var en anden, præcis som det vil være en anden
verden om 65 år. Det er sin sag, at omsætte noget bedaget til noget nutidigt
vedkommende. Så jeg må vel gå til bekendelse, og indrømme at jeg følte mig ret
godt underholdt i de i alt 246 minutter forestillingen tager. At en gammel
fan-dreng så ikke kan lade være med højrøvede sammenligninger og originalværket
indenfor kritik-relateret rækkevidde, ja, det skal sandelig da ikke forhindre
andre i at tage sig en kigge-lytter.

Endeligt vil det være værd at nævne, at
projektet om en filmatisering af ”Childhood’s End” længe har været overvejet i
flere fora. Endda har Neal Adams ( nok bedst kendt fra Batman-tegneserier)
været inde over, med noget ”graphic design”.

Og jeg skal da også huske at nævne, at
Anders Høeg Madsen og Jens Jerrild Poder, på deres podcast SciFiSnak, for
nyligt har haft ”Childhood’s End” under behandling:

Kan
høres hér: http://scifisnak.dk/childhoods-end/

Og
på falderebet – inden rulleteksterne – en lille reklame for mig selv, idet jeg
har fået lov til at lave en artikel på Fra Sortsand. Lænke kommer hér:

https://frasortsand.wordpress.com/2016/02/03/yog-sothoth-og-phssthpok-the-pak/

Childhood’s End

USA, 2015, Syfy-channel

Ep.: “The Overlords”; “The
Deceivers”, “The Children”

Tovholder:
Matthew Graham

Medv:
Mike Vogel, Charles Dance m.fl.

Sprog:
engelsk/amerikansk