Hvis
man hiver gamle travere af stald, er det så bevis på at man selv er ved at
nærme sig ”støvets år”? Ikke nødvendigvis, men man risikerer i hvert fald at
tilråbene: – dén har vi hørt! Medmindre man – som jeg, som hér –
håber på at kunne sige noget nyt om noget (ret) gammelt. Og i dag vil vi kigge
lidt på noget ”ret gammelt” begået af Arthur C. Clarke. Og ESSEFs læsere må
vurdere om der er noget nyt i det!

Sidst
i marts måned, 2008, var jeg temmelig beskæftiget med forberedelserne til en
vandring langs Hadrians Mur, på grænsen mellem England og Skotland, da
meddelelsen om Arthur Charles Clarkes død stod at læse på Wikipedia.

Hos
en gammel fan-dreng var der noget, der anslog nogle sentimentale strenge, midt
i rejseforberedelserne. For det samme år, hvor jeg blev opmærksom på
eksistensen af Hadrians Mur, udkom SF-Magasinet Nr. 6 med en oversat historie
af Clarke: The Wall Of Darkness (da.: Muren I Mørket, SF-Magasinet, maj 1978,
Irlov Regulus). Og fascinationen af den ene mur havde siden været kompatibel med
interessen for den anden. Big Dumb Objects. Ligesom “Rama”.

I
et anfald af veneration for Den Gamle Mester, pakkede jeg mit slidte og
bedagede eksemplar af ”Against The Fall Of Night” med ned til drikkedunk og
vandresokker, mens jeg huskede på Dylan Thomas’ digt Do not go gentle into
that good night.

Angiveligt skulle Clarke have givet udtryk for, at han
ikke troede på Gud, men at han var fascineret af forestillingen om en sådan, og
kaldte sig selv for ”krypto-Buddhist” eller ”Pantheist”. Hvorved ”konceptet
´Gud`” muligvis er sat i bås, et sted ”udenfor” Clarke, hvilket så på ingen
måde forhindrer Det Religiøse Stadie, hos samme (som hos Kierkegaard, hvor
Søren nok selv tænker på ”Christendom” – men det er ikke afgørende). Og jeg
kunne føle mig fristet til at mene, at Clarke selv optræder i ”Rendezvous With
Rama”, som cosmochristeren Boris Rodrigo, hvis ”moderkirke” tror på at Jesus
var en alien, der ville os alle det bedste….osv,osv, – og snart kommer
tilbage
! Og Boris tror på at ”Rama” er en ”Ark” for ”The Rightious”, sendt
af denne kristus-alien…. i de sidste dage –

Ofte er det blevet nævnt at ”Rendezvous With Rama” er en
kedelig roman: – En bande astronauter render rundt på en hul klode, og det mest
spændende er da én af dem falder af sin cykel. Og derudover sker der ikke en
dyt! På den anden side får tallet ”3” umanérligt meget plads, ja, ligefrem hen
til en slags pointe i romanens sidste sætning, hvor en senator(?) vågner op af
en drøm og husker på, at ”ramans do anything in three’s”. Der er lagt op til
fortsættelse, men gad vide om vores ”drømmer” hér ikke også lige korser sig: –
I Faderens, Sønnens og Den Hellige Ånds Navn. Amen! Cosmochristers og
Den Hellige Trefoldighed?

Og man kunne også fremhæve at romaner som ”Childhood’s
End”, ”2001, A Space Odyssey” og ”The Fountains Of Paradise”, i bund og grund
er ”religiøse” værker. De indeholder alle en sært deterministisk undertone,
aldeles separat fra det konspiratoriske, men trods alt med en konnotation over
mod ”det var hele tiden meningen” eller ”sådan var det planlagt” – hvor meningen
og planen på enhver måde er ude af menneskets eller menneskehedens
mulighed for at korrigere. Og uanset hvordan man pakker det ind, så staves det
S-K-Æ-B-N-E; og ”skæbne” er et religiøst begreb, selvom man som ”krypto”buddhist
muligvis hellere vil kalde det ”karma”.

Sam J. Lundwall udgav I 1969 bogen ”Science Fiction – från
begynnelsen til våre dage”. I den beskriver han Clarkes ”Against The Fall Of
Night” på følgende (efter hukommelsen) måde:” – menneskeheden blev slået tilbage
af Invadørerne, og har nu låst sig selv inde i et gigantisk fængsel og smidt
nøglerne væk, i angst for en unævnelig rædsel der lurer ved galaksens kant!”

Et sted mellem desperation, depression og paradis ligger
Diaspar. Men Diaspar er ikke enebarn. Diaspar har en storesøster, der hedder
Comarre og en lillesøster, der hedder Shastar. Alle bynavne fra henholdsvis ”Against The Fall
Of Night”(1948), “The Lion Of Comarre”(1945) og “The Road To The Sea”(1950) – se
iøvrigt note
.

Hovedpersonerne – der alle er unge mænd, for ikke at sige
store drenge – hedder henholdvis Alvin, Thomas Peyton III og Brandt. Og alle
tre lever i frie, men lukkede – hvad enten pr. konvention, historie eller fysik
– samfund, hvis største brist er at fortiden er ”glemt”, eventuelt mytologiseret.
Omstændighederne er paradisiske, men de unge mænd er utilpassede og frustrerede
(hvoffer må jeg ett` få beatles’hå/hvoffer ska jar ålti klippes, mor?), og den
ældre generation prøver at forklare dem, at det er til det bedste, og der er
ingen grund til at rode i fortiden – vi bør se fremad og være tilfredse,
tilfredse…..

Den holder de unge mænd naturligvis ikke til, men vil ud
og søge sandheden, baggrunden, oprindelsen – Meningen! Og ofte er der
trængsler, udfordringer og svære mysterier at gennemskue og løse, med grandiose
vistaer til andre tider og steder og møder med det exceptionelt ”fremmede”.
Hvorved Clarke tilkendegiver en tro på ungdommen, på fremtiden – på at ting kan
forandres?

Desværre: – nej! Alvin, Peyton og Brandt får godt nok udvidet
deres egen horisont, samt lavet noget korrektion på den anerkendte mytologi.
Alvin: – menneskeheden flygtede i angst for noget de selv havde skabt. Peyton:
– menneskene på Jorden ”glemte” alt om deres ”teknologiske” fortid og ville
ikke vide af den. Brandt: – stjernerejser var ikke for at finde nye verdener –
det var for at beskytte menneskeheden mod en altødelæggende fare (”the
theta-field – the drunkards walk”). Men i hvert enkelt tilfælde, så var
forholdene generelt i orden, indtil det punkt hvorefter alt gik galt.

En tro på menneskeheden, da?

Nej: – desværre! I henhold til Clarke er menneskehedens
ypperste gave at glemme og fortrænge og metamorfere fakta. ”Vi” var store
”korsriddere” i firmamentet, men måtte indse at der var nogle der var større (
Against The Fall Of Night) og det ”kunne vi ikke klare”. Verden ville være
blevet forandret, hvis robot-teknologien skulle spille en rolle i vores fremtid
(The Lion Of Comarre). Menneskeheden ville blive psykotisk, hvis den hele tiden
skulle tænke på faren fra ”theta-feltet” (The Road To The Sea). Og derfor blev
løgnen – eller i hvert fald tavsheden omkring det – skabt. Men inden da – inden da, der var det paradisisk,
diasparsk, shastarsk – comarsk…..

Hvad sér vi hér (spurgte lektoren og knaldede pegepinden i
katederet)? De unge mænd finder ind bag facaden af de ældres ”livsløgn”, og må
konstatere at det var meget bedre i gamle dage; højt til loftet, masser af
albuerum og lysten til at slå om sig var ikke behæftet med skyld eller skam.
Men ”nu om dage” er vi feje, bange og læner os op ad en neurose, hvis ikke den
øjeblikkelige tilfredsstillelse af vores umiddelbare behov er indenfor
rækkevidde. Om end der muligvis kan trækkes paralleller til en moderne ”kom lad
os brokke os”-kultur, vil den mest ekstravagant borgerlige højredrejning hævde
at ”frelsen” ligger i at vi må væk fra fortiden (f.eks. eksemplificeret i det
mystiske begreb ”kræve-mentalitet”). De unge mænd, Alvin, Peyton og Brandt, er
godt nok ”krævende” i deres søgen efter sandheden, meningen, forklaringen, men
opløsningen er at ”de gamle” trods alt vidste bedst, da ”de” konstituerede den
virkelighed, det samfund, som de unge mænd voksede op i. Små korrektioner må
der til – men alt i alt: top-dollar!

En sådan tilgang er reaktionær.

Clarke har – åbenbart – nu sagt, hvad han har at sige om
menneskeheden, overladt til menneskeheden selv, dens dyder og lader upåtalt,
samt dens frankenstein-syndrom blotlagt. I 1951 udgiver han ”Second Dawn”. En
poetisk-idyllisk fortælling om nogle enhjørninge-lignende væsener på en helt
splitter-anden planet og deres vej mod et teknologisk samfund. Det er vist nok
sådan, at udgangs-sætningen skal forstås dommedags-agtigt (de har fundet uran =
atombombe in spe). Men det er ikke vigtigt i denne sammenhæng. For historien
begynder lige efter en krig. De enhjørneagtige beboere på denne klode besidder
telepatiske evner, og ved en ”sammenkobling af bevidsthedsfelter” (eller sådan
noget) er det lykkedes for Athelenerne at besejre Mithraneanerne.

Tykkere bliver den ikke! Hellenerne besejrer perserne
(mithrasdyrkere), hvorefter den rette tænkning og den formelleste af formelle
logikker har overlevet. Der Reinem Vernuft, med andre ord. Og tumperne?
De bliver lukket inde i en dal, der ikke hedder hverken Diaspar eller Comarre.
De er bare dømt ude. For samme år (1951) udgiver Clarke novellen ”The
Sentinel”, som er forlægget til ”2001; a space odyssey” – og det er åbenbart
os, der er tumperne nu, hvilket man kan forvisse sig om i 1953, da ”Childhood’s
End” bliver udgivet. Kun brikker i et større kosmisk spil. Præcis en
hellenistisk tankegang – læs bare din Illiaden & Odysseen!

En reaktionær og religiøs forfatter! Det lyder ikke som
nogen jeg umiddelbart kunne have lyst til at beskæftige mig med. Så vil jeg
hellere have en øl – det krummer heller ikke så meget i sengen, som Monrad
siger. Ikke desto mindre var det Clarkes fortællinger og grandiose vistaer og
fantastiske scenerier, der var med til at konsolidere min interesse for SF, for
så mange, mange år siden. Så ligesom jeg kan se bort fra mandens tåbeligheder,
eksempelvis at kineserne angiveligt skulle være i stand til at immobilisere den
amerikanske hær ved at vise satellit-sendte pornofilm til unge mænd, lige så
lidt kan jeg glemme den første gang jeg læste: many and strange are the
universes that drift like bubbles in the foam upon the River of Time.
Fra ”Wall Of Darkness”. Som
er historien om hvordan den unge – og senere knap så unge – mand Shervane, og
hans buddy-buddy Brayldon, og hans mentor Grayle, gradvist finder ud af, hvor
lille et kosmos de bor i. Og der er er ingen udgang!

Clarkes menneskesyn er med andre ord at vi er nogle
isolationistiske individer, der ikke har det i os at kunne komme os over en
krise, og for altid vil være låst inde af ”vilkår” vi selv har skabt. Medmindre
”andre” kommer til vor frelse (eksempelvis de von Dänikenske bagmænd i
2001-cyklussen, ”Ramanerne” i Rama-cyklussen, ”Overherrerne” i Childhood’s
End…… eller fortidens kloge hoveder, f.eks dem som Brandt møder i Shastar).

Den renere tanke, den fornuftsbårne handlekraft og den
gode vilje, det var egenskaber en ”gyldnere” tidsalder besad. Nu om dage er vi
rene død-hjerner med personlig behovstilfredsstillelse som højeste parameter.

Retfærdigvis skal det (vel/dog) siges, at eftersom disse
historier foregår ”i fremtiden”, så befinder ”de kloge hoveder” sig altså ”i
fortiden” – f.eks. nu! Så en alternativ udlægning kunne være, at Clarke peger
på det heinleinske: – ”If This Goes On…”. Spørgsmålet er så: – bliver det bedre
af det?

Lille efterskrift: – prøv at læs Clarkes ”The Star” og
Niels E. Nielsens ”Det Flyvende Slot” ( eller hedder den blot ”Slottet”?). Hvem
er mest buddhistisk?

Note: ”The Road To The Sea” i “Tales Of Ten Worlds”, 1962, på dansk som
“Vejen Til Havet” i “Ti Verdener”, Stig Vendelkær 1973 (med værdikupon til en
månerejse). ”Second Dawn” i ”Expedition To Earth”, 1953, på dansk som ”Det
Andet Gry” i ”Ekspedition Til Jorden” (nyere udg. 1988 – spørg på biblo). ”The
Wall In Darkness” i ”The Nine Billion Names Of God”(!), 1974, på dansk som
”Muren I Mørket”, SF-Magasinet nr. 6, maj 1978. ”Against The Fall Of Night” er
ikke oversat, men ”genskrivningen” ”The City And The Stars, 1956, er oversat
til dansk som ”Byen Og Stjernerne”, Bogfabrikken, 1988. ”The Lion Of Comarre”
er ikke oversat til dansk (men til en hulens andre sprog og spørg mig ikke
hvorfor); ”The Star” er oversat til dansk, enten i ”Den Elektriske Myre” eller
i ”8 science fiction noveller” – jeg kan ikke huske det og jeg kan ikke finde
dem; beklager. Niels E. Nielsen novelle er at finde i ”Hinsides Bjergene”,
Irlov-Regulus, 197…-vistnok 7!For den kan jeg heller ikke finde i mit (alt for)
store bibliotek…