Spiel, spannung und schokolade – aber, Heinz, dass
ist doch drei Wünsche in Eins! Og så er det, at mor alligevel finder løsningen: et KinderÆg nede fra
nærmeste Plötz Padborg, og dagen er reddet – om end i modsat rækkefølge.

Jean Effel (Francois LeJeune, 1908-1982)
lavede en vittighedsføljeton om Guds skabelse af Jorden og Adam og Eva og så
videre. I projekteringsfasen har Gud en samtale med én af sine engle, hvori Han
siger: – jeg forestiller mig Livets udgangspunkt som en gul tingest i midten og
en skal udenom. Det gør jeg også, svarer englen. Og mens Gud tegner en sol og
en jord i kredsløb om samme, tegner englen et æg med skal og blomme. Og et
sted, midt imellem størrelsesforholdene, er der selvfølgelig Jorden selv,
Terra, Tellus, som et slags æg med en kerne og en skal.

Nu vil jeg ikke påstå, at Jorden altid har
været rund, for indtil det 6. århundrede (før vores tidsregnings begyndelse)
var det tilsyneladende en udbredt opfattelse, at den var ”flak som æj pan’kaw”.
Men så gik den heller ikke længere, til trods for Jeppe På Bjerget eller Per
Degn. Og Holberg selv troede heller ikke på den, for han lader Niels Klim foretage en underjordisk
rejse. Og det var det vi skulle frem til.

Men selvom Ludvig H. sendte Niels ind i
Jordens riger og lande, så var han ikke den første udi den øvelse. Og han
skulle heller ikke blive den sidste. For allerede et par århundreder før, tog
Dante Alighieri en tur dernedad, i sin Guddommelige Komedie. Men yderligere
står det til troende, at Saxo lader Thorkild Adelfare drage nordpå, hvor
nedgangen til underverdenen findes, for at finde den lænkede Loke. Og på vejen
oplever han – og vi med ham – ting og sager, der ikke lader Odysseus ret meget
efter.

Der er, i de to sidste tilfælde, i høj
grad tale om rejser ned til Dødsriget, hvilket altså blev – og bliver –
betragtet som noget der ligger under jorden. Dette modsat ”Himmerige”, hvad
enten Valhalla eller Paradis, der ligger over Jorden – eller i Himlen. Så
derfor viser idé-komplekset (eller ”konceptet”) tilbage til Orfeus, og videre
tilbage til Osiris og myten om hvordan slangen Apep hver nat må dræbes for at
skaffe plads til Solens færd gennem underverdenen. Hvilket er forbindelsen til
dragemyter, Midgårdsorme, Ouroborosser og alt vedrørende det magiske ved ringe
(også vielses-dittoer). Men det var ikke det vi skulle tale om.

Nu skal det ikke være en opremsning af
fortællingen om rejsen til Jordens indre, men det er vel værd at påpege, at
selve ideen har lange, mange og sejlivede aner. Fra de allerede nævnte til
Edward Bulwer-Lytton, gennem Jules Verne, henover H.G. Wells (Tidsmaskinen: –
molokkerne bor under jorden) og frem til film som ”The Core” – alle
ekskursioner til Det Der Er Indeni! Og i den mere apokryfe afdeling har vi
endvidere en fortælling af Arthur C. Clarke, hvor væsener der lever under
jorden, og bevæger sig uhindret gennem kappens klippegrund, frygter eksistensen
af væsener nede fra magmalaget, efter at de selv har ”erobret” overfladen fra
de skrøbelige eksistenser, der beherskede den (altså mennesker).

Der er noget farligt indeni!

Det er interessant nok sådan, at mens de
litterære fremlæggelser af rejser til Jordens indre præsenterer stedse stigende
grader af primitivitet (fra Vernes svaneøgler til Burroughs’ Pellucidar),
efterhånden som man kommer dernedad, så har den videnskabelige forskning vist
øget kompleksitet i hvad der egentlig er ”indeni”, gennem undersøgelser på
mindre og mindre skala. Fra pilning af løget, skal efter skal, for at finde ind
til livets kerne, og frem til partikel-acceleratorer hvor ekkoet fra
eksistensens mindste bestanddele, i det korte nu de giver sig til kende,
forsøges målt.

Og det forholder sig tilsyneladende
omvendt, når vi bevæger os ud i Kosmos, hvor basiske forhold som masse og
energi, videnskabeligt er enerådende, mens væsenerne derudefra er komplekse og
højt udviklede. I hvert fald hvis man tager Arthur C. Clarkes ”Childhoods End”
og ”The Sentinel”, samt von Däniken og hele ufologien med. I den forbindelse er
tidlig – amerikansk – magasin-SF uhyre interessant, derhen at de dér ”aliens”
har taget det lange stræk, videnskabeligt såvel som rejselogistisk, udelukkende
med det formål at snuppe tøsebarnet, så helten må kæmpe hende tilbage i egen
favn (Nå! Du troede vi var færdige med dragemyte? Jaså!).

Heldigvis er der da også andre eksempler,
også på det modsatte, men i de fleste tilfælde er disse ”aliens” enten en slags
kopier af noget vi kender fra egen fortid, eller noget fra grene af dyreriget
vi – man – åbenbart føler foranledning til at frygte. Og i den optik finder jeg
det interessant, at væmmelige aliens primært er noget mandlige forfattere giver
sig i kast med, mens harmoniske aliens er noget kvindelige forfattere
kolporterer. Eksempler kunne være Feintuchs ”guldfisk” og Heinleins ”buggers”
(siden overtaget af Orson Scott Card, dog med en senere drejning), og James
Tiptrees mantaer fra ”Up The Walls Of The World”, samt Ursula K. LeGuins
urbefolkning i ”The Word For World Is Forest”.

Det er naturligvis langt fra hele
sandheden, og i virkeligheden blot at sætte tingene på spidsen. Men der er
noget om det, alligevel.

Asimovs ”Foundation-cyklus” er imperialt
perspektiveret, mens Lois Bujolds ”Vorkosigan-cyklus”, f.eks., er rettet mod
hvordan det er at være menneske i et samfund af den generelle space-opera-type
. Endda med en motorisk og helbredsmæssigt udfordret hovedperson. Poul
Andersons ”Flandry-suite” er centreret omkring frygten for The Long Night, hvor
barbarerne fra hinsides imperiets grænser overmander civilisationen, mens
Octavia Butler spørger indtil muligheden for en sammensmeltning, en
co-adaptation, synergisme, symbiose – pick any – med de organismer ”vi” uvilkårligt
vil møde ”derude” under forhold, der er betydeligt anderledes end hvad der var
givet i The Late Roman Empire.

Det er naturligvis en oversimplificering,
eftersom en forfatter som Iain Banks har nogle ret godmodige aliens i The
Algebraist og Joanna Russ har nogle ret hidsige kvindfolk i den i øvrigt
feministisk orienterede ”The Female Man”. Men alt i alt er der tale om
forskellige måder, at præsentere ”det fremmede” som en spejling af noget
genkendeligt.

Robotikken har været ret opmærksom på den
såkaldte ”uncanny valley”-effekt: – at mennesker – generelt – er ret gode til
umiddelbart at se om de sidder overfor et andet menneske eller en ”replikant”.
Samt at det medfører en hvis grad af ubehag, at se noget der ligner et andet
menneske, men aldeles ikke er det. Hvis det bevæger sig. Så der er – med andre
ord – tale om en øjeblikkelig refleks, der spejler det præsenterede, det
sansede, ind i en kendt kontekst. Og hvis det ikke passer ind i den, så
befinder det sig i ”den uhyggelige dal”. Med den slags øjeblikkelige skud fra
hoften kan det næppe undre, at vi ikke er blevet kontaktet af væsener fra andre
kloder.

Men det er værre endnu.

Hvis man googler ”rekursion” eller
”recursion”, får man spørgsmålet: – mente du ”recursion”?

Der er naturligvis tale om et EasterEgg
(og vi var inde på æg, tidligere……), men det beskriver begrebet ganske præcist,
om end lidt nørdet. Rekursion betyder egentlig at bevæge sig (i en eller anden
retning), og så (øjeblikkeligt) komme tilbage. Og for de eksperimentelt
interesserede: – man tager håndspejlet, stikker det op over næsen, og kigger
ind i badeværelsesspejlet, til man sér en uendelig korridor af egne øjne over
eget håndspejl. Og står hermed på dalens bund i ”the uncanny valley”, med en
ret præcis opfattelse af hvad rekursion er (hvis man da ikke lukker øjnene, for
så kan det hele være lige meget).

Det er ganske genkendeligt, men det er ret
mærkeligt. Og muligvis derfor advares der i folketroen mod at lade to spejle
spejle hinanden, for så har man skabt en uendelighed, på et sted den ikke hører
til – den hører nemlig til ”et sted derude”.

I to tilfælde har jeg dog set den
præsenteret (tror jeg nok), nemlig i Gregory Benfords ”Artifact” (neutrinoen)
og i brødrene Strugatskys ”Roadside Picnic” (the empties). Samtidig er selve
spejlingen af ”det menneskelige” i ”det fremmede” præsenteret ved ”vandslangen”
i ”The Abyss”, der mimikryer et ansigt, og i ”Solaris”, hvor mimoider kan
”finde på” at kopiere helikoptere. Og spørgsmålet er: – snakker vi egentlig
sammen?

The
uncanny valley!

Men hvis går tilbage til
spejl-eksperimentet, så ligger det ikke fjernt at få en følelse af en
uendelighed, der strækker sig udad fra kroppen. Og i samme moment, få en
fornemmelse af en næsten tidsmæssig bevægelse ind i kroppen, hvorved det bliver
mere og mere esoterisk og spirituelt jo længere ind i ”korridoren” vi kan se,
og mere og mere primitivt indad mod vores egen krop og person. Det er den slags
der giver anledning til historier om fjerne, svundne riger i Jordens Indre,
befolket af hulemænd og dinosaurer (for det er jo så primitivt – og Freud har
ikke levet forgæves, om end hans personlighedsmodel ikke adskiller sig
nævneværdigt fra et KinderÆg). Og det hele måles med uendelighedens målestok,
jo længere vi bevæger os udad. Hvilket leder såvel til højteknologiske aliens
som til drakeske ligninger og clarkske love. De er bare klogere, derude, og vi
er nogle provinstosser.

Personligt spekulerer jeg over, om ikke
Danmarks 1864-syndrom er fuldstændig identisk med den generelle følelse af
eksistensens perifere manifestation som et resultat af en videnskabelig
erkendelse, der har detroniseret os som mennesker, fra en central plads. Skidt
med uddrivelsen af Paradis (jeg er ikke kristen), men først havde vi et verdensbillede
med Jorden i centrum. Så blev det til at Solen nok mere var et centrum. Men så
rykkede Solen nedad i hierarkiet, som en ret ordinær stjerne, sammenlignet med
så mange andre. Og endeligt måtte det konstateres at den – og vi – ligger og
sopper lidt rundt i udkanten af en galakse, der i øvrigt heller ikke adskiller
sig nævneværdigt fra normen – og i øvrigt kun er en ud af flere i en lokal, og
ret gemen, hob. Som i øvrigt ikke kan gøre krav på nogen central tilknytning
til noget som helst, for alt synes at fjerne sig fra hinanden, og dér hvor der
virkeligt synes at være gang i den, ligger 13,4 milliarder lysår væk. Hvilket
ikke giver nogen mening, for vi ser ikke længere noget ”nu”, på den afstand. Vi
ser tilbage i tiden. Til da alting begyndte. Big Bang (antager vi).

Der er sådan lidt barnet i kravlegården,
over den. ”Hvor er mor og far?”. Nå, men så kan jeg da bare lægge mig ned og
drømme tilbage. Og selv når forfattere forestiller sig aliens med næsten
gude-lignende evner og status, så bliver disse ”demiurgers” frembringelser
noget tilbagegribende, noget primitivt. Varleys Gaia, fra ”Titan”, laver engle
og kentaurer – Farmers ”World of Tiers” er befolket af riddere, indianere og
græske heroer. Og kentaurer. Clarkes ”Overherrer” er middelalderdjævle (okay,
det er der en rimelig forklaring på i ”Childhood’s End”, men…) og H.G. Welles’
marcipanere er bløddyr fra silur. Det mest fremmedartede, jeg lige kan komme i
tanke om, må være Solaris fra Lems roman af samme navn, Niels E. Nielsens
”Råberen” fra ”Herskerne” og stjernemageren fra Olaf Stabledons ”Starmaker”. De
er til gengæld så fremmedartede, at der ikke rigtigt synes at være nogen
platform for korrespondance eller kommunikation. Men væsentligere er det, at de
er møg-alene. Og det hér vi møder os selv – på kanten af det uforståelige:
Alene!

Hvis vi vender den om, cirka 180 grader,
så betyder det vel at vi overhovedet ikke ville være i stand til at genkende et
møde med aliens. For det første fordi vi sidder fast i alene-følelsen (hvor er
de alle sammen henne?), for det andet fordi vi er bundet op i
genkendelighedsfaktoren. Det skal svare til noget vi har erfaring med – det
skal svare til noget i vores fortid: – hårede hulemænd eller slimet splat.
Alternativt: – engle-lignende dybhavssommerfugle (”Abyss”) eller elvergnomer
(”Close Encounter Of The Third Kind”). Men selvfølgeligt findes der
undtagelser: Kellys pissehamrende ligeglade krybdyr i ”Think Like A dinosaur”
og Mievilles ”Hosts” fra ”Embassytown”. Eller ”The Assassins” i Frederik Pohls
“Heechee-saga”, der lægger ud med at være De Onde, men siden hen viser sig blot
at være (dybt) anderledes. Og kun forståelige på baggrund af en teknologisk
udvikling, der allerede er tilstrækkelig mærkelig til at vi egentlig, igen,
befinder os i ”the uncanny valley”: – uploading af bevidsthed!

Med det der vistnok hedder en
dobbelt-negativ følgeslutning, lader Bill Watterson Steen (”Calvin &
Hobbes”) sige, at det bedste på bevis på at der findes intelligent liv,
andetsteds i universet, er at de IKKE har besøgt os. Men man kan med lige så
stor ret påstå, at hvis det er rekursion der filtrerer vores sanseindtryk,
ville vi ikke genkende en alien om vi så snublede over kalorius i carporten.

Det kan jo lyde enormt negativt og
nedslående. Men sådan ser jeg faktisk slet ikke på det. Det er kun hvis man
betragter SF-genren som vehikel for forudsigelser eller kontakt med over- eller
udenjordiske tilstandsformer. Hvilket aldrig nogensinde kan (bør?) være
ærindet. SF benytter sig af nogle ”håndtag”, der er lidt anderledes end anden
litteratur, men projektet er stadig undersøgelsen af hvad det vil sige at være
menneske, hvad det betyder, hvor det bærer hen – hvad der kan gå galt; hvad der
kan gå godt. Til gengæld er SF-genren heller ikke bedre, end at den selv slæber
rundt på noget freudiansk og jungiansk tankegods, i form af penetrationsangst
og safter af en anden verden, arketyper og avatarer. The
primordial ooze. Hvilket
kun forbliver en sandhed, så længe man fokuserer på den science fiction der
bliver skrevet fra Den Engelske Kanal og vestpå. Andre ting sker andre steder.
Og psykoanalysen er altså ikke den eneste udgave af sindets udforskning, til
trods for at den har en vældig opblomstring for tiden, i form af systemisk
tænkning, coaching, detox og ”kend din blodtype”. Hvilket der ikke er noget
holistisk ved – der er kun tale om rekursion: barnet i kravlegården! Eller: –
det indre må anses for at være negativt, primitivt, mens det ydre er klart,
blændende og overjordisk. Det er også derfor vold er bona fide, i narrativ
sammenhæng, mens der skal advares mod sex i samme. Tænk over det. For på samme
(rekurssive?) skala ligger mainstream-kredsløbets
umiddelbare aversion mod den eksplicitte SF: – der er noget farligt indeni!
Hvilket så ikke forhindrer nogen somhelst Huxley, Blair (han hedder ikke
Orwell), Lessing (det er analogi! Nej det er ej!), Atwood (jeg skriver IKKE
sci-fy! Nånå!), Piercy, Chabon, Saint-Exupery (-jamen, det er fabel! Sludder og
vrøvl!), Andersen ( jo, han gjorde!), Welles, Verne, Golding, Rosny, Woolf,
Bodelsen, Westenholz – bare for at nævne nogle få – at være en del af den
kanoniserede verdenslitteraturs ophavskvinder (og mænd).

Og det må jo så betyde, at det primitive
er et af menneskehedens mest basale træk, idet der næppe findes noget mere
rekursivt end fobier. Der er noget farligt indeni.