I og for sig kan man vel ikke påstå, at noget er ”obskurt”
(skjult) hvis man kender til dets eksistens. Og man kan heller ikke –
bedrevidende – slå armene ud og kalde det ”glemte bøger”, for så er det stort
set det samme som at sige: – se hvad I har glemt! Se mig! Jeg huskede dem.

Overskriften skal
derfor tages med sindsro, men dækker trods alt over præsentationen af en række
”værker”, der gemmer på en del mere end blot og bart deres tilstedeværelse. Det
er derfor jeg anbefaler dem. Og samtidig kan man også indvende: – skal det
forestille sommerferielæsning? Jeg troede jeg skulle slappe af! Hvilket jeg
ikke 100% kan love… – selvom det
selvfølgeligt kan hænde at visse læsere vil falde i søvn – og med frygt for, at
det er ved at ske, allerede nu: – lad os haste videre.

I et forsøg på at være ”mærkelig” har jeg sorteret og
oplistet mine anbefalinger efter forfatterens fødselsår. Og oven i købet er jeg
så besværlig, at jeg fyrer de bibliografiske detaljer af pronto, hvilket
muligvis kan gøre læsningen lidt ”hakket”. Men sådan er det.

Sæt i gang:

The Nightland, 1912, min udgave er fra
NEL, af William Hope Hodgson (1877–1918).

Hodgson blev ikke
så forfærdeligt gammel, hvilket hang sammen med at han skulle vise stand og ære
– og fik så læsterligt med kvæstelser i forbindelse med Den Store Krig, at han
ikke overlevede det. Det forhindrede ikke, at han – inden denne ultimative
tilskikkelse – var yderst produktiv i sit litterære ”output”. Han er nogenlunde
samtidig med Lord Dunsany, E.R. Eddison og William Morris, men selvom man kan
udbryde noget om, at det sandelig da ikke er science fiction, men derimod
Fantasy, så var den skelnen ikke helt materialiseret, på daværende tidspunkt.

Formodentlig er
hans ”House On The Borderland” betydeligt mere kendt end værket vi hér
beskæftiger os med. Men til gengæld er det værd, at betragte The Nightland som
det ”første udbrud” af den så senere kendte ”sub-genre” The Dying Earth. Ikke
mindst benyttet af Jack Vance og siden af Michael Moorcock, m.fl.

Men til sagen: –
vores hovedperson får muligheden for at tage til fremtiden, idet han søger
efter sin afdøde elskede. Og det er sådan, at i de sidste tider vil alle
mennesker genopstå (jeg vil i den forbindelse henvise til Frederik Pohl’s
Escathon-serie – også selvom jeg ikke finder den særlig god, men det er samme
tema).

Vores hovedperson
befinder sig pludseligt i en fremtidsverden hvor Solen er så godt som gået ud
(som et lys), og resterne af menneskeheden frister en besynderlig tilværelse i
The Redoubt (fæstningen, kastellet) – en uhyre pyramide, der løfter sig et par
kilometer over The Wasteland. Derude lever og hersker The Abhumans, og de er
både menneskeædere og kannibaler og andet godt og hyggeligt.

I The Redoubt er
der den senere så kendte klassedeling med, at de rige eller vigtige(re) bor på
de højere etager, og hoben, bærmen, proletariatet bor forneden. Men hvad
vigtigere er, så er det første gang der præsenteres syntetiseret mad, i en
fiktiv sammenhæng. Eller i det hele taget. Et kuriosum er vand i pulverform!

Nå. Det ender
selvfølgeligt godt, og fremtiden er bare noget lort, hvorimod de sande værdier
hører en meget ældre tid til. Så grunden til at jeg anbefaler den, er
udelukkende for det pavane-agtige tempo som denne fremtid bliver beskrevet i,
og den særlige stemning af ufattelig undergang, jeg sådan set kun har oplevet i
forbindelse med læsning af det sidste kapitel i ”Ud Af Barndommen” af Arthur C.
Clarke.

Aniara (”Aniara, en revy om människan i tid
och rymd”)
,1956, Harry Martinson (1904-1978).

Harry Martinson
tog sit eget liv, fordi han havde fået Nobel-prisen i litteratur. Eller
rettere: – han begik selvmord, fordi han ikke kunne klare kritikken over at han
havde fået Nobel-prisen. Eller mere præcist: – Harry Martinson sad i den
Nobelpris-kommité, der gav ham Nobel-prisen, og det kunne han ikke leve med, da
der blev sået tvivl om graden af nepotisme i den beslutning.

Ja, døden skal
have en årsag. Og i forbindelse med ”Aniara” skal jeg da lige love for at vi er
i de primære årsagers land. Vi er helt nede i det basale: – jord, ild, vand,
luft. I sin Heechee (He/She)-saga, lader Frederik Pohl sin hovedperson spørge,
hvordan man staver til ”mad”. Svaret er CHON – kul-brint-ilt-kvælstof. Det er
ikke – men det ligner alligevel – alkymi.

”Aniara” er
faktisk to ting. Dels er det 103 ”cantos” (vers/sange); dels er det en opera
(og der vil jeg henvise til en af Stig W. Jørgensens artikler i ”Ekkorummet”,
SFC, 2013 (kan vist også findes på nettet)).

”Goldondern
Aniara” fragter planmæssigt emigranter fra Jorden til Mars, men på en af disse
rutinemæssige overfarter bliver skibet bragt så meget ud af kurs (af en
meteorregn – nåja), at det fortsætter ud af solsystemet med en stadigt højere
hastighed. Katastrofen er immanent, om end tidspunktet for det endelige nedbrud
ligger mange år ude i fremtiden.

Det er således
ikke historien om et generationsfartøj, men derimod historien om hvordan
samfundet bryder sammen, når det har udsigt til det uundgåelige: –
afslutningen.

Der er dog en
roman man sagtens kan sammenligne med, nemlig Poul Andersons ”Tau Zero”. Og det
tror jeg ikke er tilfældigt. Mr. Anderson har, oftere end ikke, forstået at
gøre brug af sit skandinaviske anetræ (The broken Sword, Rholf Khraki, Three
Hearts And Three Lions mv.), og i ”Tau Zero” er det oven i købet således at
Jorden regeres af en svensk verdensregering. Hvilket så kun er en baggrund, men
personerne hedder alle noget skandinavisk. Derudover er historien den samme. Jaja, research betaler sig……..

Vi er ikke helt I
Brian Aldiss ”Non-Stop”- land, eller Harry Harrisons ”Captive Universe”.
Faktisk er vi inde omkring ”The Ballad Of Beta-2” af Samuel R. Delany, jr., fra
så mange år siden at det næsten er løgn.

Men det jeg vil
slå på er, at de enkelte stanzas, verselinier, i de enkelte cantos, er så
skarpe og pågående, at katastrofen rammer dybere end ”Deep Impact” eller
”2012”. Der er andre ting på spil her, også fordi det stadigt ændrede, og
ændrende, samfund, der kæmper mod den uundgåelige afslutning, panisk genopfinder
dårlige modeller for menneskelig adfærd. Det er tænderskærende.

Men husk nu: –
det er kun fiktion…………………..?????

Dragon In The Sea (Under Pressure),
1956, Bantam Books, Frank Herbert (1920-1986)

Jaja, Klit og Dune, og spice og The Emperor, og David Lynch
og Jodorowsky og H.R.Giger (may he rest in peace). Vi har hér med Frank
Herberts allerførste udgivne roman at gøre. Ikke noget særpræget eller
epokegørende i det, eftersom alt vel må have en begyndelse.

Desto mere
interessant er det, at denne begyndelse faktisk indeholder og omslutter alle de
tematikker Herbert senere udfolder og udvikler.

I og for sig
minder ”Dragon In The Sea” utroligt meget om ”Destination:Void”, men der er
signifikante forskelle. Da dette dog helst ikke skal udvikle sig til en
sammenlignende analyse: – tilbage til romanen.

Det meste af
tiden befinder vi os ombord på ”The Fenian Ram” – en amerikansk atom-ubåd, hvis
mission det er at stjæle olie fra undersøiske oliefelter bag fjendens linier.
”Rød Blok” får en lidt anden betydning i det hér tilfælde, hvor den Kolde Krig
har udviklet sig til en lidt mere overhedet. Ikke ”full-flare”, men det simrer
omkring kogepunktet.

Settingen er,
at flere (alle?) tidligere missioner har været udsat for sabotage, og man
frygter at et af besætningsmedlemmerne er en forræder. Så da Long John Ramsey –
der er agent for BuPsych – bliver listet ombord, forklædt som
kommunikations-officer, er der tilsyneladende kun tre mistænkte: Kaptajnen,
Maskinmesteren og Styrmanden.

Men ikke ret
meget er, hvad det ser ud til, og vi er inviteret indenfor til et
gestaltterapeutisk kammerspil med skeletter i skabet og rotter på loftet.
Hvilket lyder dødkedeligt, når man eufemistisk prøver at beskrive
handlingsgangen, uden at røbe for meget. Så mit forslag er, at man lige napper
de 130 sider, mens grill-kullene luner og bajerne svaler – thi dette er absurd
meget i ”mandfolkeland”. Der er, siger og skriver 1 kvinde – nemlig Ramseys
trolovede – der på udenlandsk ville blive beskrevet som ”ankle-clinging
sex-kitten”. Og hun har præcis ingen funktion. Sådan er det.

Mission Of Gravity, 1954, Doubleday, Hal Clement (1922-2003)

Mesklin. En
kæmpestor planet, med en hysterisk hurtig egen-rotation, og en så høj tæthed at
mennesker kun kan være der bag tungt panser og udlignende hjælpemidler.
Mesklins sol er – ja, nærmest giftig, og atmosfæren og overfladen er mildest
talt eksotisk, på den hårde måde. Det er ”hard-core” SF, når det er bedst. Som
i: – korrekt videnskabeligt funderet. Det er Hal Clement en garant for.

Med andre ord: –
Mesklin er ikke for børn. Og dog har den indbyggere – nogle intelligente og
vejrbestandige af slagsen, tillige. Og selvom de ligner tusindben, så er deres
mentale kapaciteter af en størrelsesorden, der ikke lader menneskene noget
efter. Tæft for mekanik er en ting, men snuhed i tilegnelse af akademiske
ressourcer – skal vi kalde det ”viden” – er ganske centralt.

Alibiet for at
udfolde hele denne verden og disse væsener, er den at et rumskib er styrtet ned
langt fra den menneskelige forskningsstation, og Charles Lackland må, sammen
med ”meskalinen” Barlennan, ud på en redningsekspedition.

Hele romanen
handler om den ekspedition, men med skyldig hensyntagen til at Lackland
forsøger at forstå Barlennans tankegang. Det kommer der meget spas ud af, for
Barlennan er blot repræsentant for hele Mesklins befolkning, og de er lige så
mange og ligeså forskelligartede som Jordens.

Tour de force. Ihvertfald Tour de
Mesklin, en verden du ikke kan få.

Stålspringet, (svensk: “Stålsprånget”) 1969,
Spektrum, Per Wahlöö (1926-1975)

Per Wahlöö og Maj
Sjöwall (f. 1935) skrev i årene 1965-1975 serien ”Roman Om En Forbrydelse”
med Kriminalkommissær Martin Beck som
gennemgående figur – samt flere, der siden har fået en renæssance ad andre
kanaler. Kan du sige: ”Gundvald Larsson”?

Jeg vil ikke
bruge så meget krudt på den serie (om end jeg finder den anbefalelsesværdig),
men dog nævne, at de politiske kommentarer – der ligesom ”info-dumps” – lidt
ødelægger det narrative forløb, hovedsageligt er Wahlöös fortjeneste. Hvorfor
man skulle tro, at Stålspringet var én lang politisk tirade. Det er den ikke.

Kriminalkommissær
Jensen er stået op fra sit sygeleje i udlandet, og vil nu hjem. Men hans land
er lukket, og regeringen er gået i eksil. Fra dette sender de Jensen tilbage
til landet, for at undersøge hvad der er sket.

”Jensen” er
Martin Becks mere hårdkogte ”tvillingebror”, og vi befinder os i en lidt
udefinerbar fremtid – 10-20 år fra udgivelsesåret. ”Jensen” er samtidig vores
lidt anonymiserede guide ind i det ”Sverige” der er blevet forandret til
uigenkendelighed af macguffinen ”Stålspringet”.

På mærkværdig vis
kan ”Stålspringet” læses som en tidlig udgave af problematikkerne i ”Snow
Crash”, af Neal Stephenson, og ”28 dage senere”. Hvilket måske er en personlig
kommentar, men skal forstås som en klar anbefaling. Andre sammenligninger kunne
være ”Danmark er lukket” eller ”Aftenlandet” af Peter Watts.

Og skal jeg skrue
den yderligere op – og det skal jeg – så vil jeg mene, at den er en
skandinavisk pendant til J.G. Ballards katastrofescenarier, cirka fra samme
periode. De har det lettere distante kommentarspor til fælles.

Optrevlingen af
hvad ”Stålspringet” er og består i, inkorporerer dels konspirationsteorier men
så sandelig også sunde tanker om, hvor galt det kan gå når et lovgivende organ
(kald du det bare en regering) sér sig blind på én årsag til al dårligdom. Det
er ganske aktuelt, det forsikrer jeg – hvis ikke det er ledighed eller fedme, så
er det nok Pisa-rapporter eller hjerne-flugt. Men døm selv.

The
Iron Dream
,
1972, Jove Books, Norman Spinrad (1940- )

Barbaren Conan i
fremtiden.

Ligesom Harlan
Ellison, må Norman Spinrad siges at være l’enfant terrible – så meget som (og
for at blive i det franske) hans synspunkter hverken er comme il faut eller a
la mode.

Det er næppe en
kvalitet – i sig selv – at forlæggere kvier sig ved at udgive et eller andet,
man har bedrevet. Ligesom det ikke er en kvalifikation at være kontroversiel –
ligesom det ikke er et tegn på filosofisk ballast, eller intellektuel hygiejne,
bare fordi man kan nogle bandeord.

Noget andet er på
spil hér.

Jeg forestiller
mig at Spinrad har sagt til sig selv: – det der tredje rige, og ham der adolf
hitler, han er så mange gange blevet behandlet ”head-on”, i en eller anden
rationel modus. Lad os lige tage ham for det han er!

Og der vil jeg
godt indskyde den personlige kommentar, at nazister ofte kritiseres for at være
så rationelle, at det humanistiske lades bagude. Det er simpelthen forkert set.
Nazister er så irrationelle, at de har lang vej til halebenet af humanisme.

Man siger ofte –
nogen gør, i hvert fald – at deportationen af jøder, romaer, bøsser og
”fejlfarver” i bred almindelighed, skete efter nogle stringent planlagte og
uhyrligt rationelle kriterier og planer.

Aldeles ikke! Der
er intet ”rationelt” ved deportation. Deportation har kun påførsel af smerte og
lidelse som mål. At rasle rundt i Europa med togvogne fyldt til toppen med mennesker
i godsvogne er, udfra et rationelt synspunkt, komplet idiotisk – det koster
kassen. Så er nakkeskud billigere.

Og jeg tror det er
hér omkring ”The Iron Dream” starter – i øvrigt også kaldt ”Lord of the
Schwastika”.

Visse-vasse.

Ligesom jeg ikke
har været så rar i min introduktion til denne roman, ligeså u-rar er romanen i
sig selv. Og man kan altid spørge, hvor meget man ønsker at svine sig selv til
– herunder visse tanker, man for alt i verden ikke ønsker at få. Og så er det
allerede for sent.

Hvis man derimod
er i stand til at parkere sit moralske – og etiske – overlæg på fornuftig måde,
og derefter kan kaste sig ud i snavset med den gode samvittighed, at dette er
fuldstændigt for min egen fornøjelses skyld og absolut ingen kommer til skade,
ja, så er der lagt op til adskillige timers munter læsning.

Og som om det
ikke er nok, så er der en ”editorial comment”, der sætter det i endnu mere
vanvittigt relief.

Så hvis man føler
for at få nazister, Hitler, Freud og pulp-æraen sat på plads, så er det den
hér, du.

Suma-X, 1969, Gyldendal, Knud Holten ( 1945 –
)

For så vidt som at den overhovedet er til at opdrive.

Lad det være sagt
straks: Aldrig har det ydre rum dog været så hippie-agtigt og små-psykedeliskt.
Sjældent har superhelte – ja, helte i det hele taget – været så
syret-distanceret fra heltegerningen.

Det er ret
vanskeligt, at referere en handling – eftersom der måske slet ikke er nogen. Vi
har den her superhelt, som måske er en anden. Og vi har den hér prinsesse – der
måske er en prins, hvem ved? Og måske er vi inde samme univers som ”Martin
Borgs Sære Søgen” (Impuls 1, Hasselbalch 1969).

Men det er stort
set uvedkommende, idet romanen læses som et langt digt, der indeholder så mange
billeder og landskaber, at man bare ikke kan lade være med at fortsætte.

Mening?

Den må man selv
forklare sig selv – var det måske ikke digselv, der begyndte at læse den her
bog?

I en eller anden
sammenhæng er det blevet nævnt, at SUMA-X er det tætteste man kommer på en superhelte-tegneserie
– uden tegninger.

Så sidder der nok
nogen og tænker: – jamen, hvordan er dette en anbefaling? Hvad handler den om?
Hvad går den ud på?

Ganske
forståeligt. Men hvad handler et vandfald om? Et stjerneskud? Hvad handler en
snestorm af regnbuefarvede sommerfuglevinger om?

Suma-X – back to the sixties………turn on,
tune in, drop out –

Verdener Uden Grænser (svensk: ”Dette Är
Verkligheten”, Bonniers 1968)
, 1968, Hasselbalchs, Bertil Mårtensson
(1945-)

Uden
sammenligning i øvrigt (?) husker jeg en anmeldelse af Matrix, og jeg tror det
var i WekkendAvisen (derfor sikkert ved Bo Green Jensen), der kviede sig en del
ved at komme ind omkring det centrale i filmen. Det kan man godt forstå. Der
næsten dømt ”spoiler alert” med det samme.

Derfor vil jeg
også nøjes med at sige, at denne roman er lidt anderledes end konstrueret end
Bertil Mårtenssons de fleste.

Senere giver han
den gas med fantasy-serien om ”Magtens Veje”, hvilken er en ganske filosofisk
tilgang til genren (hvor C.S. Lewis’ tilgang var religiøs, Peakes var
humoristisk og Tolkiens var filologisk – bare for andre eksempler). Og også
Verdener Uden Grænser har sit aspekt af fantasy: – en ”mighty-thewed” helt er
ude på de vilde stier for at befri en voldført prinsesse. Og han må gå grueligt
meget galt igennem – herunder et møde med et særdeles mærkeligt monster – før
han kan stå i begreb med faktisk at befri fruentimmeret….frøkentimmeret.

Og så er det, at
det hele bliver noget andet, på sådan en ”Fremtidskongressen”-agtig måde –
eller hvis Philip K. Dick havde skrevet ”A Clockwork Orange”. Hvilket
naturligvis er min personlige tolkning – andre kunne have andre associationer.
Men det det hele drejer sig om er det filosofiske spørgsmål om virkelighedens
karakter, hvilket bringer en hel del perspektiver i spil. Og inden du ved af
det kan du se en given sag fra 117 sider.

Jeg finder det
interessant, at sværd&trolddom (plus noget, jeg ikke skal røbe hér) kan
blive til en eksistentiel diskussion (altså inde i mit hoved) og jeg er kun en
sølle frister: – prøv det selv! Læs faenskabet! Se hvad du syns.

Den Sjette Vinter (”The Sixth Winter”,
1979, forlag (?)
), 1981, Lademann, John Gribbin (1946
– ) og Douglas Orgill (?)

Jeg aner ikke en skid om Douglas Orgill. John Gribbin,
derimod, er sådan en Tor Nørretranders-banan, der i halvfemserne fik udgivet et
vist antal bøger om kosmologi, kvantefysik og det antropologiske univers,
herunder Mørkt Stof og topologisk eksistens (jow, vi er langt ude i
suppedasen).

Nå, men det har
kun perifert med Den Sjette Vinter at gøre (bortset fra at Gribbin også har
beskæftiget sig med meteorologi – herunder ”Butterfly-effect”, derfor
Kaos-teori….suk! Får det aldrig ende?).

Romanen er ren
tjubang. På den fede måde.

For alle med hang
til klima-forandringer og ny-istids-scenarier er der guf. Manden kan sin
videnskab og sin videnskabsteori. Men det får ikke lov til at stå vejen for den
fremadskridende handling.

Vi starter i USA
(nåja, det er jo udgangspunktet for det meste, ikkesandt), oppe omkring grænsen
til Canada, hvor et vejrfænomen, kaldet en ”Danser”, har isoleret en mindre by
bag et ispanser, samt lavet adskillige trafikanter i nærheden om til ispinde.

Vores helt, som
vistnok er meteorolog (krypto-meteorolog, endda) ser dette som et forvarsel om
et forandring i det globale vejrlig, og bliver sendt af sted til Sovjetunionen
for at deltage i en konference.

Og i mellemtiden
bliver vejret dårligere, og det globale klima ændrer sig ret hurtigt til noget
der er genkendeligt som en ny istid.

På baggrund af et
par forviklinger og en overisning af Europa, vil vores hovedperson gerne hjem.
Altså hjem til USA. Og den eneste vej der er mulig er over Sibirien. Det er hér
der går tjubang i den.

Derfor er det
måske også lige at strække den, at kalde Den Sjette Vinter for SF.
”Øko-thriller” – javel. Det tror jeg holder. ”Klima-thriller” ville måske være
bedre. Men jeg tager den alligevel med hér, fordi det er en stramt eskalerende
historie, der fungerer på sine egne præmisser i en verden der stedse bliver
mere forskellig fra den vi kender. At der så også er lidt
civilisations-skepticisme og kultur-angst involveret – tjahe, det må ligge
åbent for en debat. Er vi kun huleboere med en fernis af tolerance?

Og – som pølsen I rosinenden, der sprænger kronologien og
den personlige opsætning (hvilket er yderst passende):

En Smagfuld Verden, En Jerry Cornelius
Antologi
, 1971, Rhodos, redigeret af Jannick Storm

Det er ikke tiden
og stedet, at udbrede sig om Michael Moorcocks Multiverse og hans Eternal
Champion, men der er det ”fede” ved det, at Moorcock har en åben invitation til
at bruge løs af konceptet, hvor andre (Nivens Man-Kzin-wars, eller Saberhagens
”Berserker”-serie) godt vil have hånd i hanke med de udgivelsesmæssige kredsløb.

Moorcock er
ligeglad – brug løs, take it away – helt i hans mere eller mindre anarkistiske
ånd (hvilket måske er ret nemt for en mangemillionær, men – hey – det er Niven
også; endda født som sådan).

Antologien er
bedaget. Det er indrømmet. Bare forsiden – ”coveret”, som det nu om dage hedder
– siger det hele. Hippie-vogue.

Men det
charmerende er, at se (læse) yderst mærkelige og eksessive eksperimenter, der
er centreret omkring JC-skikkelsen (Jesus Christ?) begået af notabiliteter som
Norman Spinrad, Sven Christer Swann, J.G. Ballard, The Maestro Himself og
andre, i en helt løssluppen dans med alle litterære virkemidler til rådighed.
Det er så meget hul i hele hovedet, at det slet ikke skulle være udgivet – og
det ville det nok heller ikke være blevet nu om dage. Men det er samtidig så
legende og lallet, at det er en fest. Var det ikke fordi indholdet var mørkere
end pest og den sorte død.

Men det er et
besøg værd, for bag grinet er der også en vrede, og det er et eksperiment værd
hvor vreden og hvor grinet retter sig – og mod hvad. Jerry Cornelius handler
altid om modstand – en modstandsmand.

I øvrigt synes jeg der bliver læst for lidt Cordwainer
Smith. Men det må I selv finde ud af, henover sommeren – og kan I en god én.

Tak for ordet